Teddy Vork vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2023 for novellesamlingen “Ubuden”, der er udgivet på forlaget 2 Feet Entertainment.
Siden 2012 er prisen for Årets Danske Horrorudgivelse blevet uddelt af en uafhængig jury. I år bestod juryen af Torben Bille, ansvarshavende redaktør på Kulturkapellet; Kathrine Dyrkilde, bibliotekar og medarrangør af Skrækfest; Stig W. Jørgensen, oversætter og konsulent; Michael Kamp, prisvindende forfatter og Mette Sejrbo, forfatter og forlægger på forlaget Falkenborg.
Juryens motivation:
Det er tredje gang, at Teddy Vork vinder Årets Danske Horrorudgivelse, og det er ikke et tilfælde. ”Ubuden” er en stærkt skrevet novellesamling, der både leger med novellernes form og indhold, men også samtidig har det til fælles, at de reelt er uhyggelige og ubehagelige.
Novellerne tager det familiære og dagligdagen og gør dem pludseligt skræmmende. I hver novelle formår Vork at fremmale en snigende uhygge, som kryber helt ind på læseren. Fælles for novellerne er, at de er både stilsikre, overraskende og ikke mindst velskrevne.
Vork formår at mestre at blande det ægte gys og dansk hverdagsrealisme med fine psykologiske detaljer. Titlen ”Ubuden” rummer i den grad essensen af alle historierne, som scorer højt på horrorskalaen, fordi de er så uhyggelige.
Forfatteren har et imponerende greb om sproget, der griber læseren og trækker denne helt ind i historien, hvor Vork fører os igennem det ene mere skræmmende scenarie efter det andet. Der bliver eksperimenteret med stilen og forskellige tilgange til horrorgenren – og det fungerer! Som læser overraskes man hver gang, at man læser en ny novelle – og hver gang får man straks lyst til at læse videre.