Årets Danske Horrorudgivelse

Dansk Horror Selskab har siden 2012 uddelt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse, der blev indstiftet ved den stiftende generalforsamling 5. september 2011 på Hald Hovedgaard. Prisen er næsten alle årene blevet uddelt på Krimimessen i Horsens.

Hvert år nominerer forlag, forfattere m.m. udgivelser, der kan være kandidater til prisen. Denne longlist kortes via afstemning ned til 5 titler, som juryen herefter skal bedømme ud fra foreningens kriterier:

– Værket skal tilstræbe at skabe en følelse af uhygge, skræk og/eller foruroligelse for læseren
– Sproget skal være fængende og fascinerende
– Værket skal kunne underholde, udfordre og fastholde den voksne læser

Juryen består af 5 uvildige medlemmer, der vælges for 2 år af gangen med mulighed for forlængelse.


2023:

Teddy Vork vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2023 med novellesamlingen Ubuden

Teddy Vork vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2023 for novellesamlingen “Ubuden”

Vinder:
Teddy Vork for Ubuden udgivet på forlaget 2 Feet Entertainment

Juryens begrundelse:

Det er tredje gang, at Teddy Vork vinder Årets Danske Horrorudgivelse, og det er ikke et tilfælde. ”Ubuden” er en stærkt skrevet novellesamling, der både leger med novellernes form og indhold, men også samtidig har det til fælles, at de reelt er uhyggelige og ubehagelige.

Novellerne tager det familiære og dagligdagen og gør dem pludseligt skræmmende. I hver novelle formår Vork at fremmale en snigende uhygge, som kryber helt ind på læseren. Fælles for novellerne er, at de er både stilsikre, overraskende og ikke mindst velskrevne.

Vork formår at mestre at blande det ægte gys og dansk hverdagsrealisme med fine psykologiske detaljer. Titlen ”Ubuden” rummer i den grad essensen af alle historierne, som scorer højt på horrorskalaen, fordi de er så uhyggelige.

Forfatteren har et imponerende greb om sproget, der griber læseren og trækker denne helt ind i historien, hvor Vork fører os igennem det ene mere skræmmende scenarie efter det andet. Der bliver eksperimenteret med stilen og forskellige tilgange til horrorgenren – og det fungerer! Som læser overraskes man hver gang, at man læser en ny novelle – og hver gang får man straks lyst til at læse videre.

Nominerede:

Når frosten kommer af Aske Munk-Jørgensen udgivet på Forlaget Superlux
En stormnat af Martin Schjönning udgivet på Forlaget DreamLitt/Kandor
I skyggen af Udgårdsø af C.C. Thybro udgivet på Forlaget Read.Die.Repeat
Drift af Anne-Marie Vedsø Olesen udgivet på Forlaget 2 Feet Entertainment
Ubuden af Teddy Vork udgivet på Forlaget 2 Feet Entertainment


2022:

Anna Laurine Kornum vandt prisen Årets Horrorugivelse 2022. Foto: Zelina Marie Ozol

Anna Laurine Kornum modtager Årets Danske Horrorudgivelse 2022. Foto: Zelina Marie Ozol

Vinder:
Anna Laurine Kornum for Mit indre øje udgivet på forlaget Afart

Juryens begrundelse:

“Mit indre øje” er et helstøbt værk, der som en anden oroboros bider sig selv i halen. Samtidig er det fyldt med huller i rummet mellem tekst og billeder, hvor læseren kan fare vild og fortabe sig i mareridtsyner. Selv efter læsningen forfølger den martrende billedside læseren, som et mareridt, man ikke kan eller vil vækkes fra. Oplevelsen af, at dette her går ikke godt, ligger i billederne fra starten.

Ingen i juryen påberåber sig til fulde at have forstået alt i “Mit indre øje”, hvilket i dette tilfælde føles positivt. Så er der grund til at genbesøge værkets gru og fortabe sig i den skræmmende fabel om en familie, der går i opløsning og et barn, der muligvis går til grunde.

“Mit indre øje” er en hybrid, der ændrer sig alt efter øjnene der ser. Er det en realistisk fortælling om tiden efter atomkrigen? Er det en psykisk syg pige og kvindes selvfortælling? Er det en fabel, et eventyr, der følger alle eventyrgenrens træk lige fra Den Onde Stedmor til 3-talsreglen?

I sit væsen er “Mit indre øje” alt det ovennævnte. En blanding mellem realisme og eventyr, hvor overgreb af mange slags til stadighed gennemsyrer familiens trygge rammer. Den altødelæggende atomkrig sidder som en skygge i os, der er født i halvfjerdserne, og rammer dybt ned i en frygt, vi håbede at have efterladt i barndommen. En frygt, der aktualiseres gennem den mareridtsagtige natur og de tre ådselsædere, der knytter sig til fortællingen. Det er ikke nødvendigvis klimakrise, men en naturkrise, en fjernelse af mennesket fra selveste naturens orden. Det gør fortællingen beskæmmende universel og får den til at tale til alle læsere.

Antydninger, labyrintiske bibetydninger ligger i billederne. Der lægges spor ud, brødkrummer læseren selv må samle op og få til at hænge sammen. Der tales op til læseren. “Mit indre øje” er et værk, der kræver noget af sin læser, aftvinger læseren selv at skabe en mening. Den kræver, at du stopper op og forholder dig til og fordøjer, hvad du har læst.

Læs den flere gange, for første gang forstår du næppe, hvad der foregår. Et mareridt, du har lyst til at vende tilbage til for at finde ud af, hvad der er på spil. Alene forsiden med “Mit indre øje” viser lagene af fortolkning – ser øjet på en atomsky, eller er det den indre atomsky, der ses.

Her er huller, du selv må krybe i. 

Nominerede:

‘1900 – et århundredes tusmørke’ udgivet på Forlaget 2 Feet Entertainment
‘Frygtelige fynske fortællinger 2’ udgivet på Forlaget Ildanach
‘Fede Svin’ af Nikolaj Højberg udgivet på Forlaget Kandor
‘Dødens Dal 2 – Udhængt’ Per Jacobsen udgivet på Forlaget Humblebooks
‘Mit indre øje’ af Anna Laurine Kornum udgivet på Forlaget Afart


2021:

A. Silvestri vinder Årets Danske Horrorudgivelse for romanen Vardekød udgivet på forlaget Brændpunkt

A. Silvestri vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2021 for romanen Vardekød udgivet på forlaget Brændpunkt

Vinder:
A. Silvestri for Vardekød udgivet på forlaget Brændpunkt

Juryens begrundelse:
Kødets lyst sender romanens hovedpersoner på en vanvittig mental karruseltur, der for alvor får fart, da en fremmed kommer til byen. “Vardekød” er en gruvækkende beskrivelse af, hvad der kan ske, hvis mennesker mister deres indre moralske kompas, deres kontrol over impulser og deres grundlæggende evne til at begå sig i et civiliseret samfund.

Vardekød” er både eminent godt skrevet og samtidig let at læse sig ind i og forstå budskabet i. Romanen byder på psykologisk horror og ægte splatter. Dæmonerne i hovedpersonernes sind levendegøres og legemliggøres af den mystiske dreng, der kommer gående til byen – forkommen, kold og våd. Drengen, der tilsyneladende er både blind og stum, skaber en forstyrrelse i de personer, der møder ham, og mens han sidder på byens politistation i Kenneth Paals varetægt, begynder disse forstyrrelser at røre ved personernes mentale stabilitet.

A. Silvestri beskriver i vanlig velskrivende stil den stigende uhygge, og lokker samtidig læseren ind i stuerne hos helt almindelige mennesker i en helt almindelig dansk provinsby, der ikke er svær at relatere sig til. Det er let at se Silvestris litterære inspirationskilder, og man fornemmer Stephen King i skyggerne, roligt nikkende med et tilfreds smil på læben: ”You’ve got them now!”

Nominerede:

Occidentens stjerne af Benni Bødker udgivet på Forlaget Gyldendal
Genvejen af D.S. Henriksen udgivet på forlaget 2 Feet Entertainment
Vardekød af A. Silvestri udgivet på forlaget Brændpunkt
De døde husker af Teddy Vork udgivet på forlaget Calibat
Blodbaner af Martin Wangsgaard Jürgensen & Jacob Holm Krogsøe udgivet på forlaget Calibat


2020:

Teddy Vork vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2020 for romanen “Mulm”.

Vinder:
Teddy Vork for Mulm udgivet på forlaget Kandor

Juryens begrundelse:
Gennemgående i juryens beskrivelse af årets vindende udgivelse er ordene snigende og urovækkende, og det kendetegner romanen meget godt. Vi møder en familie på tre, hvor uhyggen kryber ind i sprækkerne mellem fornuft og følelse. Moderen, Maja, er indlagt på psykiatrisk skadestue, og faderen, Jacob, er derfor ladt alene med deres femårige søn, Johannes, der påvirket af situationen har fået en usynlig ven. En usynlig ven, som Jacob får svære og svære ved at ignorere.

Hverdagen og det almindelige liv skildres eminent, og vi oplever med stigende ubehag, hvordan den kendte verden krakelerer og det ukendte siver ind i historien som en underliggende summen af rædsel. Fortællingen balancerer på en skarp knivsæg af banal hverdagstrivialitet og en mørk, dæmonisk domestic noir, hvor kræfter udefra vender dagligdagen på hovedet. Sigmund Freud bruger begrebet Das Un-heimliche, der sidestiller uhygge med uhjemligt og utrygt. Uhyggen opstår i mødet med noget overnaturligt eller uforklarligt.

Teddy Vork tager fat i alle forældres værste mareridt – ”Hvad, hvis mit barn rammes af noget, som jeg intet kan gøre imod, og måske ikke forstår?” og skriver sig ind i en tydelig identifikation hos de voksne læsere – ”Ægtefællen, der rammes af sygdom, og efterlader sin partner i sorg, frygt og afmagt med en hverdag, der skal fungere og køre videre”. Det psykologiske tvist i historien danner perfekt grobund for den spirende ondskab. Er det Jacobs psyke, der skaber det parallelle univers; er det Majas oplevelser i huset inden indlæggelsen, som Jacob finder beskrevet i dagbøger; er det Johannes’ forsvarsmekanisme mod moderens fravær, der åbner hans sind for sagninspirerede hallucinationer?

Læseren gribes af de effektive virkemidler og karakterernes troværdighed. Man føler empati og rystes i grundvolden af det mareridt Jacob trækkes længere og længere ind i. Det onde i denne fortælling er en urgammel kraft bundet til stedet. Romanens uhygge er både sanselig og overrumplende.

Bogen er velskrevet og velkomponeret og den har mulighed for at nå ud til et bredt publikum, der ikke nødvendigvis kender horrorgenren på forhånd. Det er en horror-fortælling, som man gerne vil anbefale til alle. Bogen udmærker sig rent udgivelsesmæssigt ved at være godt håndværk – både typografisk, korrekturmæssigt og indbindingsteknisk. Der er tale om bundsolidt redaktionsarbejde, som Forlaget Kandor kan være stolt af.

Det gode gys er som oftest det, der bliver siddende i knoglerne længe efter lyset igen er tændt, og sådan et gys er “Mulm”. Derfor er vi i juryen enige om, at Teddy Vork skal vinde prisen for årets danske horrorudgivelse i 2020.

Nominerede:

Frygtelige Fynske Fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar udgivet på forlaget Ildanach
Regnum Mortis af Patrick Leis udgivet på forlaget Valeta
Natteræd af John Kenn Mortensen udgivet på forlaget Cobolt
Tre af A. Silvestri udgivet på forlaget Kandor
Mulm af Teddy Vork udgivet på forlaget Kandor


2019:

Vinderen af Årets Danske Horrorudgivelse 2019 blev Patrick Leis for "Pax Immortalis - Opgøret"Vinder:
Patrick Leis for Pax Immortalis – Opgøret udgivet på Forlaget Valeta

Juryens begrundelse:
Patrick Leis skriver blodige gyserromaner, og det er han god til.
Patrick Leis har i mange år skrevet blodigt, effektivt og underholdende i horrorgenren (og i øvrigt også været en vedholdende illustrator inden for genren). Leis hengiver sig helhjertet til sin særlige afdeling af genren. ”Pax Immortalis – Opgøret” er en bog med en fuldstændig og overbevisende verden og et fuldt ud realiseret horror-univers. Bogen giver et spændende og nuanceret billede af historien med lister, kort, tegneserie-elementer og illustrationer. Zombie-fortællinger er set før, men her er virkelig skruet en helstøbt fortælling sammen. Sproget er præcist og enkelt, så det leder læseren direkte ind i handlingen med zombier, mennesker, videnskabsmænd, fremtidsteknologi og udvikling af donorer. Alt er gennemtænkt og har så mange detaljer, at man nærmest ser en hel film for sig, mens man læser.
”Pax Immortalis – Opgøret” er et værk skrevet af en erfaren horrorforfatter og en værdig vinder af prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2019.

Nominerede:

Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen udgivet på H. Harksen Productions
Dansk Standard af Kim Leine udgivet på Gyldendals Forlag
Pax Immortalis – Opgøret af Patrick Leis udgivet på Forlaget Valeta
Fribryderen af John Kenn Mortensen udgivet på Forlaget Fahrenheit
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen udgivet på Forlaget Kandor


2018:

Anne-Marie Vedsø Olesen, Krimimessen 2019

Anne-Marie Vedsø Olesen, vinder af Årets Danske Horrorudgivelse 2018

Vinder:
Anne-Marie Vedsø Olesen for Lucie udgivet på Politikens Forlag

Juryens begrundelse:
Juryen finder, at Lucie er en imponerende flot og grundigt researchet fortælling, der fanger sin læser fra først til sidst. Anne-Marie Vedsø Olesen blander overtro, religion, nordiske myter og guder, kristendom, historie, rædsel og spænding til en skræmmende, syret og vild læseoplevelse om nutidens narcissisme og materialisme: Et billede på horror, i en overført samfundsmæssig betydning, mens horror som genre udtrykker sig i vampyrbilledet på Lucie, der suger og mæsker sig i viden fra andre i jagten på selverkendelse og frigørelse. At forfatteren også blander det med klam kannibalisme, svamperus, talende fugle og heavy metal er kun et plus. Lucie er en velskrevet bog, der blæser på konventionerne og trækker genren i nye retninger, og for det modtager romanen årets horrorpris.

Nominerede:

Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen udgivet på H. Harksen Productions
Requiem – fort Ferguson af Patrick Leis udgivet på Valeta
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olsen udgivet på Politikens Forlag
Forglemmigej af Teddy Vork udgivet på Storytel
Hotellet af Jonas Wilmann udgivet på forlaget Kaos


2017:

Lars Ahn med Jacob Hedegaard Pedersen

Lars Ahn vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2017. Her sammen med Jacob Hedegaard Pedersen

Vinder:
Lars Ahn for Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos udgivet på forlaget Kandor

Juryens begrundelse:
Juryen finder, at “Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos” er en ekvilibristisk novellesamling, der formår at twiste horrorgenrens virkemidler i overraskende retninger og ikke er bange for at eksperimentere med genreblandinger og litterære benspænd. Lars Ahn formår at få en novelle til at udfolde sig som en roman og inspirerer til genlæsning. I bl.a. titelnovellen forholder forfatteren sig ironisk-analytisk til selve fascinationen af horrorgenren. Med sine velfungerende pointer, sit glatte, professionelle sprog og sin tydelige genrebevidsthed er “Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos” en værdig vinder af årets horrorpris.

Prisen blev overrakt af Jacob Hedegaard Pedersen under forstyrrelse af zombier fra Dystopia Entertainment.

Nominerede:

Zombier fra Dystopia EntertainmentLars Ahn for Den aften vi skulle have set Vampyros Lesbos udgivet på forlaget Kandor
Henrik S. Harksen for Ind i mørket udgivet på H. Harksen Productions
Patrick Leis for Castra Damnatorum udgivet på forlaget Valeta
Karsten Mungo Madsen for Scrapbogen udgivet på forlaget Fahrenheit
Martin Schjönning og Tom Kristensen for Kværnen udgivet på forlaget Calibat


2016:

Vinderdiplomet for Årets Danske Horrorudgivelse 2016

Vinderdiplomet for Årets Danske Horrorudgivelse 2016

Vinder:
Thomas Strømsholt for Dr. Wunderkammers oversættelser udgivet på forlaget H. Harksen Productions

Juryens begrundelse:
Juryen fandt, at ‘Dr. Wunderkammers oversættelser’ var et overflødighedshorn af stemningsmættede noveller i et helt fantastisk sprog. Thomas Strømsholt skriver i en unik stil, der kan beskrives som “moderne folklore”. Hans univers er sært og svært, men også fascinerende og fabulerende med en understrøm af dystre hemmeligheder. Virkemidlet er ikke klassisk skræk, men smukke og dybt foruroligende billeder. Med sin originalitet og sin udvidelse af horrorgenren er Dr. Wunderkammers oversættelser en værdig vinder af årets horrorpris.

Prisen blev overrakt af Jacob Hedegaard Pedersen. Da Thomas Strømsholt desværre ikke kunne være til stede, modtog hans forlægger Henrik S. Harksen prisen på hans vegne.

Nominerede:

Mikkel Harris Carlsen for Fuglene udgivet på forlaget Æther
Steen Langstrup for Ø udgivet på forlaget 2 Feet Entertainment
Patrick Leis for Necropolis udgivet på forlaget Valeta
Thomas Strømsholt for Dr. Wunderkammers oversættelser udgivet på forlaget H. Harksen Productions
Peter Tudvad for Manteuffel udgivet på forlaget Rosinante


2015:

Michael-Kamp-prisvinder2015_2

Michael Kamp med årets diplom

Vinder:
Michael Kamp for Samlerne udgivet på forlaget Tellerup

Juryens begrundelse:
Kamp har længe været omtalt som en af landets bedste horrorforfattere, ikke mindst grundet sin evne til at skabe overbevisende og ofte ganske brutale billeder i læsernes hoveder, hvilket ses med tydelighed i romanen ’Samlerne’. Juryen finder, at Kamps skrivestil giver en sjælden set power til historien, og at den drypvise og kontrollerede brug af rædsel lader læserne følge hovedpersonen, familiefaderen Thomas, ned i det dybeste mørke og mærke hans frygt på første hånd. Bedre bliver det ikke, og derfor er Michael Kamps ’Samlerne’ årets danske horrorudgivelse.

Nominerede:
Mikkel Harris Carlsen for Midnatsmuse udgivet på forlaget Kandor
Michael Kamp for Samlerne udgivet på forlaget Tellerup
Vicki Pedersen for Den røde tråd udgivet på forlaget DreamLitt
Martin Schjönning for Deroute udgivet på forlaget Kandor
A. Silvestri for Kærlighedsfrugt udgivet på forlaget Kandor


2014:

Vinder Teddy Vork sammen med Henrik S. Harksen

Teddy Vork modtager prisen af Henrik S. Harksen

Vinder:
Teddy Vork for Sprækker udgivet på forlaget Kandor

Juryens begrundelse:
“Juryen finder, at ’Sprækker’ er en række stemningsmættede og dystre noveller, hvor underspillet ondskab og snigende gru er i fokus. Vork mestre på bedste vis den svære kunst at skræmme voksne mennesker ved hjælp af psykologiske virkemidler fremfor billige effekter.”Sprækker” er velskreven horror fyldt med sproglige finesser, og løfter genren til sjældne litterære højder.”

Nominerede:
Jonas Wilmann for Frygt-filerne II udgivet på Forlaget Kaos
Teddy Vork for Sprækker udgivet på forlaget Kandor
Varulv redigeret af Nikolaj Højberg udgivet på Forlaget Kandor
Tatiana Goldberg for Anima udgivet på forlaget Tellerup
De andres blod udgivet på forlaget Valeta


2013:

Lars Kramhøft og Tom Kristensen

Lars Kramhøft og Tom Kristensen

Vinder:
Lars Kramhøft og Tom Kristensen for Made Flesh udgivet på Headstone

Juryens begrundelse:
”Vi finder, at ’Made Flesh’ er en særdeles vellykket udgivelse, der er drevet af det visuelle såvel som historien. Der er tale om et helstøbt værk, hvor ikke mindst billedsidens farver og fortællingen supplerer og forstærker hinanden, og skaber et skræmmende værk værdig til årets Horrorpris.”

Nominerede:
Carina Evytt for Dæmoner udgivet på forlaget Tellerup
Lars Kramhøft og Tom Kristensen for Made Flesh udgivet på Headstone
Tom Kristensen for Deadboy udgivet på forlaget Forlæns
Patrick Leis for Hvisken fra dybet udgivet på forlaget Cadeau
Pix – nygotiske skæbner redigeret af Henrik S. Harksen udgivet på H. Harksen Productions


2012:

Jonas Wilmann modtager prisen af Jacob Hedegaard Pedersen

Jonas Wilmann modtager prisen af Jacob Hedegaard Pedersen

Vinder:
Jonas Wilmann for Frygt-filerne udgivet på forlaget Kaos

Juryens begrundelse:
Jonas Wilmann har med ”Frygt-filerne” skabt en herligt klam og ubehagelig oplevelse. Novellesamlingen veksler skånselsløst og respektløst mellem klassiske gotiske rammer og fandenivoldsk og hypermoderne temaer. Her er der ingen smalle steder og læseren rammes gang på gang af væmmelse, lede og ja – befriende humor. Wilmann formår at parre absurd og surrealistisk humor med fysisk kvalme og støt stigende ubehag og demonstrerer et overlegent, næsten arrogant mod. Dansk horror bliver med Frygt-filerne fornyet og revitaliseret, samlingen er endda exceptionelt velredigeret. Wilmann går ganske enkelt uhæmmet til bidet: det er ikke god smag, men det er uanstændig god stil.

Nominerede:
Patrick Leis for Sort vand udgivet på forlaget Facet
Christian Reslow for Kimæren udgivet på forlaget Valeta
Anne-Marie Vedsø Olesen for Glasborgen udgivet på forlaget Gyldendal
Teddy Vork for Ex udgivet på forlaget Tellerup
Jonas Wilmann for Frygt-filerne udgivet på forlaget Kaos


2011:

Steen Langstrup

Steen Langstrup

Vinder:
Steen Langstrup for Alt det hun ville ønske hun ikke forstod udgivet på forlaget 2 Feet Entertainment. Filmatiseret i 2016.

Juryens begrundelse:
”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” kvalificerer sig som genrelitteratur, der er skøn litteratur: originalt, stiligt og effektivt turneret. (Lars Bukdahl)
En fængende, uhyggelig, grum, afskyelig, velskrevet og vel-undfanget fortælling. Der er flot fremdrift i bogen, der fortællemæssigt er yderst godt komponeret, og i sig selv et meget vellykket eksempel på et rigtig godt gys for voksne. (Rikke Schubart)
En historie man husker efter endt læsning. Situationen er enkel og velvalgt og godt afviklet (selv hvis der er mange mennesker på en benzintank virker den øde og skræmmende på mig). (Jakob Stegelmann)
I ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” udnytter Steen Langstrup de filmiske virkemidler optimalt (Janus Andersen)
Yderst velskrevet roman, der hurtigt får læseren til at flytte sig uroligt på stolen. Så grum at den nærmest rammer læseren fysisk, men samtidig er Langstrup en mester i at klippe væk, lige når det værste sker, så læserens fantasi selv udfylder resten. (Jette Holst)

Nominerede:
Det sker igen redigeret af Nikolaj Højberg udgivet på forlaget Kandor
Dystre Danmark 2 redigeret af Henrik S. Harksen udgivet på H. Harksen Productions
Michael Kamp for Moln – jorden husker udgivet på forlaget Tellerup
Steen Langstrup for Alt det hun ville ønske hun ikke forstod udgivet på forlaget 2 Feet Entertainment
Velkommen til Dybet redigeret af Mathias Clasen udgivet på forlaget Tellerup