Lørdag den 13. april 2019 kl. 11.00-12.00
Skræk og rædsel kan også dryppe fra siderne af en bog. Blodig Weekend sætter i år fokus på de bedste udgivelser indenfor dansk horrorlitteratur. Det gør vi sammen med Dansk Horrorselskab, der hvert år kårer Årets Danske Horrorudgivelse.
Vi har inviteret tre af de nominerede forfattere til en snak om deres værker samt om horror på skrift generelt. Så kom og bliv klogere på hvordan litteratur kan forskrække selv den mest rolige sjæl, gøre dit åndedræt hastigere og holde dine øjne åbne til langt ud på natten.
Paneldeltagerne er:
Teddy Vork (f. 1977) Cand. mag i engelsk, litteraturvidenskab og skrivekunst. Vork debuterede med novellesamlingen Hvor skyggen falder i 2008 og har siden udgivet bøger til både børn og voksne, primært i horrorgenren. Han vandt prisen for årets bedste horrorudgivelse i 2015. Hans seneste værk er lydbogserien/sæsonen Forglemmig på Storytel/Mofibo, som er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse 2019.
Martin Wangsgaard Jürgensen arbejder til daglig som redaktør og skriver faglitteratur, men han har også udgivet noveller og to romaner, samt Randvad, der et samarbejde med Jacob Holm Krogsøe. Senest har han skrevet fagbogen Skrækvisioner; en bog om gyserlitteraturens udvikling i 1900-tallet, der udkommer på Syddansk Universitetsforlag. Martin Wangsgaard Jürgensen er nomineret for Randvad.
Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet ni romaner samt libretto til horroroperaen “Orkestergraven” til Den Fynske Opera. Hun debuterede i år 2000 med den prisbelønnede middelalderroman “Salernos sol” og har modtaget flere arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Hun har før været nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse med romanen “Glasborgen”. Hendes aktuelt nominerede roman LUCIE fra 2018 er en eksistentiel roman om en udødelige kvinde, der er forbandet af hunger efter levende menneskekød.
Panelet vil blive modereret af journalist og forfatter Stephania Caruana, som sidder i juryen for Årets Danske Horrorudgivelse.
Arrangementet er gratis og der kan bestilles billetter via empirebio.dk