Foto: Zelina Marie Ozol
Anna Laurine Kornum vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2022 for tegneserien “Mit indre øje”, der er udgivet på forlaget Afart.
Siden 2012 er prisen for Årets Danske Horrorudgivelse blevet uddelt af en uafhængig jury. I år bestod juryen af Torben Bille, ansvarshavende redaktør på Kulturkapellet; Kathrine Dyrkilde, bibliotekar og medarrangør af Skrækfest; Jacob Hedegaard Pedersen, forfatter og redaktør; Michael Kamp, prisvindende forfatter og Mette Sejrbo, forfatter og forlægger på forlaget Falkenborg.
Juryens motivation:
“Mit indre øje” er et helstøbt værk, der som en anden oroboros bider sig selv i halen. Samtidig er det fyldt med huller i rummet mellem tekst og billeder, hvor læseren kan fare vild og fortabe sig i mareridtsyner. Selv efter læsningen forfølger den martrende billedside læseren, som et mareridt, man ikke kan eller vil vækkes fra. Oplevelsen af, at dette her går ikke godt, ligger i billederne fra starten.
Ingen i juryen påberåber sig til fulde at have forstået alt i “Mit indre øje”, hvilket i dette tilfælde føles positivt. Så er der grund til at genbesøge værkets gru og fortabe sig i den skræmmende fabel om en familie, der går i opløsning og et barn, der muligvis går til grunde.
“Mit indre øje” er en hybrid, der ændrer sig alt efter øjnene der ser. Er det en realistisk fortælling om tiden efter atomkrigen? Er det en psykisk syg pige og kvindes selvfortælling? Er det en fabel, et eventyr, der følger alle eventyrgenrens træk lige fra Den Onde Stedmor til 3-talsreglen?
I sit væsen er “Mit indre øje” alt det ovennævnte. En blanding mellem realisme og eventyr, hvor overgreb af mange slags til stadighed gennemsyrer familiens trygge rammer. Den altødelæggende atomkrig sidder som en skygge i os, der er født i halvfjerdserne, og rammer dybt ned i en frygt, vi håbede at have efterladt i barndommen. En frygt, der aktualiseres gennem den mareridtsagtige natur og de tre ådselsædere, der knytter sig til fortællingen. Det er ikke nødvendigvis klimakrise, men en naturkrise, en fjernelse af mennesket fra selveste naturens orden. Det gør fortællingen beskæmmende universel og får den til at tale til alle læsere.
Antydninger, labyrintiske bibetydninger ligger i billederne. Der lægges spor ud, brødkrummer læseren selv må samle op og få til at hænge sammen. Der tales op til læseren. “Mit indre øje” er et værk, der kræver noget af sin læser, aftvinger læseren selv at skabe en mening. Den kræver, at du stopper op og forholder dig til og fordøjer, hvad du har læst.
Læs den flere gange, for første gang forstår du næppe, hvad der foregår. Et mareridt, du har lyst til at vende tilbage til for at finde ud af, hvad der er på spil. Alene forsiden med “Mit indre øje” viser lagene af fortolkning – ser øjet på en atomsky, eller er det den indre atomsky, der ses.
Her er huller, du selv må krybe i.
