Dette nyhedsbrevs portræt er selvfølgelig ingen ringere end Lars Ahn, vinder af Årets Danske Horrorudgivelse 2017.
Nogle børn får at vide, at de kom med storken. Lars Ahn ankom til Danmark med et Air France-fly en juli-aften i 1973 som adoptivbarn fra Sydkorea. Han var fire måneder gammel.
Han voksede op i Hedehusene, formentlig den eneste by i landet der gennemskæres af en motorvej.
Som barn kunne han alle sangene med Johnny Reimar og Smølferne.
Han fik sit første traume, da han som otteårig læste tegneserieudgaven af Alien – den 8. passager og kom til ’chestbuster’-scenen.
I folkeskolen chokerede han engang sin dansklærer ved at aflevere en varulvehistorie som fristil.
Han præsterede at blive matematisk student, selv om han hverken havde matematik, fysik eller kemi i 3.g. Han kan stadig ikke forklare, hvordan det kunne lade sig gøre.
Verden ifølge Garp af John Irving gav ham lyst til at blive forfatter. Til hans forsvar skal det siges, at han var ung og naiv.
Hans hovedopgave på Journalisthøjskolen handlede om dansk horror og bestod blandt andet af to portrætartikler om forfatterne Steen Langstrup og Hanna Lützen.
Han har været ansat på Dagbladet Roskilde siden 1998 og skrev de første år så mange artikler, at der hverken var tid eller energi til fiktion (omend der nok findes dem, som vil påstå, at der ikke var den store forskel).
Først i 2007 fik han lyst til at skrive fiktion igen, efter han var blevet redaktionssekretær og siden redaktionsleder på samme avis. Siden har han haft noveller med i over tyve antologier og har udgivet to novellesamlinger, Månebase Rødhætte (2012) og Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (2017).
Han har desuden vundet Niels Klim-prisen for bedste danske science fiction-novelle to gange samt Fantastiks novellekonkurrence ligeledes to gange.
Fra 2012-2017 var han med til at arrangere den årlige festival Fantasticon, men har i år valgt at holde pause.
Hans tre yndlingsfilm er Blade Runner, Stjernekrigen og De syv Samuraier, men Aliens er den film, han har set suverænt flest gange (12-15 gange).
Blandt horrorfilm er favoritterne Ondskabens øjne, Spøgeriet på Hill House (The Haunting, 1963) og Chok (Repulsion).
Han er typen, der kan finde på at lytte til kommentarsporet på DVD’er og Blu-ray.
Hans yndlingsforfattere er Iain M. Banks, Caitlín R. Kiernan og Neil Gaiman.
Top 3-romaner, der har skræmt ham: Dyrekirkegården af Stephen King, Kalis sang af Dan Simmons og The Drowning Girl af Caitlín R. Kiernan.
Han tilhører en minoritet i det litterære miljø: Forfattere der interesserer sig for sport. Han spillede fodbold i 12 år, men stoppede, inden han nåede seniorrækkerne, hvor hans manglende talent rent faktisk ville få konsekvenser.
Han er venstrehåndet, men skriver og holder sit bestik med højre hånd, fordi han som barn åbenbart var så autoritetstro, at han ikke rettede de voksne i deres fejlagtige antagelse.
Han har aldrig lært at binde snørebånd på den “almindelige” måde, men bruger i stedet “snydemetoden” med de to løkker.
Han er en af dem, der drikker hvid te. Det er blevet bemærket.
Læs mere på hans hjemmeside larsahn.dk
”Der er ingen her, der ikke ved, at du vågner op til dine egne skrig næsten hver nat. Det er bare en kutter, Noah, så stor er den heller ikke. Der er ret lydt. Alle hører de skrig.”
