Thomas SchwerdtfegerSom medlem af Dansk Horror Selskab stikker jeg lidt ud. Jeg er hverken forfatter eller illustrator, jeg betegner mere mig selv som kreatør. Jeg skaber og igangsætter.

Mit navn er Thomas Schwerdtfeger og jeg er 38 år. Netop flyttet på landet fra mit elskede Nørrebro. Jeg har taget min kone og 2 små drenge med, for vi skal på eventyr i skovene. Der skal samles inspiration til de næste projekter, ledes efter trolde og fanges genfærd. For uhyggen og fantasien har altid været en stor del af mit liv.

Inspirationen bruges som tatovør, hvor jeg laver sort og dystert arbejde: Black Magic Tattoos. Det er et fantastisk arbejde, hvor jeg får lov til at tegne og være kreativt tænkende. Jeg har dog et lille problem – jeg bliver nødt til at lave noget andet. Jeg kan ikke holde mig fast på det samme job, uanset hvor spændende det end måtte være. Så jeg bruger også mine evner andre steder.

Jeg underviser på Statens Scenekunstskole, hvor jeg er konsulent og bistår de unge med deres prøver. Jeg har små kurser med modellering, støbning, realisering og rekvisitfremstilling. Og sjovt nok ender det altid med at vi bygger et monsterhoved, en scene fra Klokkeren fra Notre Dame, en full size gargoyle eller andet horror-relateret.

I min gamle butik har jeg også haft værksted, hvor jeg klargjorde kulisser og rekvisitter, patinerede kostumer til Zombiecrawl – Danmarks største pubcrawl for zombier, som jeg har arrangeret i 10 år – og afholdte det første event til KBH Læser for DHS.

Jeg har sidenhen flyttet butik til Vesterbro og bruger nu kun lokalerne til tattoo studio – og har selvfølgelig, som altid, plads til KBH Læser og vores lille fine selskab.

Jeg glæder mig til at lægge lokaler til endnu engang, og er fuldt engageret i fremmelse af uhyggen!

Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenJeg blev spurgt, om ikke jeg ville skrive en lille reportage til DHS’ nyhedsbrev om udgivelsen af min roman “Lucie”. Og naturligvis ville jeg det.

“Lucie” havde været undervejs længe. Faktisk begyndte jeg på romanen allerede i 2012, og da jeg endelig afleverede det færdige manuskript til Politikens Forlag i sommeren 2017, vidste jeg, at det var den mærkeligste bog, jeg nogensinde havde skrevet. At den var syret og genrebrydende, at jeg sprogligt havde eksperimenteret mere end nogensinde før. Og at præmissen for fortællingen lød fuldstændig sindssyg: En kvinde der ikke kan dø, og som for tusind år siden steg fuldvoksen op fra Trondhjemsfjorden. En kvinde i hvis årer der løber rent vand i stedet for blod, og som lider af en hunger efter levende menneskekød. Og som ryger opium. Og tager svampe.

Det var også, vidste jeg, en roman, hvor jeg havde meget på hjerte og store ambitioner. Midt i mylderet af bizarre indfald med nordiske guder og talende fugle, en parallelverden, og et dyk ned gennem menneskehedens historie gennem de sidste tusind år, ville jeg kredse om store emner som dødelighed, tro og rationalitet.

Jeg var derfor naturligvis meget anspændt op mod udgivelsen. Hvordan ville verden tage imod så sært et værk, der samtidig var gennemsyret af horrorelementer?

Nu er jeg så priviligeret at udkomme på et stort forlag med mange ressourcer, og i samarbejde med forlaget gjorde vi et stort forarbejde for at få “Lucie” ud over rampen allerede inden udgivelsen. Det lykkedes, med de rette formuleringer til forskellige medier – hver enkelt henvendelse fintunet til netop det pågældende medie – endte det med adskillige interviews, der gav mulighed for at fortælle om ambitionerne med “Lucie”.

Men presseomtale er jo ikke ensbetydende med, at bogen vil få gode anmeldelser.

Her vil jeg gerne indskyde et par ord om anmeldelser i al almindelighed: Tag dem aldrig seriøst, og tag det aldrig personligt. Anmeldelser skrives alene for at sælge aviser – ikke for forfatterens, litteraturens eller læsernes skyld. Tænk på anmeldelser alene som eksponering, og klip det ud som er positivt citerbart. Det har taget mig mange år at nå fra den erkendelse intellektuelt til også følelsesmæssigt at tage det roligt og betragte anmelderiet kynisk. Men tænk på, hvor mange elendige anmeldere, der er. Som ikke kan læse. Som refererer faktuelt forkert og som sidder fast i forældede litteratursyn.

Det vigtigste er, at man selv ved, at man har skrevet en god bog. Og det vidste jeg med “Lucie”. Men derfor ville det være løgn at sige, at jeg ikke var anspændt, da bogen endelig den 9. februar skulle frigives til verden.

Det skete med en reception hos Køge Bog & Ide, og det var herligt at involvere den lokale boghandler, som fik solgt en del eksemplarer, og som bød på bobler og chokolade. Efter Bog & Ide tog vi så en mindre flok på en tyve stykker tilbage til Vallø Slot, hvor jeg bor. Her festede vi hårdt videre, og til sidst ramte jeg muren og kollapsede.

Dagen efter myldrede det ind med gode anmeldelser; min intuition havde været rigtig: Der bliver sat pris på litterære ambitioner og det anderledes. Også selv om det er horror. Vov at være ambitiøs, skriv løs, og vær tro mod dig selv. Når man selv ved, at man har skrevet en god bog, er der ikke noget at være bange for.

Besøg Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside

Portræt af Anne-Marie Vedsø Olesen

Søen af Henriette Rostrup og Michael Schiøler TingsgårdSøen er det eneste sted, hvor man kan gemme sig for det brutale og nidkære vagtmandskab, der i Henriette Rostrup og Michael Schiøler Tingsgårds dystopiske graphic novel er sat til at opretholde forbud mod løsgængeri.

Vi følger en unavngiven person, der med sin følgesvend er på evig flugt i bydelen Nørrebro i et fremtidigt København, hvor ”gravhundestore rotter piler hen over mudderet, gnaver i resterne af søens sidste fisk.”

Læs mere på forlagets hjemmeside

Produktdetaljer:

Udgivelsesdato: 22-02-2018
ISBN13: 9788771760781
Sidetal: 85
Forlag: Fahrenheit

Bjarne Dalsgaard Svendsen (1959-2017)af Mathias Clasen

I november 2017 mistede vi en af vores bedste horrorforfattere, Bjarne Dalsgaard Svendsen. Bjarne døde pludseligt, kun 58 år gammel, og blev bisat i Frederikskirken i Højbjerg.

Bjarne debuterede med science fiction-romanen “Rejsen til det ukendte” i 1993 og ernærede sig som forfatter og oversætter. Han udgav frem til sin død en række romaner og noveller.

Ikke alt hvad Bjarne skrev var horror, men han vendte gennem sin karriere igen og igen tilbage til genren, blandt andet med romanerne “Øksens magt” (1994), “Slottet: En spøgelseshistorie” (1996), “Khi-ritualet” (2002) og “Hvorfor skriger paven?” (2011).

Bjarne så horrorgenren som et unikt medie for afsøgninger af tilværelsens og menneskesindets mørk afkroge. Som han sagde til mig i et interview: ”At være horrorforfatter er for mig at beskæftige sig indgående med angsten som såvel et civilisationsfænomen som et menneskeligt grundvilkår. Essensen i en horrorroman er at konfrontere læseren med dennes angst – og måske derved tilvejebringe en katarsisk opløsning af den, hvilket for mig er det samme som en erkendelse af den.”

Horror var altså for Bjarne ikke alene en værdig og værdifuld genre, det var en nødvendig genre. Og selvom de fleste af Bjarnes horrorfortællinger var rettet mod børn og unge, kan og bør de læses af alle.

Bjarne havde et omfattende genrekendskab, som han arbejdede begavet med i sine bøger, og han havde altid noget på hjerte. Han kunne skabe spændende, medrivende fortællinger, men han ville mere end at underholde sin læser. Selv når han i sine fortællinger beskrev den mest modbydelige ondskab – metafysisk og/eller menneskelig – mistede han ikke blik for alt det smukke og værdifulde i tilværelsen. Og så havde han en stærk tro på litteraturens værdi. Han elskede gode bøger. Som han sagde: ”Gode bøger kan ændre ens liv i en grad, så kun kærligheden kan være mere radikal – dårlige bøger kan være udmærkede, dersom man har et bord, der vipper.”

Bjarnes bøger gjorde mig klogere på tilværelsen og på genren. Jeg håber at de får et langt liv, for selvom Bjarne nu er væk, kan han stadig inspirere og mane til refleksion gennem sit vidunderlige (og skrækindjagende) forfatterskab.

Læs også portrættet af Bjarne Dalgaard Svendsen på Forfatterweb

Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenHun er tusind år gammel. Hun er nordisk kannibal. Hun er umættelig.

Lucie kan ikke dø. Om sig selv ved hun kun, at hun for tusind år siden steg fuldvoksen op af Trondhjemsfjorden, at der i hendes årer flyder vand i stedet for blod, og at hun med jævne mellemrum overmandes af en hunger efter levende menneskekød.

Under en heavy metal-festival i København møder hun den tidligere børsmægler Casper og tager ham med til en københavnsk opiumshule. Her får hun i en fælles rus endelig adgang til en flig af sin egen fortid og mærker de åndelignende væsner, der vil forhindre hende i at lære sin egen historie at kende. Især da Casper og hans nærmeste ven, religionshistorikeren Martin, inviterer hende på pilgrimsvandring til Trondhjem, bliver ånderne urolige.

Under vandringen op gennem Norge begynder eventyrlige ting at ske. Nordiske guder dukker op, talende fugle advarer om ragnarok, og de mystiske ånder afslører deres sande natur. Samtidig kan Lucie ikke modstå sin sult efter menneskekød og efterlader sig et spor af dødsfald i de smukke norske landskaber. Da de endelig ankommer til Trondhjem, er det med politiet i hælene.

Lucie er en spændingsfyldt roman om nordiske myter og kristendom, om identitet, tro og rationalitet fra en forfatter, der er blevet sammenlignet med både Stephen King, Anne Rice og Umberto Eco.

Om produktet:

Udgivelsesdato: 09. februar 2018
Forlag: Politikens Forlag
Sideantal: 352
ISBN: 9788740036466

1 2 3 4 5 6 7 8 9 44 45