Horrorudgivelser:
THE END (2009)
Ia! Didrik-Svendsen i ”Lyden af vanvid” (2010)
Hullet (e-bog, 2011)
Mutagen (2011)
Smukke Anna (2011)
Sammenhold i ”Dystre Danmark 2” (2011)
Frygt-filerne (2012 – vinder af Årets Danske Horrorudgivelse)
Sorgens museum i Vampyr (2013)
Udkantshistorier (2013)
Jonas Wilmann er født i 1979. Han er gift med Anja og har sønnen Jack. Driver ved siden af forfattervirksomheden et lille rammefirma.
Allerede fra helt lille havde han en glubende appetit på gyserfilm, superhelte, fantasy og science fiction. Interessen for gyset udmøntede sig bl.a. i bloddryppende tegneserier og dansk-stile, som Jonas’ lærer konsekvent gav karakteren ’under-middel’, idet han altid fik mindst tre-fire ulækre mord med i de mest uskyldigt lydende emner.
Jonas var omkring 17 år gammel, da han skrev sin første kortroman, der handlede om helvedes opstandelse, men ingen forlag var interesserede i at udgive den. Jonas gav dog ikke op med skriveriet og fortsatte med en støt novelleproduktion som særligt kredsede om fantastikkens mest morbide sider.
THE END
Det var dog først i 2004, at han kastede sig ud i længere projekter og blev mere seriøs med skriverierne. Det førte til selvudgivelsen ”THE END” i 2009 – en postapokalyptiske splatter-roman skrevet på engelsk. Om den beslutning forklarer Jonas, at han skrev ”The End” på et tidspunkt, hvor han var godt træt af de danske forlag efter at have fået en lang række ubegrundede afslag på sine indsendte manuskripter. Planen var så at sende ”THE END” til amerikanske og engelske forlag, men her druknede manuskriptet i de mange andre. Jonas har overvejet at oversætte den, men er i tvivl om det er muligt at overføre den meget rå gade-lingo – til dansk.
”THE END” foregår godt 100 år efter at et nukleart holocaust har ændret livet på jorden, og nu sidder et præsteskab på magten. Hovedpersonen Zeke forelsker sig i en prostitueret, og da hun bliver bortført, starter Zekes kamp for at få hende tilbage.
Thomas Winther anmelder ”THE END” på Himmelskibet, og selvom han roser romanen for sine malende, billedskabende beskrivelser af kamp og apokalypse, så kalder han dog plottet for tyndt og er ikke så vild med, at den er skrevet på engelsk. Anmeldelsen slutter med denne opsummering: ”Jeg kan anbefale romanen hvis man virkelig savner tilstedeværelsen af muterede kannibaler i det man læser, hvis man kan bære over med de sproglige mangler og det papirtynde plot, og elsker splatter, vold og kulsorte slutninger. Inden for de præmisser leverer Jonas Wilmann en energisk og pletvis underholdende tegneserieagtig historie. Jeg håber til gengæld at han bliver ved med at skrive med den herlige energi og drive han beviser her; at han skifter engelsk ud med dansk; at han koncentrerer sig mere om plottet fremover og frem for alt: At han udviser en langt større originalitet i det han skriver. Det handler jo om at vise respekt for stoffet.”
Mutagen
I 2010 fik Jonas antaget en række noveller i antologier indenfor det fantastiske og sluttede året af med at skrive kontrakt med forlaget Valeta. Valeta udgav Jonas roman nummer to ”Mutagen” – endnu et postapokalyptisk udspil, og selvom her stadig er tale om en dyster og til tider voldsom historie, er den overvældende brug af splatter fra ”THE END” kogt meget ned. I stedet er her tale om en mere realistisk vold, hvilket gør bogen så meget desto mere skræmmende.
”Mutagen” fik en fin lektørudtalelse af Sanne Caft, som skrev: ”Et kunstigt steroidhormon til kvæg har smittet menneskeheden og gjort de smittede til voldelige genmuterede zombieagtige væsner, der flænser og dræber alt, de kommer i nærheden af. Et ungt ægtepar har overlevet isoleret i en kælder, da de reddes af en unionssoldat. Herfra udfolder forfatteren en historie om etik, overlevelsesinstinkt og samfundsnormer, der pisker rask af sted. Sprogligt kortfattet, fokuseret og effektivt uden mange udsving.”
Og generelt var anmeldelserne positive. Apokalyptisk kaldte romanen for: ”… fantastisk underholdende læsning, og måske det bedste danske bud på en post-apokalyptisk roman siden Dennis Jürgensen Kadavermarch.” Mens Den Elektriske Kanin anbefaler den ”… hvis man trænger til at få hjernen blæst godt igennem.” Planet Pulp kan kun finde på at klage over, at bogen er for kort og skriver i deres anmeldelse: ”Dyster og fremragende dansk postapokalyptisk roman, der både underholder og skræmmer. Det største problem er faktisk, at den ikke er lang nok!”
Den samme klage tilslutter Skræk & Rædsel sig: ”Jonas Wilmann skriver glimrende og håndterer uden problemer de mange tidsspring, der er i bogen. Tempoet er hæsblæsende og der er mange grumme scener undervejs. Romanen rundes af med tre små “noveller”, der giver historien lidt ekstra krydderi. Det er en sjov detalje, men det afslører også bogens reelle problem. Den er ganske enkelt for kort. Vi får ikke mere end 160 sider alt i alt og det er slet ikke nok til en så stor og dramatisk historie. Vi kommer ikke for alvor ind under huden på karaktererne.”
Om idéen til ”Mutagen” fortæller Jonas: ”Jeg ville gerne skabe en ny slags monstre; zombier, mutanter – og kom på ideen, at det i stedet for et giftudslip eller en virus (som det ofte er) kunne være noget, der allerede var i samfundet. En snigende, langsom, men komplet irreversibel udvikling, der lige pludselig med et brag blev synlig og lagde verden ned. Det var ud fra den målsætning, jeg fik trukket hele polemikken om hormonforstyrrende stoffer ind i det, og jeg kunne mærke, at det fungerede, fordi katastrofen spirede fra noget ægte, og noget som allerede florerer i samfundet lige nu.”
Jonas holder generelt meget af både dystopier og postapokalyptiske fortællinger. Førstnævnte fordi dystopien giver mulighed for at tage nogle små ildevarslende strømninger i nutidens samfund, rykke dem et stykke ud i fremtiden og sætte dem helt på spidsen, mens det postapokalyptiske lokker, fordi det er et minimalt samfund skåret ind til benet, hvor menneskets inderste karakteristika nemt kan folde sig ud – med andre ord et meget nøgent miljø, hvor menneskelige følelser også er fuldstændigt blottede.
Smukke Anna
Senere i 2011 udgav Jonas endnu en roman, denne gang på sit eget forlag Kaos. ”Smukke Anna” er en genrehybrid, der inkorporerer horror, socialrealisme, surrealisme, folklore og lidt indisk gudemytologi. En meget anderledes roman end ”Mutagen”, men der lå ikke noget bevidst valg i stilændringen. Jonas fortæller i et interview, at hans skrivestil tilpasser sig, den stemning han slår an på bogens første sider.
”Smukke Anna” handler om den smukke 13-årige Anna. Hun er roma og bor i Prag, hvor hun jages af en gangsterchef, der ønsker at indlemme hende i sin bordelvirksomhed. Men i en uforudsigelig drejning af historien bliver gudinden Kali Annas skytsengel, og herfra vælter mørket ind over siderne i en blanding af magisk realisme og horror.
Denne gang var reaktionerne på bogen knap så entydige, hvilket Jonas dog har udtalt, at han var forberedt på. På sin blog skriver han, at det er forståeligt, hvis nogen læsere føler sig lidt splittede i læsningen.
”Det er normalt at søge efter identifikation og klare motiver i en tekst, men ”Smukke Anna” kan ikke tilbyde nogen af delene. Der er ingen tryghed eller genkendelighed at hente, kun en adgangsbillet til et surreelt, ukendt landskab, og Annas motiver er lige så fordøjelige som et hårdt slag til hovedet – og det var selvfølgelig et bevidst greb … Og selvom ”Anna” er rimelig trippet, selv i Wilmann-regi, er det jo ikke mit lod her i livet at skrive ud fra berettermodeller, overkonstruerede plotlinjer og spændingskurver. Jeg skriver små mareridt, jeg lader mig viljeløst rive med, [det er] også derfor at jeg aldrig skriver, med mindre ideen kommer til mig.”
Blandt de dårligste anmeldelser var lektørudtalelsen, som bibliotekerne bruger til at bestille ud fra. Jonas klagede over den første lektørudtalelsen, som med hans egne ord ”myrdede” ”Smukke Anna”. Klagen førte til en langt mere positiv lektør, der kaldte romanen for ”en lille gysende perle af en roman”.
På Horrorsiden var anmeldelsen ligeledes positiv: ”Wilmann har altid haft øje for blod og død, men denne gang toner han det ned og lægger det som et dystert tæppe for handlingen, og det giver altså en noget anden oplevelse end hans tidligere, mere actiondrevne værker. Her driver siderne af spænding, og Anna vakler mellem virkelighed og drøm. For naturligvis kan vi se, hvad der sker – men hvorfor sker det? Denne forklaring holdes tilbage til slutningen. Det gør vel “Smukke Anna” til en art magisk realisme-horror, men uanset hvad i al fald en vellykket og stemningsfuld historie.”
Boggnaskeren er ikke imponeret og beklager sig over for mange sproglige billeder, der vælter oveni hinanden, men erklærer dog også at hun ikke er til ”den slags historier”.
Planet Pulp erklærer ”Smukke Anna” for en modig bastard og skriver videre: ”Det er et modigt projekt, som dog ikke fungerer helt optimalt. Til det er romanens omfang simpelthen for kort, og man ønsker sig, som det også var tilfældet med ”Mutagen”, at Wilmann havde skrevet mere. For mig er det klart den socialrealistiske og blodige del af ”Smukke Anna”, som fungerer bedst. Drømmesekvenserne, eller hvad man nu skal kalde dem uden at afsløre for meget, er velskrevne og stemningsfulde, men koblingen til den “virkelige” del af fortælling er ikke perfekt. Men alt i alt er ”Smukke Anna” en underholdende og modig roman, som blot forstærker min tro på, at Jonas Wilmann er én de lysende stjerner på den danske genrehimmel.”
På Litteratursiden anbefaler Mikala Rosenkilde den til de læsere, der holder af et godt og grusomt skæbneportræt blandet med gys og magisk realisme, mens Emil Blichfeldt på Bogblogger skriver: ”[Smukke Anna] er en velresearchet bog, der vil have en tendens til at skubbe den læser væk, der kun kommer efter underholdning. Men hvis man er til blodig underholdning, hvor svælgen i detaljeforgreninger ikke afskræmmer, så holder kæden fint trods skift. Krystalvasen sejler glimtende af sted i Kalis flod af blod. Så hvis du er til ultravoldelige genrehybrider må du gøre dig selv den tjeneste at læse Smukke Anna.”
Frygt-filerne
I 2012 kom så novellesamlingen ”Frygt-filerne”, der er nomineret til Årets Danske Horrorpris. Endnu en gang skifter Jonas spor, og samlingen består af otte horror-noveller om nutidige menneskeskæbner, der vikles ind i skrækscenarier, der egentlig mere hører gotikken til. Moderne gotik med mere blod og perversion end i den klassiske form kalder Jonas det.
Samlingen er generelt blevet modtaget positivt, bl.a. kalder lektørudtalelsen ”Frygt-filerne” for en: ”… velskrevet og underholdende novellesamling af ung dansk forfatter, der tager sin genre meget seriøs, og det mærkes tydeligt i samlingen. Forfatteren formår balancegangen mellem det groteske og humor pakket ind i spændende historier.”
Ligeså positiv er Bogblogger: ”Med novellesamlingen ”Frygt-Filerne” har Jonas Wilman begået endnu en sort perle, skrevet i en gotisk tone, man kender fra Poe, Lovecraft og mange flere. Sproget, hastigheden, volden og evnen til at skrive erotisk, er Wilmans tydelige fingeraftryk. Et aftryk der nok er med til at skræmme etablerede forlag fra at udgive ham. Al ære for at han udgiver på eget forlag og rent faktisk formår at levere en bog uden flere fejl, end der er i bøger fra de store forlag. Frygt-filerne er godt opbygget, den lægger ud med ok historier og derfra bliver det hårrejsende bedre. Frygt-filerne er endnu et must-read fra Wilmanns blodige hånd, med indbygget garanti for mareridt.”
Planet Pulp er ligeledes begejstret og roser Jonas for sin fortælleglæde og sin viden om genren og genrens virkemidler. Desuden roses han for sine troværdige personer, som gør det let for læseren at engagere sig i historierne. ”Wilmann lader læseren udforske en bred palet af modbydeligheder, og han gør det godt. Faktisk rigtig godt. Men det er bestemt ikke for børn. Der er både lemlæstelse, sex, mord og andre modbydeligheder, som Wilmann serverer med både tør humor og sans for timing og spænding.”
Også Thomas Winther på Himmelskibet roser ”Frygt-filerne”, og kalder novellerne for godt fortalt og skarpe i deres fortælling, og så fremhæver han novellen som et rigtig godt format for horror.
Svovlild
Seneste udspil fra Jonas Wilmann bringer igen læseren et nyt sted hen i forfatterskabet. ”Svovlild” er en fantasyroman med drager som hovedpersoner, som ender i en altødelæggende krig. Jonas ønskede at fortælle en historie som skulle være en slags analyse af krigens/konfliktens mekanikker, og hvordan sådan noget opstår. Inspirationen var bl.a. den uforsonlighed, der var på begge sider i Muhammed-krisen.
Skriveprocessen
Noget af det interessante ved Jonas Wilmanns forfatterskab er, at man aldrig helt ved, hvad man kan forvente sig, når man sidder med en ny bog i hånden. Som de hidtidige udgivelser antyder, leger Jonas med genrer og skrivestile og lader historierne udvikle sig på egne vilkår.
”Jeg har det sådan, at min skrivestil tilpasser sig den stemning, jeg slår an på bogens første sider. Man sporer sig ind på et eller andet, der bliver selvforstærkende, jo mere man skriver, og pludselig er man bare i dét mindset. ”Smukke Anna” er selvfølgelig meget anderledes end ”Mutagen”, som var et mere lige-ud-ad-landevejen-adrenalinsus, men jeg skriver egentlig meget forskelligt og har en ny tilgang til hvert projekt, jeg nærmer mig.”
Om sin skriveproces fortæller Jonas videre: ”Det, der er vigtigt for mig, når jeg skriver, er, at materialet virker friskt og nyt, og at jeg i processen kommer til at overaske mig selv, helst flere gange. Dét uanset om det handler om dødbringende superfugle fra Borneos jungle, mandefødsler, terrorister der er lavet af flamingo, en fagforening for seriemordere eller teenagere der er blevet til voldelige mutanter af at spise hormonpumpet oksekød.”
Ligeledes forklarer han vigtigheden af en ordentlig research, inden skriveriet begynder. Selvom meget af det ikke kommer med i det endelige manuskript, føler Jonas, at det er vigtigt at have en dyb forståelse for det univers, han bygger op.
Læs mere:
Himmelskibets anmeldelse af THE END
Fantastiske Forfattere: Interview om THE END
Fantastiske Forfattere: Interview om Mutagen
Fantastiske Forfattere: Interview om Smukke Anna
(Artikel af Jette S. F. Holst – oprindelig bragt på Gyseren.dk)
