Kategorier
Nyheder

Anna Laurine Kornum vinder Årets Danske Horrorudgivelse

Anna Laurine Kornum vandt prisen Årets Horrorugivelse 2022. Foto: Zelina Marie Ozol
Anna Laurine Kornum på Krimimessen i Horsens.
Foto: Zelina Marie Ozol

Anna Laurine Kornum vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2022 for tegneserien “Mit indre øje”, der er udgivet på forlaget Afart.

Siden 2012 er prisen for Årets Danske Horrorudgivelse blevet uddelt af en uafhængig jury. I år bestod juryen af Torben Bille, ansvarshavende redaktør på Kulturkapellet; Kathrine Dyrkilde, bibliotekar og medarrangør af Skrækfest; Jacob Hedegaard Pedersen, forfatter og redaktør; Michael Kamp, prisvindende forfatter og Mette Sejrbo, forfatter og forlægger på forlaget Falkenborg.

Juryens motivation:

“Mit indre øje” er et helstøbt værk, der som en anden oroboros bider sig selv i halen. Samtidig er det fyldt med huller i rummet mellem tekst og billeder, hvor læseren kan fare vild og fortabe sig i mareridtsyner. Selv efter læsningen forfølger den martrende billedside læseren, som et mareridt, man ikke kan eller vil vækkes fra. Oplevelsen af, at dette her går ikke godt, ligger i billederne fra starten.

Ingen i juryen påberåber sig til fulde at have forstået alt i “Mit indre øje”, hvilket i dette tilfælde føles positivt. Så er der grund til at genbesøge værkets gru og fortabe sig i den skræmmende fabel om en familie, der går i opløsning og et barn, der muligvis går til grunde.

“Mit indre øje” er en hybrid, der ændrer sig alt efter øjnene der ser. Er det en realistisk fortælling om tiden efter atomkrigen? Er det en psykisk syg pige og kvindes selvfortælling? Er det en fabel, et eventyr, der følger alle eventyrgenrens træk lige fra Den Onde Stedmor til 3-talsreglen?

I sit væsen er “Mit indre øje” alt det ovennævnte. En blanding mellem realisme og eventyr, hvor overgreb af mange slags til stadighed gennemsyrer familiens trygge rammer. Den altødelæggende atomkrig sidder som en skygge i os, der er født i halvfjerdserne, og rammer dybt ned i en frygt, vi håbede at have efterladt i barndommen. En frygt, der aktualiseres gennem den mareridtsagtige natur og de tre ådselsædere, der knytter sig til fortællingen. Det er ikke nødvendigvis klimakrise, men en naturkrise, en fjernelse af mennesket fra selveste naturens orden. Det gør fortællingen beskæmmende universel og får den til at tale til alle læsere.

Antydninger, labyrintiske bibetydninger ligger i billederne. Der lægges spor ud, brødkrummer læseren selv må samle op og få til at hænge sammen. Der tales op til læseren. “Mit indre øje” er et værk, der kræver noget af sin læser, aftvinger læseren selv at skabe en mening. Den kræver, at du stopper op og forholder dig til og fordøjer, hvad du har læst.

Læs den flere gange, for første gang forstår du næppe, hvad der foregår. Et mareridt, du har lyst til at vende tilbage til for at finde ud af, hvad der er på spil. Alene forsiden med “Mit indre øje” viser lagene af fortolkning – ser øjet på en atomsky, eller er det den indre atomsky, der ses.

Her er huller, du selv må krybe i.

Kategorier
Nyheder

Årets shortliste 2022

Så er de fem titler, der går videre til årets shortliste fundet, og titlerne er:

‘1900 – et århundredes tusmørke’
Forlaget 2 Feet Entertainment, 288 sider

Tag med på en rejse gennem det tyvende århundredes tusmørke, skildret årti for årti, af nogle af Danmarks bedste gyserforfattere. Henrik Harksen er idémand til antologien og har udvalgt de medvirkende forfattere. Horrorforsker Mathias Clasen har skrevet forord.

De ti noveller, en for hvert årti, er skrevet af Thomas Strømsholt, Steen Langstrup, Teddy Vork, Martin Wangsgaard Jürgensen, Martin Schjönning, Carina Evytt, A. Silvestri, Sheila Eggenberger, Christian Reslow og Jonas Wilmann.


‘Frygtelige fynske fortællinger 2’
Forlaget Ildanach, 273 sider

Frygtelige Fynske Fortællinger er tilbage! Med 16 forskellige noveller indenfor gysergenren, som alle foregår på, eller omkring, Fyn. Foruden Fyn, er temaet for antologien, samlet i 2021, “Alt godt fra havet”. Så gør dig klar til smukke fynske strande, rundfarte i det sydfynske øhav, klamt tang, saltvand, strandvaskere, rædsler fra under havet og meget, meget mere.

Lås dørene, sæt dig godt til rette, og dyk ned i 16 skræmmende historier.


‘Fede Svin’ af Nikolaj Højberg
Forlaget Kandor, 212 sider

Torben er døden nær. Han vejer 361 kilo, kan knap nok gå og har et eksplosivt blodtryk. I forsøg på at tabe sig har han prøvet samtlige slankekure på markedet, men til ingen nytte. Da han en dag tilbydes en alternativ kur, takker han ja.

Torben er ikke den eneste med et hårdt liv. Arbejdsløse Morten dummer sig til jobsamtalen, hvor han var selvskrevet til jobbet. I stedet for at tage hjem til sin lejlighed og have ondt af sig selv går han en tur langs stranden. Her finder han en bræmme tang, som måske kan gøre dagen god igen.

Hvor Morten drømmer om et job, er karrieremanden Jonas utilfreds med sit. For at få lidt glæde i livet køber han andre menneskers minder om sex, storslåede ferier og takketalen til Oscar-uddelingen, men i længden er det ikke nok. Hvilke minder kan han så købe for at få det bedre?

Foruden Torben, Morten og Jonas fortæller denne novellesamling om fire andre skæbner fanget i usædvanlige livssituationer, de gerne havde været foruden.


‘Dødens Dal 2 – Udhængt’ Per Jacobsen
Forlaget Humblebooks, 300 sider

Tretten måneder efter begivenhederne i seriens første bog lever Randall Morgan og hans familie stadig et liv i usikkerhed. Et liv, hvor de – ligesom de andre spredte grupper af overlevende – konstant må være på vagt. En dag gør de dog et makabert fund, som leder dem til at tro, at deres forfølgere ikke vil udgøre en trussel meget længere.

Men kan de stole på, at det ikke blot er endnu en udspekuleret fælde, som deres usynlige fjende har sat op? Og kan de stole på hinanden?


‘Mit indre øje’ af Anna Laurine Kornum
Forlaget Afart, 68 sider

“Som på et gerningssted, risikerer jeg, med hvert skridt jeg tager, at nedbryde sporene, der fortæller sandheden om os, hvad der virkelig ødelagde vores hjem” Mit indre øje er fortællingen om en datter og de tragedier, der vækker det dystre i menneskesindet – steder vi alle kender, men sjældent taler om.

Anna Laurine Kornum er forfatter og illustrator af denne fantastiske og hårrejsende tegneserie, en tegneserie man kan læse flere gange og den vil stadigt påvirke en.


Nu er det op til juryen at beslutte, hvem der skal have prisen som Årets Danske Horrorudgivelse 2021. Prisen uddeles på Krimimessen i Horsens lørdag d. 25. marts.

Den uafhængige jury består af:

Jacob Hedegaard Pedersen, forfatter og redaktør
Mette Sejrbo, forfatter og forlægger på forlaget Falkenborg
Torben Bille, ansvarshavende redaktør på Kulturkapellet
Michael Kamp, prisvindende forfatter
Kathrine Dyrkilde, bibliotekar og medarrangør af Skrækfest