Jeg blev spurgt, om ikke jeg ville skrive en lille reportage til DHS’ nyhedsbrev om udgivelsen af min roman “Lucie”. Og naturligvis ville jeg det.
“Lucie” havde været undervejs længe. Faktisk begyndte jeg på romanen allerede i 2012, og da jeg endelig afleverede det færdige manuskript til Politikens Forlag i sommeren 2017, vidste jeg, at det var den mærkeligste bog, jeg nogensinde havde skrevet. At den var syret og genrebrydende, at jeg sprogligt havde eksperimenteret mere end nogensinde før. Og at præmissen for fortællingen lød fuldstændig sindssyg: En kvinde der ikke kan dø, og som for tusind år siden steg fuldvoksen op fra Trondhjemsfjorden. En kvinde i hvis årer der løber rent vand i stedet for blod, og som lider af en hunger efter levende menneskekød. Og som ryger opium. Og tager svampe.
Det var også, vidste jeg, en roman, hvor jeg havde meget på hjerte og store ambitioner. Midt i mylderet af bizarre indfald med nordiske guder og talende fugle, en parallelverden, og et dyk ned gennem menneskehedens historie gennem de sidste tusind år, ville jeg kredse om store emner som dødelighed, tro og rationalitet.
Jeg var derfor naturligvis meget anspændt op mod udgivelsen. Hvordan ville verden tage imod så sært et værk, der samtidig var gennemsyret af horrorelementer?
Nu er jeg så priviligeret at udkomme på et stort forlag med mange ressourcer, og i samarbejde med forlaget gjorde vi et stort forarbejde for at få “Lucie” ud over rampen allerede inden udgivelsen. Det lykkedes, med de rette formuleringer til forskellige medier – hver enkelt henvendelse fintunet til netop det pågældende medie – endte det med adskillige interviews, der gav mulighed for at fortælle om ambitionerne med “Lucie”.
Men presseomtale er jo ikke ensbetydende med, at bogen vil få gode anmeldelser.
Her vil jeg gerne indskyde et par ord om anmeldelser i al almindelighed: Tag dem aldrig seriøst, og tag det aldrig personligt. Anmeldelser skrives alene for at sælge aviser – ikke for forfatterens, litteraturens eller læsernes skyld. Tænk på anmeldelser alene som eksponering, og klip det ud som er positivt citerbart. Det har taget mig mange år at nå fra den erkendelse intellektuelt til også følelsesmæssigt at tage det roligt og betragte anmelderiet kynisk. Men tænk på, hvor mange elendige anmeldere, der er. Som ikke kan læse. Som refererer faktuelt forkert og som sidder fast i forældede litteratursyn.
Det vigtigste er, at man selv ved, at man har skrevet en god bog. Og det vidste jeg med “Lucie”. Men derfor ville det være løgn at sige, at jeg ikke var anspændt, da bogen endelig den 9. februar skulle frigives til verden.
Det skete med en reception hos Køge Bog & Ide, og det var herligt at involvere den lokale boghandler, som fik solgt en del eksemplarer, og som bød på bobler og chokolade. Efter Bog & Ide tog vi så en mindre flok på en tyve stykker tilbage til Vallø Slot, hvor jeg bor. Her festede vi hårdt videre, og til sidst ramte jeg muren og kollapsede.
Dagen efter myldrede det ind med gode anmeldelser; min intuition havde været rigtig: Der bliver sat pris på litterære ambitioner og det anderledes. Også selv om det er horror. Vov at være ambitiøs, skriv løs, og vær tro mod dig selv. Når man selv ved, at man har skrevet en god bog, er der ikke noget at være bange for.
Besøg Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside
Portræt af Anne-Marie Vedsø Olesen
Hvad er ”Randvads hemmelighed”?
