Patrick_LeisPatrick Leis er født i 1964. Udover at skrive bøger er han også professionel bodypainter, special effects-mager og illustrator. Patricks forfatterskab omfatter både horror, science fiction, fagbøger, rejsebøger, børnebøger m.m. Han er også en aktiv læserbrevs-skribent.

Patricks kreative løbebane startede med interessen for tegning, men udviklede sig efterhånden til at omfatte makeup, special effects, maskebygning, bodypaint og computergrafik, for derfra at sprede sig til brætspil-design og indretning. Han har arbejdet meget i udlandet med bl.a. spillefilm, mode og dukkeanimation, og har vundet både EM, VM & WAC (Masterclass) i bodypaint.

På sin hjemmeside fortæller Patrick om starten på skriveriet: ”Jeg var pænt dårlig stavende i skolen, grænsende til ordblindhed og har stadig et pokkers hyr med bogstavsammensætninger. Men jeg har altid godt kunne li projekter af enhver tænkelig art, samt at fortælle røverhistorier. Flere venner og bekendte fablede altid stolpe op og stolpe ned om at skrive en bog men det blev ligesom aldrig til noget og til sidst satte jeg mig for at gøre forsøget. 3 år og 700 håndskrevne sider blev det til og så betalte jeg en studerende for at skrive den ind på computer for mig. Jeg var vældig begejstret og sendte den til Gyldendal hvorpå jeg fik det mest sønderlemmende afslag i verdenshistorien. Heldigvis sendte jeg den til en andet forlag og Tellus påtog sig udgivelsen. Bogen [Bag masken] blev vældig godt modtaget og søreme om to ældre herre fra Det Danske Kriminalakademi ikke kom hen til mig på bogmessen samme år og oplyste mig at den var blevet indstillet til Glasnøgleprisen, som Peter Høeg dog vandt med ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Pokkers. Jeg havde faktisk ingen ide om at fortsætte skriveriet, men en dag sad en veninde og fumlede med nogle papirer og bukkede dem til en lille figur. Jeg syntes, det lignede en mund, og begyndte at spekulere over hvorfor alle pattedyr egentlig var symmetrisk og kradsede nogle sporadiske noter ned om tredelte væsner. Og før jeg vidste af det, var ”Jagtmarken” i gang and the rest is history.”

Om at skrive siger Patrick på Danske Horror Fans: ”Det kedeligste job i verden (udover at male midterstriber på autobahn), må klart være at skrive. Men fordømt også, er det samtidig fedt at fortælle røverhistorier. Man sidder der og tapper mellemfornøjet på en 28-29 bogstaver og et enkelt punktum mens verden og det virkelige liv passerer forbi ude på den anden side af de vinduer, man ved lejlighed burde vaske, og huden bliver grå og ældet af mangel på sollys… Men alligevel er det fedt at få lov at tage livet af ganske uskyldige teenagerdrenge og deres hamster, uden at politiet igen banker på døren og forlanger at tage et dna aftryk af samtlige køkkenknive.”

Bag_maskenBag masken

Patricks første roman ”Bag masken” udkom i 1995 og tog ham tre år at skrive. Historien handler om en ung mand, som forelsker sig og forlader alt for at følge kærligheden, men opdager at det ikke er så nemt alligevel.

Hovedpersonen Paulo er en god katolik, som stadig bor hjemme som 22-årig. Til en fernisering møder han den smukke Jenny og forelsker sig hovedkulds i hende. Da familien aldrig vil acceptere hende (hun er ikke katolik), flytter han hjem til hende og afbryder kontakten med forældrene. Og i starten er alt også godt, men Paulo lider voldsomt af jalousi, og Jenny er en fri fugl, som ikke bryder sig om at blive stækket. Efter et sidste skænderi går hun hjemmefra – og bliver kort efter dræbt i en bilulykke. Paulo er ulykkelig, men langsomt begynder han at tro, at Jenny måske alligevel ikke har forladt ham, for ind i mellem virker det, som om der er en anden i lejligheden, og lugter der ikke også af Jennys parfume?

”Bag masken” blev indstillet til Glasnøgleprisen, som den dog ikke vandt. Til gengæld fik bogen pæne ord med fra anmelderne. Lektøren kaldte den for en overbevisende debut, og mente at Patrick kunne give Dennis Jürgensen konkurrence. Mens Berlingske Tidende roser ham for at lade historien udspille sig med ”…isnende effektivitet og et par i ordets bedste betydning hårrejsende drejninger undervejs, uanset at den afsluttende pointe ikke kommer som den store overraskelse for dem, der kan huske den gamle franske gyserfilm Diabolique (”Rædslernes hus”). Patrick Leis ligner klart et gysertalent, man har lov til at vente sig meget af, og allerede her med debuten kan hente meget hos.”

For at skabe lidt mere opmærksomhed om bogen holdt Tellus en reception, hvor Patrick bodypaintede en smuk ung kvindes bare bryster, og det gav i hvert fald en omtale i BT.

JagtmarkenJagtmarken

Efter en psykologisk thriller skiftede Patrick skrivespor og i 1998 udkom ”Jagtmarken”, som er en blanding af horror og science fiction skrevet hæsblæsende og med masser af action.

Tre væsner fra en anden tid/dimension ankommer pludseligt ombord på et fragtskib med en 22 mands besætning. I ankomsten stopper de tiden og flytter også skibet ud af jordens dimension, selvom de ombordværende ikke mærker noget.

Væsnernes eneste formål er at æde, og da de hverken føler angst eller smerte, og da de kan ændre form samt dele sig i flere stykker og har overmenneskelig styrke, er besætningen i store vanskeligheder. En efter en får væsnerne fat i besætningen, men menneskene har dog en fordel – de kan tænke, og det kan måske blive redningen.

Lektørudtalelsen var vældig positiv, og mente at Patrick var inspireret af både Lovecraft-bølgen og “Aliens”-filmene: ”Jagtmarken er uhyre effektivt skrevet: der er rigeligt af gys, og de enkelte scener bygges så omhyggeligt op, at spænding holder hele vejen. Men det er ikke en bog for sarte sjæle: væsnernes ofre ædes stort set, mens de stadig er i live, og der er ikke sparet på hverken mængderne af sprøjtende, åbne pulsårer eller skildringer af lemlæstelser i øvrigt.”

Mht. inspirationen af Alien-filmene ligger Patrick da heller skjul på det, idet han lader sine personer hente idéen om at bygge en labyrint for at fange monstrene fra ”Alien 3”.

De_kom_fra_Blodsumpen_2De kom fra Blodsumpen 2

Cineromanen ”De kom fra Blodsumpen 2” udkom i 2001 og var et samarbejde med Dennis Jürgensen. Bogen er en roman baseret på en ikke-eksisterende spillefilm, som er illustreret med still-fotos af Patrick. Bogen er én lang øvelse over b-film og splat, men er samtidig meget bevidst lavet og fyldt med ironi og satire.

Kemikaliefabrikken Toksinone har gennem mange år ledt sit spildevand ud i Blodsumpen, deriblandt resterne fra produktionen af et specielt kemisk EU-produkt, der nedbryder mineraler og vitaminer i madvarer. Desværre viser det sig, at stoffer i spildevandet er gået amok, og tilsyneladende har aktiveret dødt dna-væv så der nu findes muterede vampyrmonstre, der hærger blodsumpen med flere menneskeliv på samvittigheden. En ekspedition ledet af professor Knowitall drager ud i sumpområdet (som i øvrigt befinder sig mellem Ballerup og Ledøje) for at finde den første Blodsumps-ekspedition (hvis historie formentlig fortælles i den ikke-eksisterende ”De kom fra Blodsumpen 1”), men alt går naturligvis ikke lige som planlagt.

Hele fortællingen er bygget op som en indforstået genreleg med læseren, f.eks. er personerne navngivet efter deres rolle som ”den modige unge mand” og ”ham der dør først”.

Den første lektørudtalelse var temmelig negativ, og det virkede ikke, som om lektøren forstod humoren i projektet. En ny lektørudtalelse var væsentlig mere positiv: ”Dennis Jürgensen har denne gang forsøgt at forene sine evner som humorist og gyserforfatter. Det har han gjort ved bygge et actionpræget handlingsforløb op omkring en fiktiv splattergyserfilm… Historien er fortalt med ironi og blink i øjet. Her er mange gyserklicheer og indforståede og ironiske hentydninger til “gyselige” C-film. Teksten er ledsaget af et væld af stemnings- og actionfyldte fotos i stil med biografernes still-fotos. De mange flotte, kitschagtige og vistnok computermanipulerede fotografier er et stort plus for denne kitschede historie.”

Romanen fik også flere gode anmeldelser i avisen, hvor Aktuelt kaldte den for ”ekstremt underholdende”, og Berlingske Tidende fulgte trop med ordene ”sjov, underholdende læsning”.

RequiemRequiem

Patrick fortæller i forordet, at han var inspireret af Dennis Jürgensens zombi-roman ”Kadavermarch” fra 1991, da han skrev ”Requiem”, som udkom i 2003.

Romanen er første bog i Necrodemic-sagaen, og foregår i en verden, som er befolket af zombier, der overfalder alle levende, de kommer i nærheden af. Også fuglene er blevet ramt af smitten, og det betyder ekstra fare for de mennesker, der lever rundt omkring i små stærkt barrikaderede og stort set isolerede samfund.

En dag vakler en kvinde ind på Ferguson-farmen. Hun er eneste overlevende fra Havdrupgård efter et zombieoverfald. Svøben er kommet tilbage. Ferguson-farmen ruster sig, men da Påkalderen dagen efter dukker op, har han en zombie med i snor. Noget, der aldrig er sket før, og kort efter bryder helvede løs.

Denne gang var lektøren positiv og skrev: ”Hvis man er til splat, er dette ren underholdning, godt skrevet og godt og effektivt skruet sammen, her spares ikke på effekterne, men underholdende det er det.”

Mens Himmelskibet mente, at ”Requiem” var helt på højde med inspirationskilden: ”I Requiem kan man også genkende forskellige inspirationskilder, men denne gang er de meget bedre indarbejdet og styrker fortællingen. Der finder på et tidspunkt en kamp sted, som er som taget ud af Terminator, men da vi befinder os i et zombie-univers, har man ingen idé om hvem der bliver sejrherren i det opgør. Generelt er der masser af gode idéer, bl.a. tonstunge gensplejsede svin, der også deltager i kampen. Disse bæster er dog ikke på nogens side – de æder alt, hvad de kommer i nærheden af. ”Requiem” er ikke blot en bog der sagtens kan stå ved siden af ”Kadavermarch” på bogreolen, det er bog der bør stå der!

TunnellenTunnelen

Samme år som ”Requiem” udgav Patrick også novellesamlingen ”Tunnelen”. Synd og ondskab er hovedtemaerne i denne udmærkede novellesamling med undertitlen Nemesis-noveller. Nemesis betyder skæbnens retfærdige gengældelse, og i novellesamlingen her forsøger Patrick Leis at komme ind under huden på ondskab og synd og de konsekvenser, det medfører. De seks noveller er en blanding af realistiske fortællinger og historier med et overnaturligt indhold uden andet til fælles, end at de kigger nærmere på det onde.

Lektøren var denne gang knap så begejstret og kaldte samlingen for klichéfyldt, og mente ikke at personer og plot var interessante nok til at læseren engagerede sig i historierne. Mens Scifisiden var mere positiv og skrev: ” Generelt set er der tale om en underholdende lille samling (man kunne måske godt have ønsket en enkelt novelle mere for at give den lidt fylde), og Leis breder sig over et bredt spektrum: fra direkte overnaturlig horror til psykologisk skæbnefortælling. Han har tydeligvis læst sin Stephen King og lært nogle tricks (men har dog en tendens til at gøre personbeskrivelserne lidt for systematiske) – og så foregår det hele på dansk grund, hvilket blot gør det hele lidt mere nærværende”.

ImitatorImitator

Imitator” udkom i 2005. Hovedpersonen Jonas er flyttet til den lille fynske by Stillinge sammen med sin mor efter forældrenes skilsmisse. Moderen arbejder meget og har slet ikke blik for, at Jonas ikke er faldet godt til. I skolen bliver han drillet en del, og han har ikke fundet nogen venner. Der er dog Christian, som han ind i mellem taler med. Christian er også tilflytter, men han er sporty, klog og sjov, så ham er der ingen, der mopper.

En dag finder Jonas en stor tudse ude i skoven. Han tager den med hjem og gemmer den i kælderen, hvor han fodrer den. I starten spiser den kun insekter, men snart må Jonas bringe den levende mus og andre smådyr. Tudsen vokser og vokser, og også Jonas ændrer sig. Han bliver pludselig mere populær og begynder at ses med skolens populæreste pige, Stine. Men han får også sværere ved at styre sit temperament, og da de lokale rødder overfalder ham en gang for mange, får det fatale følger. Det viser sig nemlig, at tudsen er noget ganske andet, og dens påvirkning gør også Jonas til noget andet.

Heller ikke denne gang var lektøren udelt begejstret, men skrev dog at: ”Hvis man er til indvolde, som suges ud, blod som plasker over det hele og andre slimede splattereffekter, er dette den helt rigtige bog, for der er bestemt ikke sparet på detaljerne. Derimod er der sparet noget på personkarakterstikker og godt sprog, men store drenge fra 13 år, som er til gys og splat, vil helt sikkert føle sig godt underholdt alligevel.”

Anderledes begejstret var Politikens anmelder, som skrev: ”Er det ikke for meget? Nej! For under den traditionsrige høstfest går det rigtigt agurk. Kun skolens sprinkleranlæg sørger for, at alt ikke ender helt galt. I denne omgang. Hjemmevant færdes Patrick Leis ved landsbyens gadekær og i ondskabens hjerte. Det er en leg med dobbeltbund, som får de sære begivenheder til at glide umærkeligt ind i det danske landskab – og dertil et stille kys. Patrick Leis holder fortælletonen lige i munden til det sidste. Monsterslimets indlagte betragtninger er fortalt med kølig robotstemme. Imens blir Jonas hvid af vrede. Læseren får kun hjertebanken. ‘Imitator’ er cool som en isvaffel.”

Jydske Vestkysten var også glad og skrev: ”Effektivt og i fin fart fortæller Patrick Leis en skræmmende historie i et let læst sprog og med sans for, hvordan en god historie skal fortælles.” Og også BT stillede sig op i køen med roser og kaldte ”Imitator” for ”en født klassiker”.

Pax_ImmortalisPax Immortalis

I 2006 kom efterfølgeren til ”Requiem” og anden del i Necodemic-sagaen, ”Pax Immortalis”.

Der er ikke mange personer tilbage fra den ”Requiem”, hvor vi første gang mødte zombierne, der overfaldt den ensomt beliggende Ferguson farm. Alligevel tager det ikke mange sider, før man er lige så opslugt af denne nye bog i Patrick Leis uhyggelige trilogi, der foregår 7 år efter første bind.

Løjtnanten er leder af rebellerne. Næsten tilfældigt fandt han og nogle kammerater for år tilbage Teknokraternes by C-city1, men før de kunne give sig til kende, opdagede de, hvordan byen brugte zombierne mod oplandet. Løjtnanten besluttede sig for at bekæmpe Teknokraterne, og i årene siden nedslagtningen af Ferguson farmen, har han oprustet en hær af rebeller, som vil gøre alt for at vinde friheden.

Det lykkes ham og rebelgruppen at overmande Påkalderen, en robot som Teknokraterne bruger til at overvåge farmene udenfor byens område, men alligevel har han svært ved at overbevise de øvrige småsamfund om nødvendigheden af at stå op mod C-city1. Først da den største by bliver angrebet, beslutter farmerne at gå med i kampen. Men Teknokraterne råder over næsten uovervindelige våben, og derudover har de også en flok zombier i baghånden.

Lektøren var denne gang positiv og skrev: ”Bogen er i sprog og stil tæt op af Requiem og spændende og medrivende som den med mange flot udpenslede detaljer, selvom enkelte krigsscener er lidt langtrukne. Historien er en mellemting mellem Stephen King og Dennis Jürgensen og vil mest blive læst af gyser/splatterfans i alderen 11-25 år.

Thomas Winther sammenligner i sin anmeldelse på Sleazehound ”Requiem” og ”Pax Immortalis” med de to første film i Resident Evil-filmene: ”I den første film fra 2002, var det zombierne der udgjorde den største fare for hovedpersonerne, mens kampen i 2’eren, fra 2004, stod mod magten bag zombierne samt kloninger og mutanter. Pax immortalis er dermed også i højere grad en dyster science fiction-bog end en zombie-fortælling, dog med både horror- og splatterelementer, så der er stadig ting at hente for gorefans.”

Mens Politiken er glade for, at Patrick fandt inspiration i Dennis Jürgensens ”Kadavermarch”: ”Pax Immortalis er præcist så frygtindgydende som sin forgænger. Begavet splat med både filosofiske og politiske undertoner. Patrick Leis er en dannet mand. Læs ham! Men du skal ikke knytte dig til ret mange af personerne, for de bliver spist hele tiden.”

En anmeldelse i Folkeskolen var ligeså begejstret: ”Indholdet i bøgerne og de særdeles flotte forsideillustrationer viderefører på mange områder det univers, som eleverne kender fra computerspillene. Computerspillene kan føre os ind i en verden, hvor det mest utrolige kan ske – en verden, hvor man kan afprøve det, man ikke kan i den “virkelige verden”. Det samme gør sig gældende for Patrick Leis’ to romaner. Hvor spillene bruger grafik, bruger forfatteren sproget. Det bliver gjort så godt, at læseren i den grad får en visuel oplevelse af det læste, så hermed min anbefaling.”

naar_moerket_kommerNår Mørket kommer

I 2007 udgav Patrick ”Når mørket kommer”, en graphic novel som han naturligvs selv stod for både tegninger og tekst til.

Mia er på ferie med sine forældre, som er helt vilde efter at opleve en total måneformørkelse langt pokker i vold i en norsk skov. Mia ville hellere have været med til skolefesten, hvor den lækre Christian også kommer. Men i stedet er hun nu endt i en gammel hytte uden mobildækning eller tv eller andre moderne bekvemmeligheder.

Faderen Lasse forsøger at gøre Mia interesseret i naturen og måneformørkelsen, men Mia gider ingenting og går i seng. Og da Lasse noget tid efter kommer ind til hende, er hun væk, og vinduet er åbent. Hvor er hun? Har den gamle vagabond, som de mødte ved købmanden noget med Mias forsvinden at gøre? Og hvad er det for en sær musik, som pludselig indhyller Lasse, mens han leder efter Mia.

Historien er illustreret med mere end 120 billeder, og Patrick har lagt et stort arbejde i det grafiske udtryk. Siderne ændrer f.eks. farve undervejs i fortællingen, startende som helt hvide for at blive mørkere og mørkere i takt med at uhyggen breder sig, til de til sidst er helt sorte med hvide bogstaver. Illustrationerne er holdt i sorte, hvide og grå nuancer, og understøtter historien perfekt.

Lektøren bedømmer denne gang bogen som en børnebog, og kritiserer derfor opsætningen af teksten, fordi den nedsætter læsbarheden for målgruppen, men kun at tro at ”Når mørket kommer” er en børnebog, er efter min mening en fejl. Scifisidens anmeldelse er dog også væsentlig mere positiv og kalder bogen for: ”… en lidt pudsig udgivelse – en god blanding af grafisk roman, elver-eventyr, levende døde, action-horror og andet.” Og slutter med ordene: ”Når mørket kommer har fart på, næsten fra første side. Samtidig har Leis denne gang holdt niveauet ganske let, så det er en hurtigt slugt bog (også fordi den fænger ganske godt). Forfatteren kender sin genre, og bogen er ganske filmisk, især hen imod slutningen.”

Også Sleazehound (der i dag hedder Planet Pulp) slår fast, at bogen ikke kun er henvendt til de yngre læsere, og skriver videre: ”Det fine ved romanen er så, at man som ældre sagtens kan blive underholdt af historien, og det letlæste sprog gør blot, at tempoet bliver det højere. Bogens første del er den klassiske historie om en besværlig teenager og hendes forældre, der prøver at tackle de problemer, som det nu engang medfører. Det er ganske realistisk skildret, og både karaktererne og miljøet er enkelt og troværdigt beskrevet. Men der kommer andre boller på suppen, da Leis for alvor skyder gyserdelen i gang. Det bliver til en omgang teenageproblemer i X-Files-land tilsat elementer fra Invasion of the Body Snatchers (1956) for til sidst at gå over i en boldgade, der minder om Night of the Living Dead (1968). Og det er en rigtig god blanding, hvor ubehaget og desperationen langsom stiger, som vi nærmer os slutningen. Derudover får Leis præsenteret en deadline med måneformørkelsen, som blot gør det hele lidt mere spændende. Alt i alt en lille gyserperle, som bestemt fortjener et stort publikum.”

Politiken roser bogen for at ”være forrygende fortalt og godt fundet på”, og beskriver den som ”den gamle historie om de udødes rige og kampen om livet og lyset.”

NecropolisNecropolis

I 2008 udkom så novellesamlingen ”Necropolis” som er en slags prequel til “Requiem” og “Pax Immortalis“, og også trækker linjer til Patricks science fiction roman “Psykonatuen”.

Den første novelle “Infektion” fortæller hvordan de første zombier opstod. En ny verdensorden så dagens lys, da supercomputeren IO blev nedkæmpet, men samtidig begyndte der også at blive født langt flere børn med Downs syndrom. For at helbrede disse børn forsøgte firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfundet kur – men kuren har en uforudset effekt.

De efterfølgende noveller fortæller om tiden efter infektionen brød ud. I “Udbrud” følger vi en gruppe nationalgardister, som bliver sendt ud til et boligkvarter for at bremse nogle uroligheder. Desværre for dem viser det sig, at urolighederne involverer zombier, og på dette tidspunkt i historien er man endnu ikke klar over den fare zombierne udgør, eller hvad de overhovedet er!

I “Spredning” fortæller Leis, hvordan regeringen nægter at se fakta i øjnene, og hvordan dårlig ledelse og indbyrdes skænderier om ansvaret er med til at give infektionen frit løb. I “Epidemi” er svøben løs, og man har opgivet at redde alle. I stedet forskanser en oberst sig på et hospital med sin deling, og her rydder de op blandt patienterne efter Darwins princip om survival of the fittest.

I “Pandemi” er en enlig overlever tilbage i byen. Han har barrikaderet sig og har overlevet svøbens første march. Men kan han overleve ensomheden? “Svøben” er næstsidste novelle, og den er skrevet som tegneserie. I et mix af naive stregtegninger og billeder som næsten ligner fotos, fortælles om hvordan verden langsomt genopstod efter svøbens hærgen. Og sidste kapitel “Necrodemic” er historien om, hvordan C-city samfundet, som vi hører om i “Pax Immortalis” opstår.

Lektøren var positiv og skrev: ”Som med de øvrige bøger af Leis vil denne også have sine faste fans med hang til drabelige effekter og science fiction-universet. Desuden vil historien om Necrodemic-universet være endnu mere fascinerende, jo mere det foldes ud, og der opstår en større og sammenhængende beretning.”

Også anmeldelserne var gode. Fyns Stiftstidende kaldte bogen for: ” En yderst saftig zombie-roman sender sin læser langt ned i et mareridt af levende døde, tragedier og frygten for mørket.”

Mens Fanzine.dk skrev:Det, der slog mig allermest, er faktisk, at ”Necropolis” fungerer bedst som et hele – den overordnede struktur fjerner måske nogle af overraskelsesmomenterne fra de enkelte fortællinger, men læser man den ud i ét (hvad man sagtens kan, for handlingen er som sædvanlig hæsblæsende), bliver helet altså større end summen af de enkelte dele. ”Necropolis” er en velfungerende omgang horror-action, der nok også kunne være et godt sted at stifte bekendtskab med Leis’ forfatterskab. Der er både splat, humor og spænding – og en enkelt gennemillustreret fremvisning af jordens undergang.”

Himmelskibet kalder ”Necopolis” for fuldt på højde med de to første romaner, og mener at: ”Det at fortælle begivenhederne igennem rækken af noveller fungerer godt, da det giver mulighed for at komme vidt omkring, både i tid og i handling.”

Politiken var dog knap så begejstrede denne gang, og selvom anmeldelsen kalder Patrick for en dreven fortæller som har skrevet ”Necropolis” med ildhu, så sluttes anmeldelsen dog af med ordene: ”Når disse syv nedslag i en syret tid alligevel kan virke lidt for perfekte med ansats til tomgang, så er det måske, fordi der er gået lidt for meget pedant i forfatteren. Rædslen har ikke ført krønikeskriverens hånd. Det har bogholderiet.”

Camp_41_ReservatetCamp 41

Endelig i 2011 fik vi tredje bind af Necrodemic-sagaen, som var så omfattende, at den udkom i to bind ”Reservatet” og ”Heksehammeren”. Tidsmæssigt foregår “Reservatet” og “Heksehammeren” lige efter Svøbens udbrud og kort før C-byerne bliver anlagt, dvs. simultant med ”Necropolis” mellem novellerne ”Spredning” og ”Epidemi”.

Svøben brudt ud og menneskeheden er trængt. Hæren forsøger efter bedste evne at nedkæmpe zombi-hæren, men det er ikke en normal fjende, og hver gang man mister enten en borger eller en soldat, er der endnu en fjende at kæmpe imod. Civilbefolkningen bliver i et vist omfang flyttet til sikrede områder, og det er i Camp 41, at historien udspiller sig.

Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv; kommandant Videkamp som efter bedste evne forsøger at få livet i lejren til at glide problemfrit; den lille pige Tilde med tøjbjørnen hr. Knut; Jason der klarer sig igennem livet i lejren med sin lille sortbørskiosk; den religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne osv.

Men livet i lejren er ikke let. Alle er traumatiserede efter sammenstød med zombierne, så overskuddet er ikke stort overfor hinanden. Oven i købet kommer der hele tiden flere og flere flygtninge til, samtidig med at forsyningerne udefra leveres mere og mere uregelmæssigt. Og da det for alvor begynder at knibe med plads og mad, falder civilisationens fernis hurtigt af de internerede.

Hvor zombierne i højere grad har været omdrejningspunktet for truslen i de tidligere bøger, ser Patrick denne gang nærmere på, hvordan mennesker reagerer, når civilisationen bryder sammen, og hvordan folk i stedet for at stå sammen om at løse problemerne vender sig imod hinanden. Selvom truslen burde være zombierne udenfor lejren, så er det de desperate medmennesker indenfor hegnet, der ender som den største trussel, ligesom vi så det i Stephen Kings lange novelle ”Tågen”.

Lektøren var positiv og skrev: ”En særdeles veldrejet gys og gru roman uden mange formildende omstændigheder. Man sover ikke godt om natten, mens man læser, og her er ingen happy end. Men der er rigtig mange ting i spil, og det vrimler med etiske og moralske dilemmaer, man kan tale med sin teenager om, når man har læst bogen sammen med ham.”

I Bøger kalder Steffen Larsen Patrick Leis for horrorens Lene Kaaberbøl og skriver videre: ”Uden at ryste på hånden blander han elementær spænding og malende myrderier med udvalgte hovedpersoner og et søskendepar, der ikke er af denne verden. Camp 41 rammes også af religiøst vanvid, mens kommandanten sætter flasken for munden. Udenfor svupper det. Det er en usædvanlig veldrejet og ’creepy’ historie. Mareridtene står i kø for at komme til. Sproget er effektivt, rapportagtigt og med klar tale om, hvor tyndt civilisationslaget egentlig er.”

Proxima roser Patrick for at hæve sig over genren ved sin skildring af ”normale menneskers” evne til at begå uhyrligheder under de rette omstændigheder, mens Bogblogger skriver: ”Patrick Leis kan både tegne og skrive så det rammer der, hvor det gør ondt. Hvis du ligesom mig syntes, at zombier er for seje og har stærke nerver, så er Camp 41 vejen til mange timers grufuld underholdning. Jeg skal i hvert fald have fat i resten af Necrodemic sagaen snarest.”

Himmelskibet tilslutter sig roserne og skriver: ”Allerede fra starten har man en god idé om hvordan dette ender, men det gør det ikke mindre spændende at følge begivenhedernes gang for at se hvordan historien kommer derhen.”

Sort_vandSort vand

Sort vand” udkom i 2012 og er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.

Historien udspiller sig i to spor. På skibsværftet Ringwall har nogle forskere ved hjælp af nanoteknologi fundet en smart måde at rense skibes olietanke på, men desværre sker der et udslip, som får uforudsete konsekvenser.

Det andet spor udspiller sig på den lille ø Barsø, hvor drengen Mike bor. Det er sommerferie, og hans kammerat Adrian kommer på besøg. Det samme gør den tidligere nabopige Laura, som begge drenge er lidt lune på. De tre tager på en badetur til en nærliggende klippeø, men det der skulle være en hyggelig sommereftermiddag, udvikler sig til et mareridt.

På øen finder de en forladt båd, der er drevet i land, men hvor er ejeren? Kort efter dukker en sort pøl op ude i vandet, som tilsyneladende fornemmer hvor de er, og som virker umådelig sulten. Og for at gøre ondt værre begynder det at regne.

Lektøren var positiv og skrev: ”Horrorfortælling til unge og lidt ældre, der sætter pris på en snigende historie om udslettelse af en hel ø. Sprogligt let at læse med mange velskrevne, klamme beskrivelser af en dræbende oliepøls-lignende identitet, der nedbryder alt organisk materiale, den støder på. God forside. Falder indenfor den del af forfatterskabet, der er horror og splatter.”

Weekendavisens anmelder var også vild med romanen og kaldte den for: ”En roman der sluger læseren ned og er meget svær fra sig, før sidste side er vendt. Den er skrevet så bogens personer virker levende, og når døden snapper dem i hælene, er man bare nødt til vide, hvordan de har tænkt sig at redde livet – hvis det overhovedet er muligt.”

Og Trauma Magazine skrev: ”Sort Vand er fra første side meget intens og energisk. Leis er effektiv i sit skriveri og han dirigerer sin pen, så bogen fanger den rette stemning af desperation. Hvert ophold forcerer læseren videre og det er flot at holde bid i underholdningen så længe.”

”Sort vand” samler mange af de elementer, der kendetegner Patricks fortællinger. Action, tempo, genremixing, splat, cadeau til andre inspirationskilder og et par samfundskritiske øjne. Her er det handlingen fremfor dybe personportrætter, der bærer historien frem i et som oftest hæsblæsende tempo, hvor der med stort overblik klippes mellem forskellige spor i fortællingen, så læseren sidder i konstant spænding for at få det næste med.

Patricks bøger anmeldes ofte i aviserne som børne/ungdomsbøger, hvilket jeg synes er ufortjent, for når man tjekker blogs og andre webanmeldelser er der ingen tvivl om, at han har en meget stor skare voksenfans. Jeg synes også altid, at der er noget at hente for den voksne læser i hans bøger.

Hvordan det hele hænger sammen

På sin hjemmeside fortæller Patrick lidt om sine ”røverhistorier”. F.eks. giver han et eksempel på, hvordan de fleste af hans historier enten overlapper eller referere til hinanden, og hvordan flere af personerne går igen.

I ”Bag Masken” optræder doktor Samuel, og han dukker også op i novellen ”Opløsning” fra Poe-antologien.

Harry Thomsen fra ”Imitator” og hans gamle makker Eriksen fra ”Sort Vand” optræder sammen i novellen ”Sorteper” i novellesamlingen ”Tunnelen”, hvor Harry bliver stukket ned.

Hvad der egentligt skete med Jenny fra ”Bag Masken” omtales i novellen ”Sne” fra ”Tunnelen”.

Mia fra ”Når Mørket Kommer” er taget til Norge netop i den weekend hvor hendes klasekammerater i Stillinge får ørerne i maskinen i ”Imitator”.

Navnet NEO i ”Psykonauten” blev opfundet i labyrintbogen ”Rejsen til Cyberdrome”.

Væsnet fra ”Imitator”, er en variant af uhyrerne fra ”Jagtmarken”.

Fowlerinstituttet fra ”Bødlen” har navn efter Norman Fowlers fra novellen ”Turisten”.

”Camp 41” bliver bygget under IO.

Jason fra ”Camp 41” er bror til Kantos Khan der starter modangrebet mod zombierne i ”Svøben” fra ”Necropolis”.

Tilde fra ”Camp 41” er “stam-moder” til Haudrupgård som udslættes 500 år senere i ”Requim”.

Væsnet Archie fra ”Camp 41” som hjemsøger Brian Waztac dukker første gang op i titelnovellen fra ”Tunnelen”.

Udvalgt bibliografi:

Hvisken fra dybet / Patrick Leis. – Forlaget Cadeau, 2013. – 202 sider
Sort vand / Patrick Leis. – Facet, 2012. – 230 sider
Camp 41: Heksehammeren / Patrick Leis. – Facet, 2011-. – 2 bind
Camp 41: Reservatet / Patrick Leis. – Facet, 2011-. – 2 bind
Necropolis / Patrick Leis. – Facet, 2008. – 249 sider, illustreret
Når mørket kommer / Patrick Leis. – Facet, 2007. – 158 sider, illustreret
Psykonauten / Patrick Leis. – Klim, 2007. – 196 sider
Pax immortalis / Patrick Leis. – Facet, eksp. NBC, 2006. – 466 sider
Imitator / Patrick Leis. – Klim, 2005. – 228 sider
Tunnellen : nemesisnoveller / Patrick Leis. – Tellus, 2003. – 143 sider
Requiem / Patrick Leis. – Carlsen, 2003. – 324 sider
De kom fra Blodsumpen 2 / Patrick Leis og Dennis Jügensen. – Tellerup, 2001. – 78 sider, illustreret i farver
Jagtmarken / Patrick Leis. – Tellus, eksp. Nordisk Bog Center, 1998. – 199 sider
Bag masken / Patrick Leis. – Tellus, 1995. – 360 sider

Noveller:
Den syvende dør i Pix (2013)
Utilsigtede bivirkninger / Patrick Leis i ”Fremmed stjerne”, Science Fiction Cirklen 2012
Babyalarm / Patrick Leis i ”Dystre Danmark 2”, H. Harksen Productions 2011
Loops / Patrick Leis i ”Den nye koloni”, Science Fiction Cirklen, 2011
Lad den rette trænge ind / Patrick Leis i ”Sølvbyen og andre Helsingør-noveller”, Siesta, 2011
Genfærd / Patrick Leis i ”Ingenmandsland”, Science Fiction Cirklen 2010
Opløsning / Patrick Leis i ”Poe – 4 makabre hyldester” 2 Feet Entertainment, 2009
Til min elskede / Patrick Leis i ”Den hemmelige dal”, Science Fiction Cirklen 2009
Infektion / Patrick Leis i ”I overfladen”, Science Fiction Cirklen 2008
Turisten / Patrick Leis i ”Lige under overfladen”, Science Fiction Cirklen 2007

Læs mere:

Patrick Leis’ hjemmeside
Portræt på Danske Horrorfans
Trauma Magazine: anmeldelse af ”Sort vand”
Himmelskibet. – Anmeldelse af ”Camp 41”
Bogblogger: anmeldelse af ”Camp 41”
Himmelskibet. – 2008/2009, nr. 19 Anmeldelse af ”Necropolis”
Fanzine.dk: anmeldelse af Necropolis
Himmelskibet. – 2005, nr. 6 Anmeldelse af ”Requiem”
Planet Pulp: anmeldelse af Når mørket kommer
Scifisiden: anmeldelse af Tunnelen
Tellerup: De kom fra Blodsumpen 2

Anm: Vådt gys (Weekendavisen, 08.06.2012)
Effektive ungdomsromaner er frygtindgydende læsning (Politiken, 08.04.2012)
Splat: Kadaverne marcherer igen (Politiken, 15.11.2008)
De dødes by (Fyensstiftstidende.dk, 05.10.2008)
For unge: Gru på grundfjeldet (Politiken, 11.10.2007)
Pax Immortalis / Requiem (Folkeskolen, 27.04.2007)
Gyser: Begavet splat (Politiken, 06.01.2007)
Børnebøger: Fyn er fin (Politiken, 12.07.2005)
Imitator (B.T., 24.06.2005)
En gyselig blanding på en god måde (JydskeVestkysten, 15.06.2005)
Kultbog for drenge (Berlingske Tidende, 24.03.2001)
Cineroman: Se bogen, læs filmen (Politiken, 11.03.2001)
Børnebøger: Sidste nyt fra Blodsumpen (Aktuelt, 26.02.2001)
Hollywood.online: Læs bogen, brænd filmen (Ekstra Bladet, 02.02.2001)
Bryster sig af ny bog (B.T., 14.10.1995)
Dæmonien klæ’r ham (Berlingske Tidende, 13.10.1995)

(Artikel af Jette S. F. Holst – oprindeligt bragt på Gyseren.dk)

 

Anne_Marie_Vedsø_Olesen_Fotograf_Morten_HoltumAnne-Marie Vedsø Olesen er født i 1962. Hun er uddannet læge ved Københavns Universitet i 1993, men har altid haft en kunstner boende inde i sig. Som barn skrev hun en del, ofte til forargelse for både forældre og lærere, for der var mord og uhygge overalt. Det var dog først, da hun blev skilt fra sin første mand, og i den forbindelse fik set grundigt på sit liv, at hun fandt modet til at blive skabende kunstner.

Anne-Marie debuterede som forfatter i 2000 med ”Salernos sol”, der vandt 2. prisen i Gyldendals og Det Kongelige Biblioteks middelalderkonkurrence. Privat bor hun sammen med litteraturredaktør Jakob Levinsen.

I starten af sit forfatterskab blev Anne-Marie af pressen kaldt for Danmarks svar på Anne Rice, en sammenligning hun er mere glad for, end når nogen putter mærkatet fantasy på hendes bøger. ”Det er ikke fantasy, fordi mine bøger foregår i et nutidigt univers. Mit forlag Gyldendal siger, at det ikke ligner noget andet og derfor er svært at sætte genre-betegnelse på. Selv har jeg det bedst med til nød at kalde mine bøger for det brede begreb spændingsromaner.” (Kristeligt Dagblad, 2007)

Anne-Marie sammenligner det at skrive med at dirigere musik, og hendes bøger har da også altid en tråd til musikken. ”Jeg er ikke dirigent, men at skrive er som at dirigere musik. Denne følen efter udtrykket, hele tiden frem og tilbage, hente følelsen, fil til, slib teksten, indtil den rammer præcis det, man har inde i sige og gerne vil udtrykke. Men der er alligevel en forskel – alt skal komme inde fra mig selv, skal opstå og hentes dér. Jeg skal skabe værket.” (Kristeligt Dagblad, 2007)

For Anne-Marie er det ikke muligt at skabe uden at brænde. ”Der er masser af kedelig praktik og arbejde i for eksempel at skrive, men jeg skriver på lidenskaben og dens længsler. Jeg skriver med en vis mængde patos, som skal komme indefra, ellers klinger det falsk.” (Nordjysk Stiftstidende 2012)

Netop brugen af patos er kendetegnende for Anne-Maries fortællinger, og det adskilte hende fra hovedparten af den litteratur, der udkom i 90’erne og begyndelsen af 00’erne, hvor ironien var i højsædet. I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Anne-Marie:

Jeg mener faktisk, at ironien og minimalismen, der har præget litteraturen i en periode, vil blive en parentes i litteraturhistorien. Man kan også se, at det magiske og fantastiske er begyndt at vende tilbage, efter det har været bandlyst nogle år. Og de store forfattere har brugt patos siden oldtiden, og det tror jeg også, at de vil i fremtiden. Læserne har jo også brug for at spejle deres livskriser i en litteratur, der tager den slags følelser alvorligt.”

Det er dog vigtigt, at det føles ægte, når man skriver, fortsætter hun: ”Så snart man skriver med ironi eller distance til de store følelser, vil det også komme til at føles falsk. Men så længe man kan mærke, at det føles ægte, når man skriver, vil det også opleves ægte, når man læser det. Man skal selv være i den lidelse eller glæde, man vil formidle, ellers går det galt og bliver patetisk i ordets negative forstand. Oprindelig var det danske ord patetisk jo ikke negativt ladet. Det betød blot fuld af følelser. Men i dag må man nok skelne mellem at skrive med patos og at skrive grinagtigt følelsesladet. Men det tror jeg, at man undgår, hvis blot man tør tro på det, man skriver.”

Djævlens kvint

I 2002 udkom ”Djævlens kvint”, som er den første bog i trilogien ”Gudestorm” om den ægyptiske kaosgud Seths genkomst i vor tid. ”Djævlens kvint” er en medrivende okkult gyser, hvor ægyptisk mytologi, Mozarts Tryllefløjte, frimurernes hemmelige ritualer og livet i nutiden blandes sammen til et helstøbt hele.

Den urgamle ægyptiske gud Seth genfødes i nutidens København. Med en livsgrådighed hinsides godt og ondt kaster han sig ud i livet trækkende et spor af ødelæggelse efter sig. Samtidig sidder den unge musikstuderende Gabriel og analyserer en nyopdukket arie til Mozarts Tryllefløjten. Gradvist afsløres et forunderligt netværk af sammengænge, fra Tryllefløjtens elskende par, Tamino og Pamina, over gudeparret Osiris og Isis, til Gabriel og barndomsveninden Heloise, der til sidst begge – for at redde sig selv – må rejse til Ægypten og sætte livet på spil i et forsøg på at mane Seths vilde kræfter i jorden.

I lektørudtalelsen kalder Karsten Just bogen for: ”En underholdende, og sprænglærd roman, der fordrer noget af sin læser, men også giver en masse. En roman, hvor Vedsø Olesen blander fiktion og fakta til en spændende cocktail, og hvor hun formår at få det vinterkolde København og det solsvedne Cairo til at udgøre en perfekt baggrundskulisse for begivenhederne, og de personer der er indfanget i skæbnespillet.”

Mere blandede var avisernes anmeldelser. Jakob Levinsen skrev i Berlingske Tidende: ”Vi er nærmest et sted midt imellem amerikaneren Anne Rice’s vampyr- og mumiegysere, blot med væsentligt mindre sex, og danskeren Michael Larsens videnskabs-thrillere, blot med væsentligt mindre action. Det er den afsluttende hoveddel, der så godt som fuldstændig er ovre i den ægyptiske gudeverden, der er den mest stemningsmæssigt overbevisende, og det er et spørgsmål om ikke hele historien med fordel kunne have udspillet sig der.”

Mere positiv var Lars Ole Sauerberg fra Jyllandsposten: ” For læseren gælder det om at give afkald på sin mistro og lade sig fange ind på historiens egne præmisser. Gør man ikke det, er det næppe muligt at holde opmærksomheden fangen af en rigeligt kulørt fortælling og en videnskabelig argumentation, der næppe holder vand, hvor besnærende den end i læsningens øjeblik måtte forekomme.”

Flensborg Avis var ligeledes begejstrede og skrev: ”Gad vide, om Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet nogle gamle besværgelser ind i “Djævlens kvint”? Bogen er nemlig af den sjældne slags, der på magisk vis synes at trække læseren videre side for side og ikke er til at slippe, før den er læst til ende.” Mens Weekendavisen kaldte den for ”en spændingsroman ud over det sædvanlige”, og Fyns Stiftstidende slutter af med ordene: ”I indviklede slyngninger væves den ægyptiske mytologi ind i en nutidig historie om kærlighed, jalousi og dræbende lidenskaber. Yderligere smykkes denne farverige vævning med diverse henvisninger til bl.a. oldtidshistorie, teologi, filosofi, okkultisme og musikhistorie og musikteori og med sindrige mønstre hentet i Mozarts “Tryllefløjten”. Jeg ved såmænd ikke, om der en dybere mening i det overdådige opbud af viden, men det er under alle omstændigheder underholdende. Anne-Marie Vedsø Olesen har før sin embedseksamen som læge studeret bl. a. matematik, datalogi, arkæologi og græsk mytologi. I “Djævelens kvint” benytter hun sig med flid af sin mangfoldige viden og beviser desuden, at hun kan endnu en ting – nemlig skrive flot og medrivende.”

Tredje Ikaros

To år efter udgav Anne-Marie bind to i trilogien ”Gudestorm”, ”Tredje Ikaros”.

Den urgamle ægyptiske kaosgud Seth, vi mødte i første bind, lever et ekstravagant og udsvævende liv i nutidens London. Her møder han den unge kunstnerspire Victoria, som han indleder et lidenskabeligt forhold til. Victoria er optaget skildringen af alt, der har med vinger at gøre – Fugl Føniks, sejrsgudinden Nike og, ikke mindst, Ikarosmyten. Seth beslutter sig for at gøre Victoria til en berømt kunstner. En dag bliver Seth af en af Victorias småkriminelle venner tilbudt at købe et maleri af Brueghel. Motivet er den faldne Ikaros, som man hidtil kun har kendt i to versioner fra Brueghels hånd, men nu er en tredje version dukket op, og Seth og Victoria beslutter sig for at rejse til Napoli for at købe maleriet. Men den hemmelige organisation Trismegistoen har også fået nys om det mystiske maleri og er på pletten den nat, da maleriet skal overdrages til sin nye ejer. Samtidig på et landsted uden for London går parret Gabriel og Heloise og venter deres barn. Da det en nat bliver født under en frygtelig storm, som Seth har sat i værk, er Heloise ikke længere i tvivl: Barnet er en inkarnation af guden Horus – den gud, der som den eneste kan frelse verden fra Seths amokløb.

Endnu engang var bibliotekernes lektørudtalelse positiv og kaldte bogen for: ”En underholdende, velskrevet okkult gyser, hvor Vedsø Olesen bruger løs af den ægyptiske mytologi, og indsætter den i nutiden og blander fakta og fiktion. Enten lader man sig indfange i denne sære verden, hvor guder vandrer på jorden, eller også mener man at det er noget pjat, men Vedsø Olesen skriver så godt, at man må overgive sig, og lade sig indfange i dette skæbnespil.”

Mens aviserne var mere forbeholdne. Information skrev: ”Vedsø Olesen omgås det mytologiske og kulturhistoriske stof med velbevandret dannelse. Romanen er en herlig intellektuel gådefortælling, hvor man på bedste trivial persuit-manér kan sidde og gætte med på de rigtige gudenavne. Men kærlighedshistorien og det thrilleragtige plot har ikke formatet til at bære den kulturhistoriske ballast, som forfatteren lag på lag belæsser den med. Vedsø Olesen vil gerne sige en masse med sine paralleller mellem ægyptisk og græsk mytologi og mellem det menneskelige og det guddommelige. Hun vil gerne sige noget om livet og døden, mørket og lyset, det mandlige og det kvindelige, kaos og orden, om kunsten og om kunstnerisk inspiration og forløsning. Det store stof fortrænger den gode persontegning. Vedsø Olesen skriver pompøst og med finurlige kvaliteter, men hun når aldrig rigtig ind under englehuden på disse menneskeguder. I hvert fald ikke nok til, at man mærker dem som substantielle og troværdige karakterer.”

Jyllandsposten var dog mere positiv, og kalder Anne-Marie for Danmarks svar på Anne Rice: ”Anne-Marie Vedsø Olesen skriver fantasy, og det gør hun godt, denne gang bedre end i forgængeren. Eventuelle klassiske filologer og oldævls-lærere blandt læserne vil værdsætte hendes velinformerede udredninger af ægyptisk-græsk-romerske relationer i det mytologiske. Anne-Marie Vedsø Olesen er Danmarks svar på amerikanske Anne Rice med vampyr-fortællingerne. Man suspenderer gerne sin mistro, mens man hepper på Seth vel vidende, at han egentlig bør tabe. Men de gode, dydsmønstrene, har jo aldrig helt samme underholdningsværdi.”

Ligeså positiv var Thomas Harder på Politiken. ”Tredje Ikaros er en herlig roman fuld af spænding og drama og stor romantisk kærlighed fortalt på en baggrund af interessant og eksotisk specialviden. Det er også en roman, hvor der tænkes ambitiøst og stimulerende over livet og døden og religionen, og ikke mindst er det en uhyre velskreven roman. Anne-Marie Vedsø Olesens meget kontrollerede, ofte nærmest formelle sprog kontrasterer elegant med de voldsomheder, som det sætter i scene, og hun har en fin sans for stemningsfulde og historiemættede steder. De fortælletekniske problemer, som nødvendigvis må opstå, når man vælger at have en gud som hovedperson, er løst meget overbevisende, og der er megen god komik i den meget dagligdags og jordnære måde, hvorpå Seth forholder sig til gudeverdenens praktiske problemer og sin irriterende familie.”

I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Anne-Marie, at hun er ”forbenet ateist”, men at hun i virkeligheden gerne ville kunne tro. Som ateist har hun til gengæld en stor interesse for religion, og den dyrker hun i romanerne om Seth. ”Jeg har det fint med, at interessen for den religiøse dimension er vendt tilbage for fuld kraft. Det er på høje tid, vi har længe haft brug for en åndelig vækkelse, nu sker det så, men jeg synes desværre de religiøse strømninger, vi ser, er stærkt overfladiske og populistiske, de mangler dybde. Ikke alene de nyreligiøse bevægelser – også mennesker med et folkekirkeligt tilhørsforhold forholder sig til etik og moral, som om det er noget, man kan købe i et supermarked.”

Om Seth fortsætter hun i interviewet: ”For mig er Seth sindbillede på den livsglæde, jeg selv tror på. Livsglæden og den begejstring, som jeg synes vi mangler nu om dage. Livsglæde findes mest rendyrket i sansernes verden, i erotikkens og i den kulturelle nydelses verden, operaer, musik. Selvfølgelig er der også grænser for den udfoldelse. Sker det hæmningsløst og egoistisk, som vi ind imellem ser det hos Seth, kan det få uhyggelige konsekvenser. Men jeg synes, man kan sige, at vi i vores samfund har fortrængt den æstetiske dimension til fordel for den etiske, og det er en stor skam. For der findes så megen glæde og skønhed i æstetikken.”

Gudernes tusmørke

I 2007 udkom sidste bind i trilogien ”Gudestorm”, ”Gudernes tusmørke”.

Denne gang er kaosguden Seth flyttet til Tyskland, hvor han lever sit vilde og udsvævende liv. På en borg ved Rhinen dyrker han alle de sanselige glæder, hans lånte menneskeskikkelse kan give ham. En dag inviterer han den berømte dirigent Martin Seeber til at bo på sin borg, mens dirigenten forbereder en opsætning af Wagners opera Parsifal. Skjult fra verdens blikke finder Martin Seeber hos Seth et fristed, hvor han for første gang i sit liv kan udleve sine inderste, mest hemmelige drifter, og han kaster sig ud i en voldsom affære med den smukke Sophie. Men premieren på Parsifal nærmer sig. Samtidig på et engelsk herresæde samles det lærde broderskab Trismegistoen for at gøre en ende på Seths hærgen. Blandt dem er den genfødte gud Horus, der som den eneste kan tage kampen op mod kaosgudens voksende magt. Den ældgamle ægyptiske myte om opgøret mellem orden og kaos må gennemspilles på ny, og den intetanende Martin Seeber og kvinden han begærer mere end noget andet, hvirvles ind i en guddommelig malstrøm af begivenheder, der kulminerer under premieren på den legendariske Parsifal.

Bibliotekernes lektørudtalelse var denne gang lidt mere afdæmpet, men kaldte dog romanen for … en farverig og underholdende roman i den lettere ende.

Til gengæld var aviserne mere positive. Jyllandsposten roser romanen for at være en præstation af internationalt format: ”At ville kalde Vedsø Olesens trilogi magisk realisme ville være en underdrivelse. Det er rendyrket fantasy, der vil skræmme den læser, der trives bedst med socialrealisme, langt væk. Men selv om man ofte under læsningen er fristet til at tjekke forfatterens påstande, så blandes det hele sammen til en overbevisende historie med en bemærkelsesværdig sammenvævning af både handling, ord og musik i Wagners Parsifal med en stadig mere intensiveret handling. Både som tekst, der forholder sig begavet både strukturelt og tematisk til musik, og som en konsekvent gennemtænkt fantasy er Gudernes tusmørke både en meget tilfredsstillende afslutning på en usædvanlig trilogi og også en litterær præstation af internationalt format.

Mens Politiken skriver: ”Anne-Marie Vedsø Olesen præsterer endnu en gang det anselige kunststykke at få det hele til at give mening, at gøre det interessant og underholdende og at få sine personer til at leve – nogle mere end andre, og Seth mest af alle. Seth har humor og glædes ved at glæde andre, men rummer naturligvis også en chokerende farlighed og hensynsløshed, når det gælder om at få stillet sit begær. Han har en guddommelig sans for selviscenesættelse og taler med netop den blanding af deklamerende højtidelighed, nøgternhed og grovhed, som passer til hans væsen. Men også med en lavmælt blidhed, som udtrykker en voksende erkendelse af den svaghed, som hans identifikation med de elskede mennesker udgør, og som i sidste ende bliver hans undergang. Man vil savne hans rungende latter.”

Titlen ”Gudernes tusmørke” er en direkte henvisning til den tyske titel på ”Ragnarok”: ”Götterdämmerung”, og allerede i ”Djævlens kvint” møder vi nogle temaer fra Wagners operaer.

Helt fra barnsben har Anne-Marie haft interessen for operaer i almindelighed og Wagners i særdeleshed. ”Allerede som barn var jeg voldsomt optaget af klassisk musik og rendte i Det Kongelige Teater hele tiden. Og da jeg boede på kollegium, havde jeg en decideret Siegfried-periode, hvilket var lige ved at drive mine overboer til vanvid.”

I et interview i Jyllandsposten fortæller Anne-Marie, at det var via episoder i sit eget kærlighedsliv, at hun fandt sin personlige nøgle til ”Parsifal”, som spiller en stor rolle i ”Gudernes tusmørke”.

Jeg var gået i stå i skriveprocessen og på det tidspunkt var mit eks-ægteskab præget af utroskab og et besættende begær. Hos den partner, jeg involverede mig med, så jeg den samme type begær – og også stor lidelse. Han arbejdede oven i købet med Wagner selv, og løbende blev Wagners opera-cyklus ”Ringen” sat op på Operaen i København. Der var stort fokus på Wagner lige dér, og pludselig fik jeg hul på min roman ved hjælp af ”Parsifal”… For mig lå historien lige for: Det gik op for mig, at temaet i Parsifal er identisk med min egen oplevelse af lidelsen og begæret, som jeg på det tidspunkt ikke kunne finde ud af at håndtere modent. Jeg brugte alt det stof om lidelse og begær, som havde hobet sig op inde i mig på det personlige plan, og koblede det på ”Parsifal”-historien, og fik det på den måde ud. Det var en vild skriveproces.”

Romanen endte med at koste to ægteskaber, Anne-Maries eget og manden i bogens, da flere efterfølgende godt kunne gennemskue, hvem der havde stået model til ham.

Orkestergraven

I perioden mellem ”Gudernes tusmørke” og den næste roman ”Glasborgen” fandt Anne-Marie tid til at bidrage med to noveller til to forskellige antologier.

I forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poes fødselsdag udgav forlaget 2 Feet Entertainment i samarbejde med Horsens Bibliotek en novellesamling, der indeholdt fire gendigtninger af kendte Poe noveller. Anmelder Mette Strømfeldt stod for udvælgelsen af novellerne, som blev gendigtet, og skrev desuden med et informativt forord til samlingen ”Poe – 4 makabre hyldester”.

Anne-Maries bidrag byggede på Poe-novellen ”Hjertet der sladrede”, og handler om en dirigent i operahuset, der bliver så fascineret af sin hovedrolleindehaver, at han ikke kan holde til det mere. Til sidst slår han hende ihjel, men selvfølgelig lader hun ham alligevel ikke i fred.

Antologien modtog generelt fine anmeldelser, bl.a. skrev Politikens Bo Tao Michaëlis: Det er der kommet en net lille gysersag ud af, og man må sige, at ingen er gået død, og alle er gået til biddet med egen inspiration og løsagtighed. Mest tæt på mesteren selv synes jeg A.M. Vedsø Olesen er med ‘Orkestergraven’, en snildt depraveret, erotisk betændt sag drejet over Hjertet der sladrede.”

Siden er novellen blevet til en opera, som også blev rost af anmelderne.

“Bo Gunges musik er både moderne opera-, film- og musical-agtig. Og med det mener jeg, at den har kant, er ørevenlig i stil med Puccini, at den ofte danser let, ejer masser af medrivende puls, og at den evner at skabe præcis stemning i historien. En historie, der i øvrigt slet ikke er tosset, Anne-Marie Vedsø Olesens libretto rummer både de store følelser og det hverdagsagtige, der må være over en sådan historie, hvis vi skal tro på den. Og begge dele forløses glimrende af de to hovedpersoner, både vokalt og scenisk.” (Jyllands-Posten)

Glasborgen

Glasborgen” er Anne-Maries femte roman, og den udkom i 2012. Romanen er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.

Historien er inspireret af Béla Bartóks opera ” Hertug Blåskægs borg” fra 1911, men henlagt til den nye opera på Holmen. Operaen bliver rammen for den lidenskabelige affære mellem operasangerinden Judith og komponisten og dirigenten Rolf.

Operasangeren Judith er blevet tilbudt sit livs rolle som Isabella i Rolf Bergströms opera af samme navn. Egentlig skal hun synge på andet-holdet, men da stjernen Magdalena Fantini kort efter prøvernes start dør, overtager Judith hele forestillingen. Det er starten på en fantastisk tid fyldt med musik og sex, for det varer ikke længe førend Rolf og Judith får et forhold. Den eneste slange i paradiset er Rolfs faste støtte, Vilgot, som Judith føler sig utryg i nærheden af. Men Rolf er overbevist om, at de to nok skal finde hinanden, hvis blot Judith vil give Vilgot en chance. Hvad Rolf ikke fortæller er, at han har en pagt med Vilgot, som sikrer ham kunstnerisk succes, men Vilgot er også et ondt væsen, der lever i det grønne vand.

Lektørudtalelsen er inde på, at Anne-Marie igen udfordrer genrebegreberne, og mener at: ”Man skal være til fantasi og de store sproglige armbevægelser, og så er denne gotiske operagyser en god oplevelse.”

Avisanmeldelserne var igen blandede. Den udefinerbare genre gjorde, at Fyns Stiftstidende ikke var så begejstret: ”Glasborgen holder sig imidlertid ikke til en realistisk fortælle-stil, kredsende omkring kald og kærlighed. Den kører hen ad vejen helt op i en moderne symbolsk skæbnefortælling, der på romantisk vis inddrager elementerne – især vandet – som handlende kraft. For til slut at nærme sig Fantasy-genren, hvor alt kan ske. Operaen får i hvert fald et splintrende grundskud. Denne sammenblanding af genrer slører handlingen og gør selve meningen med romanen utydelig. Hvad vil forfatteren: Forskruet kvinderoman? Psykologisk parforholdsroman? Dæmonisk kunstnerroman? Eller rent folkeeventyr, hvor de underjordiske har magten? I hvert fald har vi her at gøre med et fortælleeksperiment, der inddrager det hele.”

Politikens anmeldelse er heller ikke ubetinget positiv. Her er der dog ingen modstand mod genrehybriden som kaldes forfriskende: ”Glasborgen er nærmest som en gotisk gyserroman med vandet som bærende uhyggeelement. Moderne og sært gammeldags på samme tid. Sproget er højstemt, dvælende og beskrivende, og især i romanens første halvdel fylder de semipoetiske sprogmalerier for meget, især fordi de prangende beskrivelser og den sproglige dramatik står i kontrast til den manglende ydre dramatik. Det kommer til at virke skingert og unaturligt … Vedsø Olesen skriver i en sært anakronistisk, poetisk storladen stil, men hun har sans for detaljerne – således er det godt set, at operahuset med sit gitterværk minder om et akvarium eller om den slags små glaskugler med snevejr indeni. Og det er dette indre kunstneriske stormvejr, hun sætter ord på i Glasborgen. Det gør hun godt, når først det sproglige og handlingsmæssige smelter helt sammen.”

Information kalder ”Glasborgen” for mere en tegneserie end en roman, og fortsætter: ”Nu er det måske for meget forlangt, at en knaldroman ligefrem skulle være en sproglig nydelse, men så kunne man i det mindste have håbet på lidt pirring i plottets rytme og komposition – noget suspense, noget dvælen, noget temposkift, noget pludselighed, noget drive. Men nej. Selv den eneste sexscene bliver mere afliring end lir.”

Nordjyske Stiftstidende har dog ingen forbehold og kalder ”Glasborgen” for ”sylespids som forfatterindens stiletter”. Ligeså begejstret er Midtjyllandsavis, som anbefaler at man glemmer alt om hverdagsrealisme og hengiver sig til et magisk univers.

Også Helsingør Dagblad glæder sig over romanen, som kaldes: ”et dystert psykologisk gyserdrama om passion, dæmoner og ondskab. Genremæssigt er den svær at definere, men handlingen befinder sig i en verden mellem det virkelige og det overnaturlige, hvor alle ofrer, hvad de kan for selv at komme frem i det altopslugende rampelys.” Mens Alt for damerne kalder Anne-Marie for Danmarks svar på Stephen King og skriver: ”Uanset om man holder af det overnaturlige eller ej, må man overgive sig til Danmarks svar på Stephen King og hendes sans for gys og gru.”

Et af temaerne i ”Glasborgen” er den etiske diskussion af, hvor langt man må gå for sin kunst. I et interview i Weekendavisen fortæller Anne-Marie:

Egentlig tror jeg ikke, at man kan skabe kunst uden omkostninger. Wagner havde f.eks. en stormfuld affære med en ny kvinde, hver gang han skrev en opera, selvom han allerede var gift. Affæren skulle inspirere ham, men når han var færdig med operaen blev elskerinden smidt ud til fordel for en ny.” Og i ”Glasborgen” bliver denne idé konkretiseret med komponisten Rolf, som skriver geniale operaer ved at tortere sine elskerinder, optage deres skrig på bånd og herudfra komponere sin storslåede musik.

I modsætning til sine tidligere romaner lader Anne-Marie dog denne gang sin kvindelige hovedperson overleve. ”Da jeg gik i gang med Glasborgen, troede jeg, at Judith skulle gå til grunde ligesom kvinderne i mine tidligere bøger. Men efterhånden som jeg ændrede mig, ændrede historien sig også. Gu’ skulle hun da ej! Jeg blev træt af at se kvinden som offer. Hvad skal man bruge det til? I stedet er Glasborgen blevet en befrielseshistorie, der beskriver Judiths modningsproces hen imod at definere sin egen stemme frem for kun at synge efter noder, som andre har skrevet. I det øjeblik hun finder sin stemme, kan hun splintre alle de fængsler, der har været bygget op omkring hende.”

At Judith overlever hænger bl.a. sammen med, at det denne gang tog Anne-Marie fem år at skrive sin historie. I den periode skete der en masse i hendes privatliv, bl.a. fik hun en voldsom kærlighedsaffære på afstand, så hun fik en ny vinkel på den, og fandt roen og lykken i sig selv i stedet.

Anne-Maries fortællinger er kendetegnet ved de store følelser, musikken og blandingen af genrerne. Det har ført til blandede anmeldelser i aviserne, men også til en stor læserskare.

Udvalgt bibliografi:

Glasborgen / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2012
Gudernes tusmørke / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2007
Tredje Ikaros / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2004
Djævelens kvint / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2002

Noveller:

Brangænes medicin / Anne-Marie Vedsø Olesen i ”Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter” FADL, 2009
Orkestergraven / Anne-Marie Vedsø Olesen i “Poe – 4 makabre hyldester” 2FeetEntertainment, 2009

Orkestergraven : novelle & libretto / Anne-Marie Vedsø Olesen. – ebog. – Mxrket, 2 Feet Entertainment, 2012

Læs mere:

Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside: http://amvo.wordpress.com

Fem timers begær og smerte (Jyllands-Posten 08.12.2012)
At ride med kaosguden (Nordisk Stiftstidende 14.07.2012)
Vil du se mit smukke hjerte (Kristeligt Dagblad 14.04.2012)
Hvor langt skal man gå for kunsten? (Alt for damerne 06.03.2012)
Magi til morgenmad (Nordjyske Stiftstidende 29.02.2012)
Et kunstnerisk stormvejr (Helsingør Dagblad 18.02.2012)
Glem alt om hverdagsrealisme -og bliv underholdt (Midtjyllands Avis 17.02.2012)
Kunstens kvælertag (Fyens Stiftstidende 05.02.2012)
Det mørke vands musik (Politiken 04.02.2012)
At skrige sig fri af glasfængslet (Information 03.02.2012)
Pæne piger bliver ikke stjerner (Weekendavisen 03.02.2012)
Når dramaet kommer tæt på (Jyllands-Posten 29.01.2012)
Ringen der sluttede ringen (Politiken 01.11.2007)
Seth og Wagner (Jyllands-Posten 04.10.2007)
Dirigent i et magisk univers (Kristeligt Dagblad 03.05.2007)
Bask Bask (Information 21.10.2004)
Roman: Guden er løs (Politiken 20.08.2004)
Thriller: Danmarks svar på Anne Rice (Jyllands-posten 19.08.2004)
Frihedens vinger kan ikke smelte (Kristeligt Dagblad 19.08.2004)
Spændings-roman: Okkult spænding (Jyllands-Posten 15.02.2002)
Osiris, O guder, O gypten (Berlingske Tidende 06.02.2002)

Foto: Morten Holtum

(Artikel af Jette S. F. Holst – oprindelig bragt på Gyseren.dk)

De fem jurymedlemmer som i år sidder med den hårde tjans at udvælge årets danske horrorudgivelse er:

Janus_B_AndersenJanus B. Andersen
Janus B. Andersen arbejder som bibliotekar på Horsens Bibliotek. Herudover står han bag samt bidrager til en lang række hjemmesider og blogs om de fantastiske genrer, bl.a. Den Elektriske Kanin, Horrorsiden, Fanzine.dk og Fortællingen. Han har også været redaktør på Science Fiction Cirklens medlemsblad Novum gennem flere år samt bidraget med artikler til bl.a. tidsskriftet Himmelskibet og samlingen “Kosmos og Katastrofer“. Til krimimessen i Horsens giver han en kort status på horroråret 2012 lørdag kl. 15.40.

Søren_S_Balslev_WeekendavisenSøren Staal Balslev
Søren Staal Balslev er kulturjournalist og kritiker med fokus på mediestrømninger og populærkultur, herunder særligt amerikansk tv-kultur. Søren er mag.art. i litteraturvidenskab (Syddansk Universitet) og ph.d. med en afhandling om apokalypsen i moderne amerikansk litteratur (Københavns Universitet). Han har arbejdet på CBS, RUC og KU og undervist i kommunikation, kulturjournalistik og litteratur. Søren har skrevet for Weekendavisen siden 2006 og bidraget til tidsskrifter som Kritik og Kosmorama.

Jette_HolstJette S. F. Holst
Jette Holst arbejder som bibliotekar på Horsens Bibliotek. Har siden 2004 stået bag hjemmesiden Gyseren.dk, som anmelder film og bøger indenfor horrorgenren samt udgiver baggrundsartikler om forfattere, instruktører og andre emner inden for horror som hun finder interessant. Til Krimimessen i Horsens interviewer Jette Christian Reslow om “Kimæren” lørdag kl. 14.25 samt er ordstyrer i debatten om dansk horror lige nu lørdag kl. 13.50, hvor Henrik S. Harksen og Anne-Marie Vedsø Olesen er gæster.

Steffen Larsen
Steffen_Larsen_PolitikenSteffen Larsen anmelder børnelitteratur m.m. for Politiken. Medarbejder ved magasinet Børn & Bøger og holder desuden en lang række kurser og foredrag over hele landet, bl.a. er han fast mand på Introduktion til bogsæsonen med børne- og ungdomslitteratur og tegneserier. Steffens formelle uddannelsesforløb sluttede med en 1. del i historie ved Københavns Universitet. I mange år var han lærer ved indkaldeskolen for militærnægtere i Slagelse. Steffen har også været engageret i fagligt arbejde igennem Selskabet for børnelitteratur (Ibby-Danmark). Her har han især været med til at indstille forfattere og illustratorer til internationale udstillinger og priser. Foruden bidrag til antologier og tidsskrifter har Steffen skrevet to bøger under eget navn. De er begge kommet på forlaget Høst & Søn. “Vilde vej”’ fortæller om nyere danske ungdomsbogsforfattere. “Næsten” handler om fred og forsoning. Til Krimimessen i Horsens interviewer Steffen flere forfattere begge dage.

Rikke_Schubart_Videnskab_dkRikke Schubart
Rikke Schubart er lektor på Syddansk Universitet. Hun arbejder på et forskningsprojekt støttet af FKK, “Hollywood’s Combat Zone” om den amerikanske krigsfilm efter 1991. Hendes seneste bog er “War Isn’t Hell, It’s Entertainment: Essays on Visual Media and the Representation of Conflict” (med D. White-Stanley, T. Thomas og F. Virchow, 2009, McFarland). Hun forsker i amerikansk film og har skrevet “Super Bitches and Action Babes: The Female Hero in Popular Cinema, 1970-2006” (2007, McFarland). Hun forsker desuden i gyserfilm – “Verdens 25 Bedste gyserfilm”, (Rosinante, 2001), “I lyst og død: Fra Frankenstein til splatterfilm” (Borgen, 1993) – og actionfilm – “Med vold og magt: Actionfilm fra Dirty Harry til The Matrix”, (Rosinante, 2002). Hun har redigeret antologier på engelsk og dansk, blandt andet “Femme Fatalities: Representations of Strong Women in the Media” (2004, Nordicom) med Anne Gjelsvik. Hun skriver også fiktion. Til Krimimessen holder Rikke et foredrag om Gysets farlige følelser lørdag kl. 14.50.

Beskrivelse:
Ordet kaos stammer fra det græske khaos, som blandt andet kan tolkes som afgrund. Der er den mentale afgrund, hvor man ikke kan komme hverken videre op eller, for den sags skyld, længere ned. Der er den fysiske afgrund, hvor alting – selv hjerteslagene – ophører. Og der er både indre og ydre kaos; der er forvirring, begær, afsky, kærlighed og et overtryk af andre følelser, som fører til afgrunden.  Med sig i afgrunden tager man enten den følelsesmæssige smerte, som kun knuste hjerter forårsager eller det vanvid af pludselig og uoverskuelig glæde over kærlighedens væren. Sikkert er det, at kaos som afgrund og egoistisk kærlighed er lige så skræmmende at blive konfronteret med, som det er smukt.

Kaos_Anja_Lykke_Lindberg_ChristophersenUddrag af bogen:
Da jeg vågner igen, er det ved at blive lyst. Det har aldrig rigtigt været mørkt. Jeg ligger med hovedet ind mod hans bryst og prøver at komme i tanker om en drøm fyldt med lilla mønstre og blod, men jeg kan ikke se den tydeligt. Ulven ligger på siden og aer mig på ryggen med sine slanke fingre. Han presser mig stille ind mod sin varme krop. Jeg holder vejret et par sekunder, mærker hans manddom mod min mave. Han er hård, næsten for hård. Jeg vender mit ansigt mod hans. Jeg er stadig usikker på øjenfarven, men jeg er sikker på ham. Jeg kan se den tålmodige vildskab i hans smil. Han har et rovdyrs tænder. Canis lupus.

Om forfatteren:
Anja Lykke Lindberg Christophersen (f. 1984) har en ikke færdiggjort uddannelse bag sig inden for nordisk sprog og litteratur. Hun droppede ud af universitetet for at arbejde fuld tid som sagsbehandler i Københavns Kommune. Anja kom i maj 2012 med sin første samlede udgivelse Til Clive og har før dette fået trykt enkelte digte hos Øverste Kirurgiske og Oplysningskontoret.

Læs mere på Forlaget Mellemgaards hjemmeside

Sideantal: 92
ISBN-13: 9788792975096
Indbinding: ePub
Udgivet: 16-02-2013

Hjemmeside

Horrorudgivelser:

Vrangvendt (2013)
Verdens krig
 i Vampyr (2013)
Kimæren (2012)
Skræ(v) (Julenovelle til gratis download på julenovelle.dk 2012)
Micki 19.50 (2010)
Miraklets fald (2010)
Forskæreren ( e-bog, 2010)
Kaskader (. e-bog)
Vakuum (e-bog)
Svin (e-bog)
Firmus Anima i “Begyndelser” (2009)
Jack Jaws (Julenovelle til gratis download fra forfatterens hjemmeside 2009)

Christian Reslow blev født i 1985 i Skive. Han bor sammen med hustruen Jeanette i Midtjylland, og ved siden af skriveriet supplerer han økonomien med at sælge møbler.

Christian skrev sin første novelle som 11-årig og sin første roman som 13-årig, men det var først omkring 2009, at han begyndte at overveje at få sine skriverier udgivet. Da det nyopstartede forlag Valeta udskrev en novellekonkurrence sendte han novellen ”Firmus Anima” ind, og den kom med i antologien ”Begyndelser”. Cirka samtidig havde Christian sendt en roman til et andet forlag, og da de afslog, forsøgte han i stedet hos Valeta. Det blev dog til en udgivelse af science fantasy thrilleren “Miraklets fald”, som udkom i 2010.

Når Christian skriver kan hans arbejdsproces deles i to stadier. Først skriver han råmanuskriptet, og her sidder han alene. Han bruger sin hustru som sparringspartner, hvis han går i stå, men som oftest føles skriveriet som en form for rus, og arbejdet med ”Miraklets fald” beskriver han således: ”Da jeg skrev ”Miraklets Fald”, følte jeg det meste af tiden, at jeg løb fem hundrede meter bagefter handlingen – i sandaler – og forsøgte at skrive, mens jeg løb. Det var skidesjovt!

I andet stadie af skriveprocessen printer Christian manuskriptet ud og læser det. Herefter skriver han det igennem igen og lader sin hustru læse den rettede version. Når hun er kommet med sine forslag, retter Christian manuskriptet til endnu en gang, før det sendes ud til tre beta-læsere, og først når deres kritik er blevet overvejet og indarbejdet, sender han manuskriptet til sin forlægger.

Christian skriver indenfor horror, science fiction og spænding, og allerhelst blander han flere genrer sammen. Om sin tiltrækning af de fantastiske genrer fortæller Christian, at han holder af dem, fordi de bryder med reglerne for, hvad man kan og ikke kan, hvad der er rigtigt eller forkert. De fantastiske genrer udfordrer læserens evne til at godtage en virkelighed, som man ikke kan se hver dag i ’God aften Danmark’.

” …Det er et velkendt faktum, at størstedelen af verdens befolkning foretrækker at opleve historier om ting, de ikke umiddelbart har mulighed for selv at opleve. Jeg er stor fortaler for de fantastiske fortællinger, værende sig i bøger, film eller tv-serier. Og jeg ved, at jeg ikke er alene… ‘Terminator 2’ solgte trods alt flere biograf billetter end ‘Mine aftener i Paradis’.

Miraklets fald

”Det eneste jeg havde på plads, da jeg påbegyndte historien, var én ide; Et barn stod på et klippeudspring med et reb om halsen. I den ene ende af rebet stod en kvinde (jeg tænkte på daværende tidspunkt, at kvinden muligvis var barnets mor) og i den anden ende var en urokkelig sten. Imellem kvinden og barnet stod en mand, med en kniv i hånden. Hvad der videre skulle ske, anede jeg ikke.” (Christian Reslow til Fantastiske Forfattere)

”Miraklets fald” foregår i to parallelle universer med kvinderne Anni og Nina som hovedpersoner. I vores verden bor Anni, som er uddannet sygeplejerske. Optændt af patriotisme meldte hun sig som feltlæge og var med i første bølge i Irak, men hændelserne gav hende ar på sjælen, og nu nyder hun hverdagen med sin mand, Harry. I den parallelle ørkenverden, der lokalt kaldes Helvede, lever Nina. Hun er rå som få, og i bogens start er hun på jagt efter en genstand, der skal skaffe hende væk. Det lykkedes hende, og pludselig befinder hun sig i vores verden, mens Anni ender på den stegende planet, hvor vand er som syre, og ingen kan stole på hinanden. Herfra fortæller Christian Reslow de to kvinders historie i krydsklip. Hvordan Anni kæmper for at finde en vej tilbage til vores verden, og hvordan Nina forsøger at undgå det samme. Hun vil hellere dø i vores verden end at vende tilbage til sin egen.

”Miraklets Fald” blev markedsført som en science fantasy thriller, og om den tredobbelte genrebetegnelse fortæller Christian til Fantastiske Forfattere: ”Jeg tænker aldrig selv på, hvilken genre jeg befinder mig i, når jeg skriver. Historien bliver til, ligegyldigt om den passer ind i en bestemt genres rammer eller ej, og for mit eget vedkommende betyder det ikke så meget. Jeg er dog ret forundret over, at den genrebetegnelse, som bogen i sidste ende fik, skulle være en kombination af tre af mine egne favoritter. Havde jeg fået sneget horror med, så var det helt perfekt.”

Generelt blev ”Miraklets Fald” godt modtaget af anmelderne. Bibliotekernes lektørudtalelse var hovedsagelig positiv og kaldte Christians debut for ”spændende på de rigtige steder” og anbefaler den, hvis man er til action, science fiction og splatter.

Litteratursiden kaldte Arne Larsen den for en hæderlig debut, mens Metroxpress kaldte den for ”hæsblæsende sf-action”. Den Elektriske Kanin beskrev den som: “… en bemærkelsesværdigt helstøbt debut. Reslow har et godt greb om sine virkemidler, sproget flyder, og handlingen er flot sat sammen. Der er tale om en yderst læseværdig bog, hvis man trænger til noget spænding med overraskelser smidt ind – og et løfte om, at det er et forfatterskab, man bør holde øje med.”

Mere negativ var Cecilie Friis på Fyns Stiftstidende, som mente, at bogen var alt for voldsom: ”Hvis man kan lide makabre og blodige fortælling, kunne denne bog være noget for én. Men alt blodet og volden tager overhånd. Selv en hardcore fantasy/ krimi-læser, vil kunne ende med at sidde med en kvalm fornemmelse i munden”.

Micki 19.50

Den grafiske vold fortsætter i Christians næste roman ”Micki 19.50”, der startede sit liv som en digital føljeton-roman i 7 dele på Christians facebook-side. I oktober 2010 udkom den så i bogform, igen på forlaget Valeta.

Raquelle er gudesmuk, har en fantastisk sangstemme og har stor succes som den danske opfinder af popera. Hun har dog en lille hemmelighed, nemlig hendes tvilling Micki der lever som en svulst i hendes ene bryst. På en turné går det helt galt, da hun kort før koncerten besvimer, og da hun vågner igen, er både publikum og orkesteret forsvundet sammen med lyset og strømmen – og fornuften. Tilbage er Raquelle, dirigenten Georg og kameramanden Tonni, som sammen forsøger at finde hoved og hale på, hvad der er sket, og hvorfor de langsomt får det værre og værre.

”Micki 19.50” er en lille tætpakket roman på 135 sider, som lektørudtalelsen beskrev som ”… ladet med uhygge og spænding, gennemsyret af blod og vold og med en overraskende drejning af handlingen til slut.”

Hvor Christian lod ”Miraklets fald” tage udgangspunkt i USA, så har han denne gang flyttet handlingen til et teater i Nordsjælland. Denne forankring i Danmark er Jakob Krogsøe fra Planet Pulp rigtig begejstret for. Han skriver i sin anmeldelse, at en af hans kæpheste er at lade genrefortællinger foregå i Danmark, da de dels ellers risikerer at drukne i mængden af udenlandske udgivelser, og dels vil han som dansker gerne læse gysere, der foregår i Danmark frem for et tilfældigt sted i USA, idet det giver en hurtig vej til indlevelse via genkendelse, hvilket både kan ske gennem personer og steder. Krogsøe roser videre og kalder ”Micki 19.50” for ”en ferm gyser der ikke er politisk korrekt, og den er dejlig voldelig og grafisk.”

Ligeså begejstret er anmeldelsen på Skræk og Rædsel. ”MICKI 19.50 er lidt som en THE TWILIGHT ZONE episode på syre og den er virkelig underholdende. Og så lægges der ikke fingre imellem i det drabelige og blodige klimaks. MICKI 19.50 kan anbefales som uhyggelig godnat-læsning til alle, der holder af et godt lille gys, der udfordrer de små grå og får nakkehårene til at rejse sig.”

Cautious.dk skriver Katja meget malende: ”Jeg ser aldrig gyserfilm, men at læse denne lille tumling af en gyserroman, var også ganske hårrejsende. Det ene øjeblik sidder man på kanten af sofaen og er ved at kyle bogen fra sig af skræk, det næste overvejer man at finde en balje, fordi de indre billeder der dukker frem, er så ulækre at aftensmaden truer med at vende tilbage.”

Og på Horrorsiden er begejstringen ligeså stor: “Micki 19:50” er ligesom at få fingrene i en god lavbudget gyser fra et independent filmselskab. Det kan godt være, at der ikke er råd til de voldsomme effekter, men til gengæld fortælles der med en næsten manisk fryd, og historien kører derudaf fra første færd. Det er muligt, at logikken nogle gange falder af i de hårde sving, men det er ærligt talt fuldstændigt ligegyldigt, for Reslow holder stramt om rettet, og han ved, hvor vi skal hen.”

Kimæren

Efter ”Micki 19.50” udgav Christian en række noveller, før ”Kimæren” udkom i december 2012 igen på forlaget Valeta. ”Kimæren” er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse, og denne gang har Christian rykket handlingen tilbage til USA, hvor også ”Miraklets fald” foregik.

Handlingen udspiller sig i den lille by Rowley, hvor noget er helt galt. To betjente bliver sendt ud til en lokal landmand, hvis kvæg er blevet parteret og dræbt på marken. Før de kommer så langt, bliver de dog involveret i en ulykke, hvor en alvorligt såret kvinde må bringes i sikkerhed. Samtidig rammer en række alarmkald centralen – alle fra Rowley. Nogen beretter om et vildt dyr, andre skriger bare på hjælp. Sherif Leis beslutter sig for at undersøge sagen nærmere med en gruppe betjente, før han sender bud efter kavaleriet. Men Rowley ligner en krigszone. Lig og kropsdele ligger spredt ud over hovedgaden, som er tom for levende væsener – undtagen ét – og det går hurtigt op for Leis og hans folk, at de langt fra er nok til at stoppe, hvad der foregår.

Som i sine to første romaner er ”Kimæren” fyldt med action, vold og bloddryppende detaljer. Christian skriver i et hæsblæsende tempo, som river læseren med sig fra første side. At fortællingen udspiller sig i USA virker i denne roman mere troværdigt, end hvis politiet i Horsens pludselig skulle rykke ud med masser af automatvåben, ligesom brugen af hæren og diverse lyssky afdelinger for terrorbekæmpelse også virker mere realistisk i et amerikansk setup.

Som i sine to første romaner er “Kimæren” kendetegnet ved de grafiske beskrivelser, et hæsblæsende tempo og uventede plot-drejninger. Christian beviser her, at han også mestrer den lange fortælling med flere plottråde og et stort persongalleri.

I skrivende stund er ”Kimæren” så nyudgivet, at der ikke er dukket mange anmeldelser op. Lektørudtalelsen kalder dog romanen for: “Drabeligt blodig hístorie, som målgruppen vil sætte tænderne i og fortære på genrens præmisser.” Og jeg er ikke i tvivl om, at Christian atter har leveret varen, og at ”Kimæren” lever fuldt op til alle forventninger.

Læs mere:

Christian Reslows hjemmeside
Danske Horror Fans
Fantastiske Forfattere
Den Elektriske Kanin
Wikipedia
Planet Pulp
Skræk og Rædsel
Cautious.dk
Horrorsiden.dk
Interview med Christian Reslow om ”Miraklets fald”
eBooks2Go
Forlaget Valeta
To dimensioner (Fyens Stiftstidende 01.04.2010)

(Artikel af Jette S. F. Holst – oprindelig bragt på Gyseren.dk)

1 2 32 33 34 35 36 37 38 39