Så har de to redaktører af sword & sorcery-antologien Mørke guders templer nået til en afgørelse af, hvilke historier der kommer med i samlingen.
“Caels øje” af Helle Jakobsen
En fortælling om en besat helt, ligesom Gardner Fox skrev dem, men med nogle mindre entydige køn. Hvad mener vi med dét? Vent og se! Helle Jakobsen vil nogle kende fra Lige Under Overfladen 7.
“Den grå guds tempel” af Flemming Rasch
Skrevet som et mysterium, hvor klassiske stereotyper er vendt på hovedet, til enhver feminists største frygt eller fryd. Flemming Rasch er bl.a. kendt fra sine forlag Ny Science Fiction og Langdyssen.
“Den røde prins” af Lars Kramhøft
En klassisk heroic fantasy-historie, hvor helten er en lejesoldat, men med et twist af en slutning. Lars Kramhøft er nok mest kendt for den grumme tegneserie Made Flesh, som han har lavet sammen med Tom Kristensen.
“Den yderste dag” af Thomas Hverring
Det syretrip man får, når en forfatter beskriver én lang kamp ved verdens ende! Thomas Hverring, er kendt fra spilmiljøet med TableTopTactics.
“Dødedagene” af Bjarke S. Larsen
Trækker udover fantasy- også på western-genren, hvor flere personer spilles ud mod hinanden i en grum verden, hvor alle er sig selv nærmest. Bjarke S. Larsen er alumne på dette forlag!
“En sang om vand” af A. Silvestri
Et spændende eksperiment udi en fortælling helt uden dialog. Forfatteren er A. Silvestri, som har fået udgivet flere bøger på Valeta og Hexameter.
“Huset” af Jonas Schnor
Et eksperiment i at fortælle sword & sorcery med dialog i stedet for action. Jonas Schnor er også forfatter til skuespillet Et Sted Mellem Anden og Tredje.
“Karzul – Stjernekoglerens forbandelse” af Kristoffer Jacob Andersen
Noget så sjældent som en humoristisk novelle der ikke er en parodi. Kristoffer Jacob Andersen er også blevet udgivet på Kandor og Gyldendal.
“Menneskejagt” af Martin W. Jürgensen
Kan bedst beskrives som et mordmysterium sat i en fantasy-verden. Martin W. Jürgensen har tidligere skrevet flere scenarier til den prestigiøse rollespilscon Fastaval. I 2014 får Jürgensen udgivet sin eksperimenterende roman Åndemagerne på H. Harksen Productions.
“Mørke guders templer” af Christina Ebbesen
Er hvad der sker, når en dyster high fantasy-verden møder sword & sorcery på slagmarken. Christina Ebbesen har skrevet Mødet med en troldmand, om kristendom i Harry Potter-universet.
“Vandrerens dagbog” af Michael Dyst
En digter der har gjort sig bemærket på oplæsningssteder som Talerummet og Underskoven.
“Oprørere” af Rasmus Wichmann
En fortælling sat i romersk tid. Rasmus Wichmann er historiker, og skriver også antologiens udførlige forord, på baggrund af flere års virke som udskældt og kontroversiel anmelder.
Læs mere på H. Harksen Productions