Dansk Horror Selskab

20. februar 2013, Author: Jette Holst, Skriv en kommentar

Anne-Marie Vedsø Olesen

Anne-Marie Vedsø Olesen er født i 1962. Hun er uddannet læge ved Københavns Universitet i 1993, men har altid haft en kunstner boende inde i sig. Som barn skrev hun en del, ofte til forargelse for både forældre og lærere, for der var mord og uhygge overalt. Det var dog først, da hun blev skilt fra sin første mand, og i den forbindelse fik set grundigt på sit liv, at hun fandt modet til at blive skabende kunstner.

Anne-Marie debuterede som forfatter i 2000 med ”Salernos sol”, der vandt 2. prisen i Gyldendals og Det Kongelige Biblioteks middelalderkonkurrence. Privat bor hun sammen med litteraturredaktør Jakob Levinsen.

I starten af sit forfatterskab blev Anne-Marie af pressen kaldt for Danmarks svar på Anne Rice, en sammenligning hun er mere glad for, end når nogen putter mærkatet fantasy på hendes bøger. ”Det er ikke fantasy, fordi mine bøger foregår i et nutidigt univers. Mit forlag Gyldendal siger, at det ikke ligner noget andet og derfor er svært at sætte genre-betegnelse på. Selv har jeg det bedst med til nød at kalde mine bøger for det brede begreb spændingsromaner.” (Kristeligt Dagblad, 2007)

Anne-Marie sammenligner det at skrive med at dirigere musik, og hendes bøger har da også altid en tråd til musikken. ”Jeg er ikke dirigent, men at skrive er som at dirigere musik. Denne følen efter udtrykket, hele tiden frem og tilbage, hente følelsen, fil til, slib teksten, indtil den rammer præcis det, man har inde i sige og gerne vil udtrykke. Men der er alligevel en forskel – alt skal komme inde fra mig selv, skal opstå og hentes dér. Jeg skal skabe værket.” (Kristeligt Dagblad, 2007)

For Anne-Marie er det ikke muligt at skabe uden at brænde. ”Der er masser af kedelig praktik og arbejde i for eksempel at skrive, men jeg skriver på lidenskaben og dens længsler. Jeg skriver med en vis mængde patos, som skal komme indefra, ellers klinger det falsk.” (Nordjysk Stiftstidende 2012)

Netop brugen af patos er kendetegnende for Anne-Maries fortællinger, og det adskilte hende fra hovedparten af den litteratur, der udkom i 90’erne og begyndelsen af 00’erne, hvor ironien var i højsædet. I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Anne-Marie:

”Jeg mener faktisk, at ironien og minimalismen, der har præget litteraturen i en periode, vil blive en parentes i litteraturhistorien. Man kan også se, at det magiske og fantastiske er begyndt at vende tilbage, efter det har været bandlyst nogle år. Og de store forfattere har brugt patos siden oldtiden, og det tror jeg også, at de vil i fremtiden. Læserne har jo også brug for at spejle deres livskriser i en litteratur, der tager den slags følelser alvorligt.”

Det er dog vigtigt, at det føles ægte, når man skriver, fortsætter hun: ”Så snart man skriver med ironi eller distance til de store følelser, vil det også komme til at føles falsk. Men så længe man kan mærke, at det føles ægte, når man skriver, vil det også opleves ægte, når man læser det. Man skal selv være i den lidelse eller glæde, man vil formidle, ellers går det galt og bliver patetisk i ordets negative forstand. Oprindelig var det danske ord patetisk jo ikke negativt ladet. Det betød blot fuld af følelser. Men i dag må man nok skelne mellem at skrive med patos og at skrive grinagtigt følelsesladet. Men det tror jeg, at man undgår, hvis blot man tør tro på det, man skriver.”

Djævlens kvint

I 2002 udkom ”Djævlens kvint”, som er den første bog i trilogien ”Gudestorm” om den ægyptiske kaosgud Seths genkomst i vor tid. ”Djævlens kvint” er en medrivende okkult gyser, hvor ægyptisk mytologi, Mozarts Tryllefløjte, frimurernes hemmelige ritualer og livet i nutiden blandes sammen til et helstøbt hele.

Den urgamle ægyptiske gud Seth genfødes i nutidens København. Med en livsgrådighed hinsides godt og ondt kaster han sig ud i livet trækkende et spor af ødelæggelse efter sig. Samtidig sidder den unge musikstuderende Gabriel og analyserer en nyopdukket arie til Mozarts Tryllefløjten. Gradvist afsløres et forunderligt netværk af sammengænge, fra Tryllefløjtens elskende par, Tamino og Pamina, over gudeparret Osiris og Isis, til Gabriel og barndomsveninden Heloise, der til sidst begge – for at redde sig selv – må rejse til Ægypten og sætte livet på spil i et forsøg på at mane Seths vilde kræfter i jorden.

I lektørudtalelsen kalder Karsten Just bogen for: ”En underholdende, og sprænglærd roman, der fordrer noget af sin læser, men også giver en masse. En roman, hvor Vedsø Olesen blander fiktion og fakta til en spændende cocktail, og hvor hun formår at få det vinterkolde København og det solsvedne Cairo til at udgøre en perfekt baggrundskulisse for begivenhederne, og de personer der er indfanget i skæbnespillet.”

Mere blandede var avisernes anmeldelser. Jakob Levinsen skrev i Berlingske Tidende: ”Vi er nærmest et sted midt imellem amerikaneren Anne Rice’s vampyr- og mumiegysere, blot med væsentligt mindre sex, og danskeren Michael Larsens videnskabs-thrillere, blot med væsentligt mindre action. Det er den afsluttende hoveddel, der så godt som fuldstændig er ovre i den ægyptiske gudeverden, der er den mest stemningsmæssigt overbevisende, og det er et spørgsmål om ikke hele historien med fordel kunne have udspillet sig der.”

Mere positiv var Lars Ole Sauerberg fra Jyllandsposten: ” For læseren gælder det om at give afkald på sin mistro og lade sig fange ind på historiens egne præmisser. Gør man ikke det, er det næppe muligt at holde opmærksomheden fangen af en rigeligt kulørt fortælling og en videnskabelig argumentation, der næppe holder vand, hvor besnærende den end i læsningens øjeblik måtte forekomme.”

Flensborg Avis var ligeledes begejstrede og skrev: ”Gad vide, om Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet nogle gamle besværgelser ind i “Djævlens kvint”? Bogen er nemlig af den sjældne slags, der på magisk vis synes at trække læseren videre side for side og ikke er til at slippe, før den er læst til ende.” Mens Weekendavisen kaldte den for ”en spændingsroman ud over det sædvanlige”, og Fyns Stiftstidende slutter af med ordene: ”I indviklede slyngninger væves den ægyptiske mytologi ind i en nutidig historie om kærlighed, jalousi og dræbende lidenskaber. Yderligere smykkes denne farverige vævning med diverse henvisninger til bl.a. oldtidshistorie, teologi, filosofi, okkultisme og musikhistorie og musikteori og med sindrige mønstre hentet i Mozarts “Tryllefløjten”. Jeg ved såmænd ikke, om der en dybere mening i det overdådige opbud af viden, men det er under alle omstændigheder underholdende. Anne-Marie Vedsø Olesen har før sin embedseksamen som læge studeret bl. a. matematik, datalogi, arkæologi og græsk mytologi. I “Djævelens kvint” benytter hun sig med flid af sin mangfoldige viden og beviser desuden, at hun kan endnu en ting – nemlig skrive flot og medrivende.”

Tredje Ikaros

To år efter udgav Anne-Marie bind to i trilogien ”Gudestorm”, ”Tredje Ikaros”.

Den urgamle ægyptiske kaosgud Seth, vi mødte i første bind, lever et ekstravagant og udsvævende liv i nutidens London. Her møder han den unge kunstnerspire Victoria, som han indleder et lidenskabeligt forhold til. Victoria er optaget skildringen af alt, der har med vinger at gøre – Fugl Føniks, sejrsgudinden Nike og, ikke mindst, Ikarosmyten. Seth beslutter sig for at gøre Victoria til en berømt kunstner. En dag bliver Seth af en af Victorias småkriminelle venner tilbudt at købe et maleri af Brueghel. Motivet er den faldne Ikaros, som man hidtil kun har kendt i to versioner fra Brueghels hånd, men nu er en tredje version dukket op, og Seth og Victoria beslutter sig for at rejse til Napoli for at købe maleriet. Men den hemmelige organisation Trismegistoen har også fået nys om det mystiske maleri og er på pletten den nat, da maleriet skal overdrages til sin nye ejer. Samtidig på et landsted uden for London går parret Gabriel og Heloise og venter deres barn. Da det en nat bliver født under en frygtelig storm, som Seth har sat i værk, er Heloise ikke længere i tvivl: Barnet er en inkarnation af guden Horus – den gud, der som den eneste kan frelse verden fra Seths amokløb.

Endnu engang var bibliotekernes lektørudtalelse positiv og kaldte bogen for: ”En underholdende, velskrevet okkult gyser, hvor Vedsø Olesen bruger løs af den ægyptiske mytologi, og indsætter den i nutiden og blander fakta og fiktion. Enten lader man sig indfange i denne sære verden, hvor guder vandrer på jorden, eller også mener man at det er noget pjat, men Vedsø Olesen skriver så godt, at man må overgive sig, og lade sig indfange i dette skæbnespil.”

Mens aviserne var mere forbeholdne. Information skrev: ”Vedsø Olesen omgås det mytologiske og kulturhistoriske stof med velbevandret dannelse. Romanen er en herlig intellektuel gådefortælling, hvor man på bedste trivial persuit-manér kan sidde og gætte med på de rigtige gudenavne. Men kærlighedshistorien og det thrilleragtige plot har ikke formatet til at bære den kulturhistoriske ballast, som forfatteren lag på lag belæsser den med. Vedsø Olesen vil gerne sige en masse med sine paralleller mellem ægyptisk og græsk mytologi og mellem det menneskelige og det guddommelige. Hun vil gerne sige noget om livet og døden, mørket og lyset, det mandlige og det kvindelige, kaos og orden, om kunsten og om kunstnerisk inspiration og forløsning. Det store stof fortrænger den gode persontegning. Vedsø Olesen skriver pompøst og med finurlige kvaliteter, men hun når aldrig rigtig ind under englehuden på disse menneskeguder. I hvert fald ikke nok til, at man mærker dem som substantielle og troværdige karakterer.”

Jyllandsposten var dog mere positiv, og kalder Anne-Marie for Danmarks svar på Anne Rice: ”Anne-Marie Vedsø Olesen skriver fantasy, og det gør hun godt, denne gang bedre end i forgængeren. Eventuelle klassiske filologer og oldævls-lærere blandt læserne vil værdsætte hendes velinformerede udredninger af ægyptisk-græsk-romerske relationer i det mytologiske. Anne-Marie Vedsø Olesen er Danmarks svar på amerikanske Anne Rice med vampyr-fortællingerne. Man suspenderer gerne sin mistro, mens man hepper på Seth vel vidende, at han egentlig bør tabe. Men de gode, dydsmønstrene, har jo aldrig helt samme underholdningsværdi.”

Ligeså positiv var Thomas Harder på Politiken. ”Tredje Ikaros er en herlig roman fuld af spænding og drama og stor romantisk kærlighed fortalt på en baggrund af interessant og eksotisk specialviden. Det er også en roman, hvor der tænkes ambitiøst og stimulerende over livet og døden og religionen, og ikke mindst er det en uhyre velskreven roman. Anne-Marie Vedsø Olesens meget kontrollerede, ofte nærmest formelle sprog kontrasterer elegant med de voldsomheder, som det sætter i scene, og hun har en fin sans for stemningsfulde og historiemættede steder. De fortælletekniske problemer, som nødvendigvis må opstå, når man vælger at have en gud som hovedperson, er løst meget overbevisende, og der er megen god komik i den meget dagligdags og jordnære måde, hvorpå Seth forholder sig til gudeverdenens praktiske problemer og sin irriterende familie.”

I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Anne-Marie, at hun er ”forbenet ateist”, men at hun i virkeligheden gerne ville kunne tro. Som ateist har hun til gengæld en stor interesse for religion, og den dyrker hun i romanerne om Seth. ”Jeg har det fint med, at interessen for den religiøse dimension er vendt tilbage for fuld kraft. Det er på høje tid, vi har længe haft brug for en åndelig vækkelse, nu sker det så, men jeg synes desværre de religiøse strømninger, vi ser, er stærkt overfladiske og populistiske, de mangler dybde. Ikke alene de nyreligiøse bevægelser – også mennesker med et folkekirkeligt tilhørsforhold forholder sig til etik og moral, som om det er noget, man kan købe i et supermarked.”

Om Seth fortsætter hun i interviewet: ”For mig er Seth sindbillede på den livsglæde, jeg selv tror på. Livsglæden og den begejstring, som jeg synes vi mangler nu om dage. Livsglæde findes mest rendyrket i sansernes verden, i erotikkens og i den kulturelle nydelses verden, operaer, musik. Selvfølgelig er der også grænser for den udfoldelse. Sker det hæmningsløst og egoistisk, som vi ind imellem ser det hos Seth, kan det få uhyggelige konsekvenser. Men jeg synes, man kan sige, at vi i vores samfund har fortrængt den æstetiske dimension til fordel for den etiske, og det er en stor skam. For der findes så megen glæde og skønhed i æstetikken.”

Gudernes tusmørke

I 2007 udkom sidste bind i trilogien ”Gudestorm”, ”Gudernes tusmørke”.

Denne gang er kaosguden Seth flyttet til Tyskland, hvor han lever sit vilde og udsvævende liv. På en borg ved Rhinen dyrker han alle de sanselige glæder, hans lånte menneskeskikkelse kan give ham. En dag inviterer han den berømte dirigent Martin Seeber til at bo på sin borg, mens dirigenten forbereder en opsætning af Wagners opera Parsifal. Skjult fra verdens blikke finder Martin Seeber hos Seth et fristed, hvor han for første gang i sit liv kan udleve sine inderste, mest hemmelige drifter, og han kaster sig ud i en voldsom affære med den smukke Sophie. Men premieren på Parsifal nærmer sig. Samtidig på et engelsk herresæde samles det lærde broderskab Trismegistoen for at gøre en ende på Seths hærgen. Blandt dem er den genfødte gud Horus, der som den eneste kan tage kampen op mod kaosgudens voksende magt. Den ældgamle ægyptiske myte om opgøret mellem orden og kaos må gennemspilles på ny, og den intetanende Martin Seeber og kvinden han begærer mere end noget andet, hvirvles ind i en guddommelig malstrøm af begivenheder, der kulminerer under premieren på den legendariske Parsifal.

Bibliotekernes lektørudtalelse var denne gang lidt mere afdæmpet, men kaldte dog romanen for ”… en farverig og underholdende roman i den lettere ende.”

Til gengæld var aviserne mere positive. Jyllandsposten roser romanen for at være en præstation af internationalt format: ”At ville kalde Vedsø Olesens trilogi magisk realisme ville være en underdrivelse. Det er rendyrket fantasy, der vil skræmme den læser, der trives bedst med socialrealisme, langt væk. Men selv om man ofte under læsningen er fristet til at tjekke forfatterens påstande, så blandes det hele sammen til en overbevisende historie med en bemærkelsesværdig sammenvævning af både handling, ord og musik i Wagners Parsifal med en stadig mere intensiveret handling. Både som tekst, der forholder sig begavet både strukturelt og tematisk til musik, og som en konsekvent gennemtænkt fantasy er Gudernes tusmørke både en meget tilfredsstillende afslutning på en usædvanlig trilogi og også en litterær præstation af internationalt format.”

Mens Politiken skriver: ”Anne-Marie Vedsø Olesen præsterer endnu en gang det anselige kunststykke at få det hele til at give mening, at gøre det interessant og underholdende og at få sine personer til at leve – nogle mere end andre, og Seth mest af alle. Seth har humor og glædes ved at glæde andre, men rummer naturligvis også en chokerende farlighed og hensynsløshed, når det gælder om at få stillet sit begær. Han har en guddommelig sans for selviscenesættelse og taler med netop den blanding af deklamerende højtidelighed, nøgternhed og grovhed, som passer til hans væsen. Men også med en lavmælt blidhed, som udtrykker en voksende erkendelse af den svaghed, som hans identifikation med de elskede mennesker udgør, og som i sidste ende bliver hans undergang. Man vil savne hans rungende latter.”

Titlen ”Gudernes tusmørke” er en direkte henvisning til den tyske titel på ”Ragnarok”: ”Götterdämmerung”, og allerede i ”Djævlens kvint” møder vi nogle temaer fra Wagners operaer.

Helt fra barnsben har Anne-Marie haft interessen for operaer i almindelighed og Wagners i særdeleshed. ”Allerede som barn var jeg voldsomt optaget af klassisk musik og rendte i Det Kongelige Teater hele tiden. Og da jeg boede på kollegium, havde jeg en decideret Siegfried-periode, hvilket var lige ved at drive mine overboer til vanvid.”

I et interview i Jyllandsposten fortæller Anne-Marie, at det var via episoder i sit eget kærlighedsliv, at hun fandt sin personlige nøgle til ”Parsifal”, som spiller en stor rolle i ”Gudernes tusmørke”.

”Jeg var gået i stå i skriveprocessen og på det tidspunkt var mit eks-ægteskab præget af utroskab og et besættende begær. Hos den partner, jeg involverede mig med, så jeg den samme type begær – og også stor lidelse. Han arbejdede oven i købet med Wagner selv, og løbende blev Wagners opera-cyklus ”Ringen” sat op på Operaen i København. Der var stort fokus på Wagner lige dér, og pludselig fik jeg hul på min roman ved hjælp af ”Parsifal”… For mig lå historien lige for: Det gik op for mig, at temaet i Parsifal er identisk med min egen oplevelse af lidelsen og begæret, som jeg på det tidspunkt ikke kunne finde ud af at håndtere modent. Jeg brugte alt det stof om lidelse og begær, som havde hobet sig op inde i mig på det personlige plan, og koblede det på ”Parsifal”-historien, og fik det på den måde ud. Det var en vild skriveproces.”

Romanen endte med at koste to ægteskaber, Anne-Maries eget og manden i bogens, da flere efterfølgende godt kunne gennemskue, hvem der havde stået model til ham.

Orkestergraven

I perioden mellem ”Gudernes tusmørke” og den næste roman ”Glasborgen” fandt Anne-Marie tid til at bidrage med to noveller til to forskellige antologier.

I forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poes fødselsdag udgav forlaget 2 Feet Entertainment i samarbejde med Horsens Bibliotek en novellesamling, der indeholdt fire gendigtninger af kendte Poe noveller. Anmelder Mette Strømfeldt stod for udvælgelsen af novellerne, som blev gendigtet, og skrev desuden med et informativt forord til samlingen ”Poe – 4 makabre hyldester”.

Anne-Maries bidrag byggede på Poe-novellen ”Hjertet der sladrede”, og handler om en dirigent i operahuset, der bliver så fascineret af sin hovedrolleindehaver, at han ikke kan holde til det mere. Til sidst slår han hende ihjel, men selvfølgelig lader hun ham alligevel ikke i fred.

Antologien modtog generelt fine anmeldelser, bl.a. skrev Politikens Bo Tao Michaëlis: ”Det er der kommet en net lille gysersag ud af, og man må sige, at ingen er gået død, og alle er gået til biddet med egen inspiration og løsagtighed. Mest tæt på mesteren selv synes jeg A.M. Vedsø Olesen er med ‘Orkestergraven’, en snildt depraveret, erotisk betændt sag drejet over Hjertet der sladrede.”

Siden er novellen blevet til en opera, som også blev rost af anmelderne.

“Bo Gunges musik er både moderne opera-, film- og musical-agtig. Og med det mener jeg, at den har kant, er ørevenlig i stil med Puccini, at den ofte danser let, ejer masser af medrivende puls, og at den evner at skabe præcis stemning i historien. En historie, der i øvrigt slet ikke er tosset, Anne-Marie Vedsø Olesens libretto rummer både de store følelser og det hverdagsagtige, der må være over en sådan historie, hvis vi skal tro på den. Og begge dele forløses glimrende af de to hovedpersoner, både vokalt og scenisk.” (Jyllands-Posten)

Glasborgen

”Glasborgen” er Anne-Maries femte roman, og den udkom i 2012. Romanen er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.

Historien er inspireret af Béla Bartóks opera ” Hertug Blåskægs borg” fra 1911, men henlagt til den nye opera på Holmen. Operaen bliver rammen for den lidenskabelige affære mellem operasangerinden Judith og komponisten og dirigenten Rolf.

Operasangeren Judith er blevet tilbudt sit livs rolle som Isabella i Rolf Bergströms opera af samme navn. Egentlig skal hun synge på andet-holdet, men da stjernen Magdalena Fantini kort efter prøvernes start dør, overtager Judith hele forestillingen. Det er starten på en fantastisk tid fyldt med musik og sex, for det varer ikke længe førend Rolf og Judith får et forhold. Den eneste slange i paradiset er Rolfs faste støtte, Vilgot, som Judith føler sig utryg i nærheden af. Men Rolf er overbevist om, at de to nok skal finde hinanden, hvis blot Judith vil give Vilgot en chance. Hvad Rolf ikke fortæller er, at han har en pagt med Vilgot, som sikrer ham kunstnerisk succes, men Vilgot er også et ondt væsen, der lever i det grønne vand.

Lektørudtalelsen er inde på, at Anne-Marie igen udfordrer genrebegreberne, og mener at: ”Man skal være til fantasi og de store sproglige armbevægelser, og så er denne gotiske operagyser en god oplevelse.”

Avisanmeldelserne var igen blandede. Den udefinerbare genre gjorde, at Fyns Stiftstidende ikke var så begejstret: ”Glasborgen holder sig imidlertid ikke til en realistisk fortælle-stil, kredsende omkring kald og kærlighed. Den kører hen ad vejen helt op i en moderne symbolsk skæbnefortælling, der på romantisk vis inddrager elementerne – især vandet – som handlende kraft. For til slut at nærme sig Fantasy-genren, hvor alt kan ske. Operaen får i hvert fald et splintrende grundskud. Denne sammenblanding af genrer slører handlingen og gør selve meningen med romanen utydelig. Hvad vil forfatteren: Forskruet kvinderoman? Psykologisk parforholdsroman? Dæmonisk kunstnerroman? Eller rent folkeeventyr, hvor de underjordiske har magten? I hvert fald har vi her at gøre med et fortælleeksperiment, der inddrager det hele.”

Politikens anmeldelse er heller ikke ubetinget positiv. Her er der dog ingen modstand mod genrehybriden som kaldes forfriskende: ”Glasborgen er nærmest som en gotisk gyserroman med vandet som bærende uhyggeelement. Moderne og sært gammeldags på samme tid. Sproget er højstemt, dvælende og beskrivende, og især i romanens første halvdel fylder de semipoetiske sprogmalerier for meget, især fordi de prangende beskrivelser og den sproglige dramatik står i kontrast til den manglende ydre dramatik. Det kommer til at virke skingert og unaturligt … Vedsø Olesen skriver i en sært anakronistisk, poetisk storladen stil, men hun har sans for detaljerne – således er det godt set, at operahuset med sit gitterværk minder om et akvarium eller om den slags små glaskugler med snevejr indeni. Og det er dette indre kunstneriske stormvejr, hun sætter ord på i Glasborgen. Det gør hun godt, når først det sproglige og handlingsmæssige smelter helt sammen.”

Information kalder ”Glasborgen” for mere en tegneserie end en roman, og fortsætter: ”Nu er det måske for meget forlangt, at en knaldroman ligefrem skulle være en sproglig nydelse, men så kunne man i det mindste have håbet på lidt pirring i plottets rytme og komposition – noget suspense, noget dvælen, noget temposkift, noget pludselighed, noget drive. Men nej. Selv den eneste sexscene bliver mere afliring end lir.”

Nordjyske Stiftstidende har dog ingen forbehold og kalder ”Glasborgen” for ”sylespids som forfatterindens stiletter”. Ligeså begejstret er Midtjyllandsavis, som anbefaler at man glemmer alt om hverdagsrealisme og hengiver sig til et magisk univers.

Også Helsingør Dagblad glæder sig over romanen, som kaldes: ”et dystert psykologisk gyserdrama om passion, dæmoner og ondskab. Genremæssigt er den svær at definere, men handlingen befinder sig i en verden mellem det virkelige og det overnaturlige, hvor alle ofrer, hvad de kan for selv at komme frem i det altopslugende rampelys.” Mens Alt for damerne kalder Anne-Marie for Danmarks svar på Stephen King og skriver: ”Uanset om man holder af det overnaturlige eller ej, må man overgive sig til Danmarks svar på Stephen King og hendes sans for gys og gru.”

Et af temaerne i ”Glasborgen” er den etiske diskussion af, hvor langt man må gå for sin kunst. I et interview i Weekendavisen fortæller Anne-Marie:

”Egentlig tror jeg ikke, at man kan skabe kunst uden omkostninger. Wagner havde f.eks. en stormfuld affære med en ny kvinde, hver gang han skrev en opera, selvom han allerede var gift. Affæren skulle inspirere ham, men når han var færdig med operaen blev elskerinden smidt ud til fordel for en ny.” Og i ”Glasborgen” bliver denne idé konkretiseret med komponisten Rolf, som skriver geniale operaer ved at tortere sine elskerinder, optage deres skrig på bånd og herudfra komponere sin storslåede musik.

I modsætning til sine tidligere romaner lader Anne-Marie dog denne gang sin kvindelige hovedperson overleve. ”Da jeg gik i gang med Glasborgen, troede jeg, at Judith skulle gå til grunde ligesom kvinderne i mine tidligere bøger. Men efterhånden som jeg ændrede mig, ændrede historien sig også. Gu’ skulle hun da ej! Jeg blev træt af at se kvinden som offer. Hvad skal man bruge det til? I stedet er Glasborgen blevet en befrielseshistorie, der beskriver Judiths modningsproces hen imod at definere sin egen stemme frem for kun at synge efter noder, som andre har skrevet. I det øjeblik hun finder sin stemme, kan hun splintre alle de fængsler, der har været bygget op omkring hende.”

At Judith overlever hænger bl.a. sammen med, at det denne gang tog Anne-Marie fem år at skrive sin historie. I den periode skete der en masse i hendes privatliv, bl.a. fik hun en voldsom kærlighedsaffære på afstand, så hun fik en ny vinkel på den, og fandt roen og lykken i sig selv i stedet.

Anne-Maries fortællinger er kendetegnet ved de store følelser, musikken og blandingen af genrerne. Det har ført til blandede anmeldelser i aviserne, men også til en stor læserskare.

Udvalgt bibliografi:

Glasborgen / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2012
Gudernes tusmørke / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2007
Tredje Ikaros / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2004
Djævelens kvint / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2002

Noveller:

Brangænes medicin / Anne-Marie Vedsø Olesen i ”Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter” FADL, 2009
Orkestergraven / Anne-Marie Vedsø Olesen i “Poe – 4 makabre hyldester” 2FeetEntertainment, 2009

Orkestergraven : novelle & libretto / Anne-Marie Vedsø Olesen. – ebog. – Mxrket, 2 Feet Entertainment, 2012

Læs mere:

Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside: http://amvo.wordpress.com

Fem timers begær og smerte (Jyllands-Posten 08.12.2012)
At ride med kaosguden (Nordisk Stiftstidende 14.07.2012)
Vil du se mit smukke hjerte (Kristeligt Dagblad 14.04.2012)
Hvor langt skal man gå for kunsten? (Alt for damerne 06.03.2012)
Magi til morgenmad (Nordjyske Stiftstidende 29.02.2012)
Et kunstnerisk stormvejr (Helsingør Dagblad 18.02.2012)
Glem alt om hverdagsrealisme -og bliv underholdt (Midtjyllands Avis 17.02.2012)
Kunstens kvælertag (Fyens Stiftstidende 05.02.2012)
Det mørke vands musik (Politiken 04.02.2012)
At skrige sig fri af glasfængslet (Information 03.02.2012)
Pæne piger bliver ikke stjerner (Weekendavisen 03.02.2012)
Når dramaet kommer tæt på (Jyllands-Posten 29.01.2012)
Ringen der sluttede ringen (Politiken 01.11.2007)
Seth og Wagner (Jyllands-Posten 04.10.2007)
Dirigent i et magisk univers (Kristeligt Dagblad 03.05.2007)
Bask Bask (Information 21.10.2004)
Roman: Guden er løs (Politiken 20.08.2004)
Thriller: Danmarks svar på Anne Rice (Jyllands-posten 19.08.2004)
Frihedens vinger kan ikke smelte (Kristeligt Dagblad 19.08.2004)
Spændings-roman: Okkult spænding (Jyllands-Posten 15.02.2002)
Osiris, O guder, O gypten (Berlingske Tidende 06.02.2002)

Foto: Morten Holtum

(Artikel af Jette S. F. Holst – oprindelig bragt på Gyseren.dk)

17. februar 2013, Author: Jette Holst, Skriv en kommentar

Ny jury skal uddele prisen

De fem jurymedlemmer som i år sidder med den hårde tjans at udvælge årets danske horrorudgivelse er:

Janus B. Andersen
Janus B. Andersen arbejder som bibliotekar på Horsens Bibliotek. Herudover står han bag samt bidrager til en lang række hjemmesider og blogs om de fantastiske genrer, bl.a. Den Elektriske Kanin, Horrorsiden, Fanzine.dk og Fortællingen. Han har også været redaktør på Science Fiction Cirklens medlemsblad Novum gennem flere år samt bidraget med artikler til bl.a. tidsskriftet Himmelskibet og samlingen “Kosmos og Katastrofer“. Til krimimessen i Horsens giver han en kort status på horroråret 2012 lørdag kl. 15.40.

Søren Staal Balslev
Søren Staal Balslev er kulturjournalist og kritiker med fokus på mediestrømninger og populærkultur, herunder særligt amerikansk tv-kultur. Søren er mag.art. i litteraturvidenskab (Syddansk Universitet) og ph.d. med en afhandling om apokalypsen i moderne amerikansk litteratur (Københavns Universitet). Han har arbejdet på CBS, RUC og KU og undervist i kommunikation, kulturjournalistik og litteratur. Søren har skrevet for Weekendavisen siden 2006 og bidraget til tidsskrifter som Kritik og Kosmorama.

Jette S. F. Holst
Jette Holst arbejder som bibliotekar på Horsens Bibliotek. Har siden 2004 stået bag hjemmesiden Gyseren.dk, som anmelder film og bøger indenfor horrorgenren samt udgiver baggrundsartikler om forfattere, instruktører og andre emner inden for horror som hun finder interessant. Til Krimimessen i Horsens interviewer Jette Christian Reslow om “Kimæren” lørdag kl. 14.25 samt er ordstyrer i debatten om dansk horror lige nu lørdag kl. 13.50, hvor Henrik S. Harksen og Anne-Marie Vedsø Olesen er gæster.

Steffen Larsen
Steffen Larsen anmelder børnelitteratur m.m. for Politiken. Medarbejder ved magasinet Børn & Bøger og holder desuden en lang række kurser og foredrag over hele landet, bl.a. er han fast mand på Introduktion til bogsæsonen med børne- og ungdomslitteratur og tegneserier. Steffens formelle uddannelsesforløb sluttede med en 1. del i historie ved Københavns Universitet. I mange år var han lærer ved indkaldeskolen for militærnægtere i Slagelse. Steffen har også været engageret i fagligt arbejde igennem Selskabet for børnelitteratur (Ibby-Danmark). Her har han især været med til at indstille forfattere og illustratorer til internationale udstillinger og priser. Foruden bidrag til antologier og tidsskrifter har Steffen skrevet to bøger under eget navn. De er begge kommet på forlaget Høst & Søn. “Vilde vej”’ fortæller om nyere danske ungdomsbogsforfattere. “Næsten” handler om fred og forsoning. Til Krimimessen i Horsens interviewer Steffen flere forfattere begge dage.

Rikke Schubart
Rikke Schubart er lektor på Syddansk Universitet. Hun arbejder på et forskningsprojekt støttet af FKK, “Hollywood’s Combat Zone” om den amerikanske krigsfilm efter 1991. Hendes seneste bog er “War Isn’t Hell, It’s Entertainment: Essays on Visual Media and the Representation of Conflict” (med D. White-Stanley, T. Thomas og F. Virchow, 2009, McFarland). Hun forsker i amerikansk film og har skrevet “Super Bitches and Action Babes: The Female Hero in Popular Cinema, 1970-2006” (2007, McFarland). Hun forsker desuden i gyserfilm – “Verdens 25 Bedste gyserfilm”, (Rosinante, 2001), “I lyst og død: Fra Frankenstein til splatterfilm” (Borgen, 1993) – og actionfilm – “Med vold og magt: Actionfilm fra Dirty Harry til The Matrix”, (Rosinante, 2002). Hun har redigeret antologier på engelsk og dansk, blandt andet “Femme Fatalities: Representations of Strong Women in the Media” (2004, Nordicom) med Anne Gjelsvik. Hun skriver også fiktion. Til Krimimessen holder Rikke et foredrag om Gysets farlige følelser lørdag kl. 14.50.

16. februar 2013, Author: Jette Holst, Skriv en kommentar

Kaos : 20 skitser af Anja Lykke Lindberg Christophersen

Kategorier: Bøger
Tags:: 2013, Anja Lykke LIndberg Christophersen, følelser, kaos, kærlighed, mord, psykopater, sex, smerte, vold

Beskrivelse:
Ordet kaos stammer fra det græske khaos, som blandt andet kan tolkes som afgrund. Der er den mentale afgrund, hvor man ikke kan komme hverken videre op eller, for den sags skyld, længere ned. Der er den fysiske afgrund, hvor alting – selv hjerteslagene – ophører. Og der er både indre og ydre kaos; der er forvirring, begær, afsky, kærlighed og et overtryk af andre følelser, som fører til afgrunden. Med sig i afgrunden tager man enten den følelsesmæssige smerte, som kun knuste hjerter forårsager eller det vanvid af pludselig og uoverskuelig glæde over kærlighedens væren. Sikkert er det, at kaos som afgrund og egoistisk kærlighed er lige så skræmmende at blive konfronteret med, som det er smukt.

Uddrag af bogen:
Da jeg vågner igen, er det ved at blive lyst. Det har aldrig rigtigt været mørkt. Jeg ligger med hovedet ind mod hans bryst og prøver at komme i tanker om en drøm fyldt med lilla mønstre og blod, men jeg kan ikke se den tydeligt. Ulven ligger på siden og aer mig på ryggen med sine slanke fingre. Han presser mig stille ind mod sin varme krop. Jeg holder vejret et par sekunder, mærker hans manddom mod min mave. Han er hård, næsten for hård. Jeg vender mit ansigt mod hans. Jeg er stadig usikker på øjenfarven, men jeg er sikker på ham. Jeg kan se den tålmodige vildskab i hans smil. Han har et rovdyrs tænder. Canis lupus.

Om forfatteren:
Anja Lykke Lindberg Christophersen (f. 1984) har en ikke færdiggjort uddannelse bag sig inden for nordisk sprog og litteratur. Hun droppede ud af universitetet for at arbejde fuld tid som sagsbehandler i Københavns Kommune. Anja kom i maj 2012 med sin første samlede udgivelse Til Clive og har før dette fået trykt enkelte digte hos Øverste Kirurgiske og Oplysningskontoret.

Læs mere på Forlaget Mellemgaards hjemmeside

Sideantal: 92
ISBN-13: 9788792975096
Indbinding: ePub
Udgivet: 16-02-2013

16. februar 2013, Author: Jette Holst, Skriv en kommentar

Christian Reslow

Kategorier: Forfatterportrætter
Tags:: Christian Reslow

Hjemmeside

Horrorudgivelser:

Vrangvendt (2013)
Verdens krig i Vampyr (2013)
Kimæren (2012)
Skræ(v) (Julenovelle til gratis download på julenovelle.dk 2012)
Micki 19.50 (2010)
Miraklets fald (2010)
Forskæreren ( e-bog, 2010)
Kaskader (. e-bog)
Vakuum (e-bog)
Svin (e-bog)
Firmus Anima i “Begyndelser” (2009)
Jack Jaws (Julenovelle til gratis download fra forfatterens hjemmeside 2009)

Christian Reslow blev født i 1985 i Skive. Han bor sammen med hustruen Jeanette i Midtjylland, og ved siden af skriveriet supplerer han økonomien med at sælge møbler.

Christian skrev sin første novelle som 11-årig og sin første roman som 13-årig, men det var først omkring 2009, at han begyndte at overveje at få sine skriverier udgivet. Da det nyopstartede forlag Valeta udskrev en novellekonkurrence sendte han novellen ”Firmus Anima” ind, og den kom med i antologien ”Begyndelser”. Cirka samtidig havde Christian sendt en roman til et andet forlag, og da de afslog, forsøgte han i stedet hos Valeta. Det blev dog til en udgivelse af science fantasy thrilleren “Miraklets fald”, som udkom i 2010.

Når Christian skriver kan hans arbejdsproces deles i to stadier. Først skriver han råmanuskriptet, og her sidder han alene. Han bruger sin hustru som sparringspartner, hvis han går i stå, men som oftest føles skriveriet som en form for rus, og arbejdet med ”Miraklets fald” beskriver han således: ”Da jeg skrev ”Miraklets Fald”, følte jeg det meste af tiden, at jeg løb fem hundrede meter bagefter handlingen – i sandaler – og forsøgte at skrive, mens jeg løb. Det var skidesjovt!”

I andet stadie af skriveprocessen printer Christian manuskriptet ud og læser det. Herefter skriver han det igennem igen og lader sin hustru læse den rettede version. Når hun er kommet med sine forslag, retter Christian manuskriptet til endnu en gang, før det sendes ud til tre beta-læsere, og først når deres kritik er blevet overvejet og indarbejdet, sender han manuskriptet til sin forlægger.

Christian skriver indenfor horror, science fiction og spænding, og allerhelst blander han flere genrer sammen. Om sin tiltrækning af de fantastiske genrer fortæller Christian, at han holder af dem, fordi de bryder med reglerne for, hvad man kan og ikke kan, hvad der er rigtigt eller forkert. De fantastiske genrer udfordrer læserens evne til at godtage en virkelighed, som man ikke kan se hver dag i ’God aften Danmark’.

” …Det er et velkendt faktum, at størstedelen af verdens befolkning foretrækker at opleve historier om ting, de ikke umiddelbart har mulighed for selv at opleve. Jeg er stor fortaler for de fantastiske fortællinger, værende sig i bøger, film eller tv-serier. Og jeg ved, at jeg ikke er alene… ‘Terminator 2’ solgte trods alt flere biograf billetter end ‘Mine aftener i Paradis’.

Miraklets fald

”Det eneste jeg havde på plads, da jeg påbegyndte historien, var én ide; Et barn stod på et klippeudspring med et reb om halsen. I den ene ende af rebet stod en kvinde (jeg tænkte på daværende tidspunkt, at kvinden muligvis var barnets mor) og i den anden ende var en urokkelig sten. Imellem kvinden og barnet stod en mand, med en kniv i hånden. Hvad der videre skulle ske, anede jeg ikke.” (Christian Reslow til Fantastiske Forfattere)

”Miraklets fald” foregår i to parallelle universer med kvinderne Anni og Nina som hovedpersoner. I vores verden bor Anni, som er uddannet sygeplejerske. Optændt af patriotisme meldte hun sig som feltlæge og var med i første bølge i Irak, men hændelserne gav hende ar på sjælen, og nu nyder hun hverdagen med sin mand, Harry. I den parallelle ørkenverden, der lokalt kaldes Helvede, lever Nina. Hun er rå som få, og i bogens start er hun på jagt efter en genstand, der skal skaffe hende væk. Det lykkedes hende, og pludselig befinder hun sig i vores verden, mens Anni ender på den stegende planet, hvor vand er som syre, og ingen kan stole på hinanden. Herfra fortæller Christian Reslow de to kvinders historie i krydsklip. Hvordan Anni kæmper for at finde en vej tilbage til vores verden, og hvordan Nina forsøger at undgå det samme. Hun vil hellere dø i vores verden end at vende tilbage til sin egen.

”Miraklets Fald” blev markedsført som en science fantasy thriller, og om den tredobbelte genrebetegnelse fortæller Christian til Fantastiske Forfattere: ”Jeg tænker aldrig selv på, hvilken genre jeg befinder mig i, når jeg skriver. Historien bliver til, ligegyldigt om den passer ind i en bestemt genres rammer eller ej, og for mit eget vedkommende betyder det ikke så meget. Jeg er dog ret forundret over, at den genrebetegnelse, som bogen i sidste ende fik, skulle være en kombination af tre af mine egne favoritter. Havde jeg fået sneget horror med, så var det helt perfekt.”

Generelt blev ”Miraklets Fald” godt modtaget af anmelderne. Bibliotekernes lektørudtalelse var hovedsagelig positiv og kaldte Christians debut for ”spændende på de rigtige steder” og anbefaler den, hvis man er til action, science fiction og splatter.

På Litteratursiden kaldte Arne Larsen den for en hæderlig debut, mens Metroxpress kaldte den for ”hæsblæsende sf-action”. Den Elektriske Kanin beskrev den som: “… en bemærkelsesværdigt helstøbt debut. Reslow har et godt greb om sine virkemidler, sproget flyder, og handlingen er flot sat sammen. Der er tale om en yderst læseværdig bog, hvis man trænger til noget spænding med overraskelser smidt ind – og et løfte om, at det er et forfatterskab, man bør holde øje med.”

Mere negativ var Cecilie Friis på Fyns Stiftstidende, som mente, at bogen var alt for voldsom: ”Hvis man kan lide makabre og blodige fortælling, kunne denne bog være noget for én. Men alt blodet og volden tager overhånd. Selv en hardcore fantasy/ krimi-læser, vil kunne ende med at sidde med en kvalm fornemmelse i munden”.

Micki 19.50

Den grafiske vold fortsætter i Christians næste roman ”Micki 19.50”, der startede sit liv som en digital føljeton-roman i 7 dele på Christians facebook-side. I oktober 2010 udkom den så i bogform, igen på forlaget Valeta.

Raquelle er gudesmuk, har en fantastisk sangstemme og har stor succes som den danske opfinder af popera. Hun har dog en lille hemmelighed, nemlig hendes tvilling Micki der lever som en svulst i hendes ene bryst. På en turné går det helt galt, da hun kort før koncerten besvimer, og da hun vågner igen, er både publikum og orkesteret forsvundet sammen med lyset og strømmen – og fornuften. Tilbage er Raquelle, dirigenten Georg og kameramanden Tonni, som sammen forsøger at finde hoved og hale på, hvad der er sket, og hvorfor de langsomt får det værre og værre.

”Micki 19.50” er en lille tætpakket roman på 135 sider, som lektørudtalelsen beskrev som ”… ladet med uhygge og spænding, gennemsyret af blod og vold og med en overraskende drejning af handlingen til slut.”

Hvor Christian lod ”Miraklets fald” tage udgangspunkt i USA, så har han denne gang flyttet handlingen til et teater i Nordsjælland. Denne forankring i Danmark er Jakob Krogsøe fra Planet Pulp rigtig begejstret for. Han skriver i sin anmeldelse, at en af hans kæpheste er at lade genrefortællinger foregå i Danmark, da de dels ellers risikerer at drukne i mængden af udenlandske udgivelser, og dels vil han som dansker gerne læse gysere, der foregår i Danmark frem for et tilfældigt sted i USA, idet det giver en hurtig vej til indlevelse via genkendelse, hvilket både kan ske gennem personer og steder. Krogsøe roser videre og kalder ”Micki 19.50” for ”en ferm gyser der ikke er politisk korrekt, og den er dejlig voldelig og grafisk.”

Ligeså begejstret er anmeldelsen på Skræk og Rædsel. ”MICKI 19.50 er lidt som en THE TWILIGHT ZONE episode på syre og den er virkelig underholdende. Og så lægges der ikke fingre imellem i det drabelige og blodige klimaks. MICKI 19.50 kan anbefales som uhyggelig godnat-læsning til alle, der holder af et godt lille gys, der udfordrer de små grå og får nakkehårene til at rejse sig.”

På Cautious.dk skriver Katja meget malende: ”Jeg ser aldrig gyserfilm, men at læse denne lille tumling af en gyserroman, var også ganske hårrejsende. Det ene øjeblik sidder man på kanten af sofaen og er ved at kyle bogen fra sig af skræk, det næste overvejer man at finde en balje, fordi de indre billeder der dukker frem, er så ulækre at aftensmaden truer med at vende tilbage.”

Og på Horrorsiden er begejstringen ligeså stor: “Micki 19:50” er ligesom at få fingrene i en god lavbudget gyser fra et independent filmselskab. Det kan godt være, at der ikke er råd til de voldsomme effekter, men til gengæld fortælles der med en næsten manisk fryd, og historien kører derudaf fra første færd. Det er muligt, at logikken nogle gange falder af i de hårde sving, men det er ærligt talt fuldstændigt ligegyldigt, for Reslow holder stramt om rettet, og han ved, hvor vi skal hen.”

Kimæren

Efter ”Micki 19.50” udgav Christian en række noveller, før ”Kimæren” udkom i december 2012 igen på forlaget Valeta. ”Kimæren” er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse, og denne gang har Christian rykket handlingen tilbage til USA, hvor også ”Miraklets fald” foregik.

Handlingen udspiller sig i den lille by Rowley, hvor noget er helt galt. To betjente bliver sendt ud til en lokal landmand, hvis kvæg er blevet parteret og dræbt på marken. Før de kommer så langt, bliver de dog involveret i en ulykke, hvor en alvorligt såret kvinde må bringes i sikkerhed. Samtidig rammer en række alarmkald centralen – alle fra Rowley. Nogen beretter om et vildt dyr, andre skriger bare på hjælp. Sherif Leis beslutter sig for at undersøge sagen nærmere med en gruppe betjente, før han sender bud efter kavaleriet. Men Rowley ligner en krigszone. Lig og kropsdele ligger spredt ud over hovedgaden, som er tom for levende væsener – undtagen ét – og det går hurtigt op for Leis og hans folk, at de langt fra er nok til at stoppe, hvad der foregår.

Som i sine to første romaner er ”Kimæren” fyldt med action, vold og bloddryppende detaljer. Christian skriver i et hæsblæsende tempo, som river læseren med sig fra første side. At fortællingen udspiller sig i USA virker i denne roman mere troværdigt, end hvis politiet i Horsens pludselig skulle rykke ud med masser af automatvåben, ligesom brugen af hæren og diverse lyssky afdelinger for terrorbekæmpelse også virker mere realistisk i et amerikansk setup.

Som i sine to første romaner er “Kimæren” kendetegnet ved de grafiske beskrivelser, et hæsblæsende tempo og uventede plot-drejninger. Christian beviser her, at han også mestrer den lange fortælling med flere plottråde og et stort persongalleri.

I skrivende stund er ”Kimæren” så nyudgivet, at der ikke er dukket mange anmeldelser op. Lektørudtalelsen kalder dog romanen for: “Drabeligt blodig hístorie, som målgruppen vil sætte tænderne i og fortære på genrens præmisser.” Og jeg er ikke i tvivl om, at Christian atter har leveret varen, og at ”Kimæren” lever fuldt op til alle forventninger.

Læs mere:

Christian Reslows hjemmeside
Danske Horror Fans
Fantastiske Forfattere
Den Elektriske Kanin
Wikipedia
Planet Pulp
Skræk og Rædsel
Cautious.dk
Horrorsiden.dk
Interview med Christian Reslow om ”Miraklets fald”
eBooks2Go
Forlaget Valeta
To dimensioner (Fyens Stiftstidende 01.04.2010)

(Artikel af Jette S. F. Holst – oprindelig bragt på Gyseren.dk)

12. februar 2013, Author: Jette Holst, Skriv en kommentar

Jonas Wilmann

Kategorier: Forfatterportrætter
Tags:: Jonas Wilmann

Hjemmeside

Horrorudgivelser:

THE END (2009)
Ia! Didrik-Svendsen i ”Lyden af vanvid” (2010)
Hullet (e-bog, 2011)
Mutagen (2011)
Smukke Anna (2011)
Sammenhold i ”Dystre Danmark 2” (2011)
Frygt-filerne (2012 – vinder af Årets Danske Horrorudgivelse)
Sorgens museum i Vampyr (2013)
Udkantshistorier (2013)

Jonas Wilmann er født i 1979. Han er gift med Anja og har sønnen Jack. Driver ved siden af forfattervirksomheden et lille rammefirma.

Allerede fra helt lille havde han en glubende appetit på gyserfilm, superhelte, fantasy og science fiction. Interessen for gyset udmøntede sig bl.a. i bloddryppende tegneserier og dansk-stile, som Jonas’ lærer konsekvent gav karakteren ’under-middel’, idet han altid fik mindst tre-fire ulækre mord med i de mest uskyldigt lydende emner.

Jonas var omkring 17 år gammel, da han skrev sin første kortroman, der handlede om helvedes opstandelse, men ingen forlag var interesserede i at udgive den. Jonas gav dog ikke op med skriveriet og fortsatte med en støt novelleproduktion som særligt kredsede om fantastikkens mest morbide sider.

THE END

Det var dog først i 2004, at han kastede sig ud i længere projekter og blev mere seriøs med skriverierne. Det førte til selvudgivelsen ”THE END” i 2009 – en postapokalyptiske splatter-roman skrevet på engelsk. Om den beslutning forklarer Jonas, at han skrev ”The End” på et tidspunkt, hvor han var godt træt af de danske forlag efter at have fået en lang række ubegrundede afslag på sine indsendte manuskripter. Planen var så at sende ”THE END” til amerikanske og engelske forlag, men her druknede manuskriptet i de mange andre. Jonas har overvejet at oversætte den, men er i tvivl om det er muligt at overføre den meget rå gade-lingo – til dansk.

”THE END” foregår godt 100 år efter at et nukleart holocaust har ændret livet på jorden, og nu sidder et præsteskab på magten. Hovedpersonen Zeke forelsker sig i en prostitueret, og da hun bliver bortført, starter Zekes kamp for at få hende tilbage.

Thomas Winther anmelder ”THE END” på Himmelskibet, og selvom han roser romanen for sine malende, billedskabende beskrivelser af kamp og apokalypse, så kalder han dog plottet for tyndt og er ikke så vild med, at den er skrevet på engelsk. Anmeldelsen slutter med denne opsummering: ”Jeg kan anbefale romanen hvis man virkelig savner tilstedeværelsen af muterede kannibaler i det man læser, hvis man kan bære over med de sproglige mangler og det papirtynde plot, og elsker splatter, vold og kulsorte slutninger. Inden for de præmisser leverer Jonas Wilmann en energisk og pletvis underholdende tegneserieagtig historie. Jeg håber til gengæld at han bliver ved med at skrive med den herlige energi og drive han beviser her; at han skifter engelsk ud med dansk; at han koncentrerer sig mere om plottet fremover og frem for alt: At han udviser en langt større originalitet i det han skriver. Det handler jo om at vise respekt for stoffet.”

Mutagen

I 2010 fik Jonas antaget en række noveller i antologier indenfor det fantastiske og sluttede året af med at skrive kontrakt med forlaget Valeta. Valeta udgav Jonas roman nummer to ”Mutagen” – endnu et postapokalyptisk udspil, og selvom her stadig er tale om en dyster og til tider voldsom historie, er den overvældende brug af splatter fra ”THE END” kogt meget ned. I stedet er her tale om en mere realistisk vold, hvilket gør bogen så meget desto mere skræmmende.

”Mutagen” fik en fin lektørudtalelse af Sanne Caft, som skrev: ”Et kunstigt steroidhormon til kvæg har smittet menneskeheden og gjort de smittede til voldelige genmuterede zombieagtige væsner, der flænser og dræber alt, de kommer i nærheden af. Et ungt ægtepar har overlevet isoleret i en kælder, da de reddes af en unionssoldat. Herfra udfolder forfatteren en historie om etik, overlevelsesinstinkt og samfundsnormer, der pisker rask af sted. Sprogligt kortfattet, fokuseret og effektivt uden mange udsving.”

Og generelt var anmeldelserne positive. Apokalyptisk kaldte romanen for: ”… fantastisk underholdende læsning, og måske det bedste danske bud på en post-apokalyptisk roman siden Dennis Jürgensen Kadavermarch.” Mens Den Elektriske Kanin anbefaler den ”… hvis man trænger til at få hjernen blæst godt igennem.” Planet Pulp kan kun finde på at klage over, at bogen er for kort og skriver i deres anmeldelse: ”Dyster og fremragende dansk postapokalyptisk roman, der både underholder og skræmmer. Det største problem er faktisk, at den ikke er lang nok!”

Den samme klage tilslutter Skræk & Rædsel sig: ”Jonas Wilmann skriver glimrende og håndterer uden problemer de mange tidsspring, der er i bogen. Tempoet er hæsblæsende og der er mange grumme scener undervejs. Romanen rundes af med tre små “noveller”, der giver historien lidt ekstra krydderi. Det er en sjov detalje, men det afslører også bogens reelle problem. Den er ganske enkelt for kort. Vi får ikke mere end 160 sider alt i alt og det er slet ikke nok til en så stor og dramatisk historie. Vi kommer ikke for alvor ind under huden på karaktererne.”

Om idéen til ”Mutagen” fortæller Jonas: ”Jeg ville gerne skabe en ny slags monstre; zombier, mutanter – og kom på ideen, at det i stedet for et giftudslip eller en virus (som det ofte er) kunne være noget, der allerede var i samfundet. En snigende, langsom, men komplet irreversibel udvikling, der lige pludselig med et brag blev synlig og lagde verden ned. Det var ud fra den målsætning, jeg fik trukket hele polemikken om hormonforstyrrende stoffer ind i det, og jeg kunne mærke, at det fungerede, fordi katastrofen spirede fra noget ægte, og noget som allerede florerer i samfundet lige nu.”

Jonas holder generelt meget af både dystopier og postapokalyptiske fortællinger. Førstnævnte fordi dystopien giver mulighed for at tage nogle små ildevarslende strømninger i nutidens samfund, rykke dem et stykke ud i fremtiden og sætte dem helt på spidsen, mens det postapokalyptiske lokker, fordi det er et minimalt samfund skåret ind til benet, hvor menneskets inderste karakteristika nemt kan folde sig ud – med andre ord et meget nøgent miljø, hvor menneskelige følelser også er fuldstændigt blottede.

Smukke Anna

Senere i 2011 udgav Jonas endnu en roman, denne gang på sit eget forlag Kaos. ”Smukke Anna” er en genrehybrid, der inkorporerer horror, socialrealisme, surrealisme, folklore og lidt indisk gudemytologi. En meget anderledes roman end ”Mutagen”, men der lå ikke noget bevidst valg i stilændringen. Jonas fortæller i et interview, at hans skrivestil tilpasser sig, den stemning han slår an på bogens første sider.

”Smukke Anna” handler om den smukke 13-årige Anna. Hun er roma og bor i Prag, hvor hun jages af en gangsterchef, der ønsker at indlemme hende i sin bordelvirksomhed. Men i en uforudsigelig drejning af historien bliver gudinden Kali Annas skytsengel, og herfra vælter mørket ind over siderne i en blanding af magisk realisme og horror.

Denne gang var reaktionerne på bogen knap så entydige, hvilket Jonas dog har udtalt, at han var forberedt på. På sin blog skriver han, at det er forståeligt, hvis nogen læsere føler sig lidt splittede i læsningen.

”Det er normalt at søge efter identifikation og klare motiver i en tekst, men ”Smukke Anna” kan ikke tilbyde nogen af delene. Der er ingen tryghed eller genkendelighed at hente, kun en adgangsbillet til et surreelt, ukendt landskab, og Annas motiver er lige så fordøjelige som et hårdt slag til hovedet – og det var selvfølgelig et bevidst greb … Og selvom ”Anna” er rimelig trippet, selv i Wilmann-regi, er det jo ikke mit lod her i livet at skrive ud fra berettermodeller, overkonstruerede plotlinjer og spændingskurver. Jeg skriver små mareridt, jeg lader mig viljeløst rive med, [det er] også derfor at jeg aldrig skriver, med mindre ideen kommer til mig.”

Blandt de dårligste anmeldelser var lektørudtalelsen, som bibliotekerne bruger til at bestille ud fra. Jonas klagede over den første lektørudtalelsen, som med hans egne ord ”myrdede” ”Smukke Anna”. Klagen førte til en langt mere positiv lektør, der kaldte romanen for ”en lille gysende perle af en roman”.

På Horrorsiden var anmeldelsen ligeledes positiv: ”Wilmann har altid haft øje for blod og død, men denne gang toner han det ned og lægger det som et dystert tæppe for handlingen, og det giver altså en noget anden oplevelse end hans tidligere, mere actiondrevne værker. Her driver siderne af spænding, og Anna vakler mellem virkelighed og drøm. For naturligvis kan vi se, hvad der sker – men hvorfor sker det? Denne forklaring holdes tilbage til slutningen. Det gør vel “Smukke Anna” til en art magisk realisme-horror, men uanset hvad i al fald en vellykket og stemningsfuld historie.”

Boggnaskeren er ikke imponeret og beklager sig over for mange sproglige billeder, der vælter oveni hinanden, men erklærer dog også at hun ikke er til ”den slags historier”.

Planet Pulp erklærer ”Smukke Anna” for en modig bastard og skriver videre: ”Det er et modigt projekt, som dog ikke fungerer helt optimalt. Til det er romanens omfang simpelthen for kort, og man ønsker sig, som det også var tilfældet med ”Mutagen”, at Wilmann havde skrevet mere. For mig er det klart den socialrealistiske og blodige del af ”Smukke Anna”, som fungerer bedst. Drømmesekvenserne, eller hvad man nu skal kalde dem uden at afsløre for meget, er velskrevne og stemningsfulde, men koblingen til den “virkelige” del af fortælling er ikke perfekt. Men alt i alt er ”Smukke Anna” en underholdende og modig roman, som blot forstærker min tro på, at Jonas Wilmann er én de lysende stjerner på den danske genrehimmel.”

På Litteratursiden anbefaler Mikala Rosenkilde den til de læsere, der holder af et godt og grusomt skæbneportræt blandet med gys og magisk realisme, mens Emil Blichfeldt på Bogblogger skriver: ”[Smukke Anna] er en velresearchet bog, der vil have en tendens til at skubbe den læser væk, der kun kommer efter underholdning. Men hvis man er til blodig underholdning, hvor svælgen i detaljeforgreninger ikke afskræmmer, så holder kæden fint trods skift. Krystalvasen sejler glimtende af sted i Kalis flod af blod. Så hvis du er til ultravoldelige genrehybrider må du gøre dig selv den tjeneste at læse Smukke Anna.”

Frygt-filerne

I 2012 kom så novellesamlingen ”Frygt-filerne”, der er nomineret til Årets Danske Horrorpris. Endnu en gang skifter Jonas spor, og samlingen består af otte horror-noveller om nutidige menneskeskæbner, der vikles ind i skrækscenarier, der egentlig mere hører gotikken til. Moderne gotik med mere blod og perversion end i den klassiske form kalder Jonas det.

Samlingen er generelt blevet modtaget positivt, bl.a. kalder lektørudtalelsen ”Frygt-filerne” for en: ”… velskrevet og underholdende novellesamling af ung dansk forfatter, der tager sin genre meget seriøs, og det mærkes tydeligt i samlingen. Forfatteren formår balancegangen mellem det groteske og humor pakket ind i spændende historier.”

Ligeså positiv er Bogblogger: ”Med novellesamlingen ”Frygt-Filerne” har Jonas Wilman begået endnu en sort perle, skrevet i en gotisk tone, man kender fra Poe, Lovecraft og mange flere. Sproget, hastigheden, volden og evnen til at skrive erotisk, er Wilmans tydelige fingeraftryk. Et aftryk der nok er med til at skræmme etablerede forlag fra at udgive ham. Al ære for at han udgiver på eget forlag og rent faktisk formår at levere en bog uden flere fejl, end der er i bøger fra de store forlag. Frygt-filerne er godt opbygget, den lægger ud med ok historier og derfra bliver det hårrejsende bedre. Frygt-filerne er endnu et must-read fra Wilmanns blodige hånd, med indbygget garanti for mareridt.”

Planet Pulp er ligeledes begejstret og roser Jonas for sin fortælleglæde og sin viden om genren og genrens virkemidler. Desuden roses han for sine troværdige personer, som gør det let for læseren at engagere sig i historierne. ”Wilmann lader læseren udforske en bred palet af modbydeligheder, og han gør det godt. Faktisk rigtig godt. Men det er bestemt ikke for børn. Der er både lemlæstelse, sex, mord og andre modbydeligheder, som Wilmann serverer med både tør humor og sans for timing og spænding.”

Også Thomas Winther på Himmelskibet roser ”Frygt-filerne”, og kalder novellerne for godt fortalt og skarpe i deres fortælling, og så fremhæver han novellen som et rigtig godt format for horror.

Svovlild

Seneste udspil fra Jonas Wilmann bringer igen læseren et nyt sted hen i forfatterskabet. ”Svovlild” er en fantasyroman med drager som hovedpersoner, som ender i en altødelæggende krig. Jonas ønskede at fortælle en historie som skulle være en slags analyse af krigens/konfliktens mekanikker, og hvordan sådan noget opstår. Inspirationen var bl.a. den uforsonlighed, der var på begge sider i Muhammed-krisen.

Skriveprocessen

Noget af det interessante ved Jonas Wilmanns forfatterskab er, at man aldrig helt ved, hvad man kan forvente sig, når man sidder med en ny bog i hånden. Som de hidtidige udgivelser antyder, leger Jonas med genrer og skrivestile og lader historierne udvikle sig på egne vilkår.

”Jeg har det sådan, at min skrivestil tilpasser sig den stemning, jeg slår an på bogens første sider. Man sporer sig ind på et eller andet, der bliver selvforstærkende, jo mere man skriver, og pludselig er man bare i dét mindset. ”Smukke Anna” er selvfølgelig meget anderledes end ”Mutagen”, som var et mere lige-ud-ad-landevejen-adrenalinsus, men jeg skriver egentlig meget forskelligt og har en ny tilgang til hvert projekt, jeg nærmer mig.”

Om sin skriveproces fortæller Jonas videre: ”Det, der er vigtigt for mig, når jeg skriver, er, at materialet virker friskt og nyt, og at jeg i processen kommer til at overaske mig selv, helst flere gange. Dét uanset om det handler om dødbringende superfugle fra Borneos jungle, mandefødsler, terrorister der er lavet af flamingo, en fagforening for seriemordere eller teenagere der er blevet til voldelige mutanter af at spise hormonpumpet oksekød.”

Ligeledes forklarer han vigtigheden af en ordentlig research, inden skriveriet begynder. Selvom meget af det ikke kommer med i det endelige manuskript, føler Jonas, at det er vigtigt at have en dyb forståelse for det univers, han bygger op.

Læs mere:

Danske Horror Fans

Himmelskibets anmeldelse af THE END

Jonas Wilmanns blog

Fantastiske Forfattere: Interview om THE END

Fantastiske Forfattere: Interview om Mutagen

Fantastiske Forfattere: Interview om Smukke Anna

Planet Pulp: Frygt-filerne

Planet Pulp: Smukke Anna

Planet Pulp: Mutagen

Planet Pulp: THE END

Boggnasker.dk