Lars_Ahn_PedersenHjemmeside

Horrorudgivelser:

Telefon fra afdøde i PIX (2013)
Donation i Vampyr (2013)
Blomstervanding i Dystre Danmark 2, (2011)
Langt ude i skoven i Velkommen til dybet (2011)
Mordene på Katrina i Dystre Danmark (2009)

Nogle børn får at vide, at de kom med storken. Mine forældre fortalte, at jeg ankom med et Air France-fly en juli-aften i 1973. Forklaringen er, at jeg er født i Seoul, Sydkorea og kom til Danmark som adoptivbarn, da jeg var fire måneder gammel.

Resten af min opvækst fandt sted i Hedehusene, hvor jeg gik i skole. Jeg har altid været lidt af en læsehest og har fået at vide, at en af mine første billedbøger handlede om et spøgelse ved navn Horatio. Det forklarer måske min senere fascination af det fantastiske og makabre, selv om jeg som lille var let at skræmme. For eksempel havde jeg mere end svært ved at se Emil fra Lønneberg, fordi jeg var bange for Emils sure far!

Som barn slugte jeg tegneserier på stribe, og derefter gik jeg på strandhugst i mine forældres bogsamling, der primært bestod af spændingsromaner – da jeg var 12, var min yndlingsforfatter Desmond Bagley… Jeg kastede mig også over Star Wars-sagaen, Tolkien og Stephen King, og på et eller andet tidspunkt slog det mig, at jeg kunne begynde at lave mine egne fortællinger. I forvejen klarede jeg mig bedst i de skriftlige fag i skolen, og jeg elskede, når vi havde fristil. Eksempelvis afleverede jeg en gang en varulve-historie, som min dansklærer vist ikke rigtig kunne finde ud af, hvordan hun skulle forholde sig til. I dag er mine favoritforfattere Iain M. Banks, Caitlin R. Kiernan, Neil Gaiman og James Patrick Kelly.

Jeg blev student fra Høje-Taastrup Amtsgymnasium i 1991 og brugte derefter et par år på at arbejde som postbud og gå på højskole (Støvring Højskole 1992), mens jeg tog mig sammen til at søge ind på Danmarks Journalisthøjskole. Det lykkedes mig at blive optaget i 1993, og fire år senere kunne jeg kalde mig journalist. Jeg har været ansat på Dagbladet Roskilde siden 1998. De første mange år arbejdede jeg som skrivende på Roskilde-redaktionen, indtil jeg i 2004 skiftede over til at blive redigerende. I 2009 blev jeg udnævnt til redaktionsleder som del af et tre-mands lederteam på redaktionen.

Jeg bor i Roskilde og er medlem af foreningerne Uden Cola, Koreaklubben, Fantastik og Science Fiction Cirklen. Desuden er jeg medlem af en rockklub, som primært består af tidligere og nuværende medarbejdere på mit gamle praktiksted og første arbejdsplads som journalist, Vejle Amts Folkeblad.  Vi mødes et par gange om året og dyster i en rimeligt hardcore-nørdet rockquiz, ligesom vi kårer Årets Plade. Endelig er vi faste gæster på Roskilde Festival, som jeg har været på hvert år siden 1994. Ironisk nok ventede jeg med at tage på Roskilde, indtil jeg var flyttet til Århus for at læse på DJH, selv om jeg er vokset op få kilometer fra festivalpladsen. Det hjælper selvfølgelig, at jeg ikke skal betale for billetten, fordi jeg dækker festivalen for mit arbejde, og at jeg slipper for at overnatte i støvet/mudderet sammen med alle andre, fordi jeg kan tage hjem og sove.

Ud over musik (Muse, Suede, PJ Harvey, Björk, Bat for Lashes og mange, mange flere) og skønlitteratur i den fantastiske genre interesserer jeg mig for film (Top 5: Blade RunnerStar Wars IV: A New Hope, De syv samuraier, Alien og Aliens) og fodbold. Jeg har en to år yngre lillesøster og to søde niecer.

Her er mit professionelle cv.

Jeg har også en profil på Facebook.

(Originalartikel fra Larsahn.dk)

Morten_CarlsenHjemmeside

Horrorudgivelser:

Ozheelah’s Lake i Urban Cthulhu: Nightmare Cities, 2012
Dybt nede i Grufulde mørke: Nye Cthulhu Mythos noveller, 2012
Røg i Dystre Danmark 2 (2011)
Howard Charlestons forvandling i Lyden af vanvid : nye Cthulhu Mythos noveller (2010)

Født i 1980. Bor i Randers. Uddannet bibliotekar. Har skrevet noveller siden 2000 med hovedvægt på de fantastiske genrer, primært horror, men dog også med enkelte udflugter udi realismen. De første gyserhistorier blev skrevet helt tilbage i 11-års alderen på en gammel, blå Royal-skrivemaskine, der var en af hans kæreste ejendele.

(Uddrag fra portrættet i “Dystre Danmark 2”, H. Harksen Productions, 2011)

Martin_Schjonning

Horrorudgivelser:

Deroute, 2015 (nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse)
De fattige blandt mennesker
 i Vampyr, 2013
Præludium i Pix, 2013
Rotter – Fem korte historier, web-udgivelse (læs den her)
Mennesket, novelle, web-udgivelse (læs den her)
Anonymt bidrag i Velkommen til dybet, 2011
Ismånens rædsler (Himmelskibet, 2011)

Det var en tidlig morgen, i den værste isvinter jeg kan huske. Min mor fik bakset vores lille japanske bil op fra indkørslen og ud på den smalle asfalterede vej der førte op til Slagelse Landevej. Allerede få meter efter begyndte bilen at skride ud. Min mor forsøgte ihærdet at rette den op, men vi landede alligevel i grøften, lige før T-krydset. Vi kom ikke i skole den dag. Alle var uskadt og vi vraltede tilbage til huset gennem høje snedriver. Vi ringede til Falck, der forbløffende nok havde tid til at at komme og trække bilen fri. Et kvarter efter lød der et brag oppe fra T-krydset. En kæmpestor lastbil havde kilet sig ned i grøften, nøjagtigt der hvor vores bil havde været …

Deroute2015Det er en af de historier jeg ynder at fortælle. Tænk hvis vi ikke havde boet under 100 meter væk. Så var min søster og jeg nok blevet siddende i bilen mens min mor gik efter hjælp. Lastbilen sad så godt fast at Antvorskov Kaserne måtte sende en PMV ud for at trække den op. Alle mennesker består af summen af deres oplevelser, og eftersom denne sum bliver større for hvert minut man lever, virker det nærmest omsonst at skrive en biografi. Så i stedet vil jeg skrive en delsum, som den ser ud, i mit 31. leveår:

Jeg er uddannet litterat og arbejder freelance som forlagsredaktør. Jeg elsker bøger på et nærmest obsessivt niveau. Jeg læser alt hvad jeg kan få fingre i af klassikere, men mine største interesser er inden for erotik, weird tales, horror og science fiction. Jeg har en særlig affinitet for bøger (og tegneserier, film, serier, etc.) der omhandler jordens og/eller menneskehedens undergang.

Jeg skriver en masse. Min fiktion bevæger sig i overnævnte genrer, med få udstikkere til fantasy, hvis jeg selv synes det er originalt nok. Derudover er jeg ivrig skribent på bloggen Apokalyptisk, hvor jeg omtaler og anmelder apokalyptisk lecture og filmkunst. Her skriver jeg også artikler om genren.

Jeg har tidligere arbejdet som skribent for diverse små og store magasiner, jeg har anmeldt musik, og haft min egen mad-blog for Magasinet Mad. Mine øvrige interesser strækker sig over musik, rollespil, teater, madlavning, vin, historie og kunst.

Jeg har en søn der ser ud til at blive mindst lige så splittergal som sin far.

Jeg sidder på min kærestes fremlejede kollegieværelse. På væggen hænger et kort over vandreruter i Kroatien, som den egentlige lejer har ladet hænge. Ved siden af mig står to store kongas-trommer. På bordet ligger der nyligt ankomne billetter til verdens største heavy metal-festival, en stabel paperbacks og et målebånd af papir som jeg snuppede i Bauhaus. Jeg kan se Amager Fælled ud af vinduet, og bag den knejser Amagerværkets tre skorstene. Det har lige tordnet og lynet, så metroen brød sammen og et hus i nærheden brød i brand. Jeg sætter det sidste punktum i en delsum.

(Originalartikel fra Martin Schjönnings hjemmeside)
Photo Credit: Sissela Ørnholt Johansson

Interview i Gentofte Lokalavis

Anmeldelser:

Deroute – Eibes Bogblog
Deroute – Himmelskibet.dk
Deroute
– Gyseren.dk
Undergang – Litteratursiden.dk
Varulv – Bogblogger.dk
Varulv – Himmelskibet.dk
Vampyr – Bogblogger.dk
Vampyr – Gyseren.dk

 

 

Thomas_StromholtHjemmeside

Horrorudgivelser:
Den lede ting (Fra Skyggerne, 2007)
Dragens ånde (Himmelskibet, 2007)
Dr. Seidelins metode (Himmelskibet, 2007)
Bibliotheca Phantasiae (Himmelskibet, 2008)
I de dybe, mørke skove (Dystre Danmark, 2009)
Vanviddets rand (Himmelskibet, 2010)
Lyngmanden – af en geologs optegnelser fra heden (Lyden af vanvid, 2010)
De underjordiske (2010)
Jeg fremsætter en erklæring (Velkommen til dybet, 2011)
Architect eyes (Urban Cthulhu: Nightmare Cities, 2012)
Flimmer (Pix, 2013)

Født 1974

Thomas Strømsholt er forfatter af gotisk horror og weird fiction. Siden 2005 er hans noveller og vignetter blevet optaget i en række magasiner og antologier, både danske og udenlandske. I 2010 udkom DE UNDERJORDISKE (H. Harksen), en samling af gotiske fortællinger og sære historier, hvorom Weekendavisens anmelder skrev, at de var “ualmindeligt stærke og vellykkede.” Thomas Strømsholt har IKKE en profil på Facebook (he’s funny that way), men han har en hjemmeside, hvor den nysgerrige læser kan holde sig à jour med Strømsholts seneste udgivelser og endda læse nogle gratis historier.

(Originalartiklen er bragt på Danskehorrorfans.dk)

Nikolaj_HoejbergHjemmeside
Forlag
Facebook / Twitter

Horrorudgivelser:
Vandringer i mørke (2009)
Lejlighed 42 – og andre mørke fortællinger (2010)
Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør (2013)

Født 2. august 1973 i Århus. Dimiterede som geolog fra Århus Universitet i 2001, men har aldrig arbejdet som sådan. Har til gengæld arbejdet som opvasker, husassistent, portør,  cykelsbud, avocadoplukker, ukrudtsbekæmper, fabriksarbejder, rådgivende ingeniør og miljøleder. Tjener p.t. til dagen og vejen som projektleder i Naturstyrelsen og forlægger på Forlaget Kandor.

En gang om måneden drager jeg til Nebelheim øst for Aalborg for at dræbe ondskab. Beskyttet af ringbrynje, brystpanser og tårnskjold jagter jeg orker, zombier og mutanter gennem skove og sumpe. Det hænder at jeg falder i kamp, men indtil nu har lysets tjenere genoplivet mig igen så jeg kan forsætte med at se det onde i øjnene.

Ud over liverollespil spiller jeg Dungeons & Dragons i rollespilsforeningen TRoA, hvor en håndfuld spillere kæmper sig gennem min horrorfantasy verden, Kandor. Jeg tumler med planerne om at skrive en serie om de dødes kamp om Kandor, men indtil nu er jeg kun halvvejs gennem første bind ud af ni. Så der er et stykke vej endnu før den første bog rammer gaden.

Forfatterkarrieren begyndte i 1992 med et kærligt forsøg på at skrive en dansk udgave af Stephen Kings Det Onde. Missionen mislykkedes, men resulterede heldigivs i en uudslukkelig lyst til at skrive 24/7/365. Debuterede i 2004 med romanen, Snestormen på det nu hedengangne eForlaget. Bogen solgte ét eksemplar. Til undertegnedes mor. Så taler vi ikke mere om det.

Efter misseren med Snestormen gik der lang tid før lysten til at skrive til andet end skuffen atter meldte sig, faktisk skal man frem til 2008 før et nyt manuskript blev sendt til et forlag. Dette resulterede i en antagelse, og siden da har undertegnede bidraget til 14 antologier / magasiner samt udgivet to novellesamlinger.

Jeg elsker horrorgenren, men kan ikke forklare præcist hvorfor. Måske fordi at i horror behøver man ikke lægge restriktioner på sin fantasi, hverken som læser eller forfatter. Alt kan ske. Og alt bør ske.

Horror for mig er når det man forstår som en almindelig hverdag pludselig bryder sammen uden at man få en forklaring på hvorfor. Så fylder man nemlig sit hoved med sine egne tolkninger af HVORFOR og de tolkninger er ofte besjælet med tilværelsens indre dæmoner.

I 2010 etablerede jeg Forlaget KANDOR. Bevæggrunden var, at jeg synes, der gøres alt for lidt for de fantastiske genrer i Danmark, specielt horror. På sigt håber jeg på at være med til at berige det danske fantasylandskab med en mangfoldighed af titler, frem for som det er nu, hvor der kun udgives ganske få dansk skrevet titler fordi forlagene vil være sikre på store salgstal.

(Originalartiklen er bragt på Danskehorrorfans.dk samt på forfatterens blog)

1 2 45 46 47 48 49 50 51 52 53 56 57