Kategorier
Forfatterportrætter

Mikkel Harris Carlsen

Mikkel_Harris_CarlsenHorrorudgivelser:

Midnatsmuse, Kandor, 2015
Undergang er skyggen, du kaster på jorden i Varulv, Kandor, 2014
Kryb i De andres blod, Valeta, 2014
Hvad der skete i byen K i Mestertyvens sidste ønske, Kandor, 2013
De gamle mænd på stierne i Himmelskibet nr. 36, 2013
Nekromantikeren – eller Udsigten i Himmelskibet nr. 29, 2011
Underboen i Det sker igen, Kandor, 2011

Født: En mørk og stormfuld vinteraften i 1974.

Hjemstavn: Zombie City Vejle.

Uddannelse: Cand.mag. i Religionsvidenskab og Kunsthistorie.

Debutværk: Kakerlakmennesket (2013), novellesamling, magisk realisme med strejf af horror. Blev af en anmelder sammenlignet med at ”nyde brasiliansk santos uden for en fransk café, mens man ser dagen gry”.

MidnatsmuseSeneste udgivelse: Midnatsmuse (2015), novellesamling, dekadent skrækromantik. Nomineret til Årets danske horrorudgivelse.

Hvorfor er horror overhovedet interessant?: Fordi vi er sansende, følende, kødelige, aggressive, nysgerrige og længselsfulde væsner med enorme, overdimensionerede storhjerner.

Mest horror-agtige oplevelse i det virkelige liv: Da jeg under en skoleudflugt til Givskud Zoo så en klassekammerat blive massakreret af en rasende chimpanse.

Yndlingshorrorkunstner: Francis Bacon.

Yndlingshorrorfigur: Sergeant Neil Howie.

Yndlingscitat: ”The world is a hellish place, and bad writing is destroying the quality of our suffering.” – Tom Waits.

Horror Top 5 (litteratur): The Tell-Tale Heart af E.A. Poe, Novel of the White Powder af Arthur Machen, The Shadow over Innsmouth af H.P. Lovecraft, Oh, Whistle, and I’ll Come to You, My Lad af M.R. James, Strabismus af Stefan Grabinski.

Horror Top 5 (film): The Texas Chainsaw Massacre, The Shining, The Tenant, La maschera del demonio, Eraserhead.

Anmeldelser:

Midnatsmuse – Himmelskibet.dk
Undergang – Himmelskibet.dk
Undergang – Gyseren.dk
Varulv – Himmelskibet.dk
Kakerlakmennesket – Apokalyptisk
Kakerlakmennesket – Himmelskibet.dk
Kakerlakmennesket – Litteratursiden.dk

 

 

Kategorier
Aktiviteter

Horror i Horsens

thumb-krimimessen-2013Igen i år får dansk horror en scene, når Krimimessen i Horsens løber af stablen weekenden d. 12. og 13. marts i det gamle Statsfængsel på Fussingsvej.

På scenen i Forsamlingshuset kan du om lørdagen opleve følgende:

kl. 12.30
Michael Kamp fortæller om horror, mørke skove og den svære slutning, og hvordan man skaber et godt gys hos sin læser, når man kun har ordet at arebjde med

kl. 13.15
Uddeling af Årets Danske Horrorudgivelse (Snedkeriet)

kl. 14.00
Mathias Clasen, Christian Mogensen og Michael Kamp fortæller om horror i de nye medier, herunder om horrorspillenes psykologiske grundlag og de nye haunted house attraktioner

kl. 16.00
Steffen Larsen interviewer vinderen af Årets Danske Horrorudgivelse

kl. 16.20
Horror, Folkemusik og Synthrock – Teddy Vork læser op understøttet af Claus Gahrns lydkulisse

Derudover kan du høre islandske Steinar Bragi fortælle om sin nyeste roman “Højlandet” i Trykkeriet kl. 15.10.  Amdi Silvestri optråder på Blå Scene og både Michael Kamp og John Kenn Mortensen er at finde i 2. Øst på børnescenen.

Og så er der naturligvis et hav af krimi- og spændingsforfattere begge dage. Se hele programmet her

Kategorier
Bøger

Afsind på vej

Afsind_forsideD. 26. februar udkommer Martin Schjönnings nye roman “Afsind”, om hvilken han skriver på sin blog:

“Det er selvfølgelig ikke min første tekst der bliver udgivet, ikke engang mit første værk i eget navn. Min kortroman, Deroute, har været på gaden i ni måneder og er blevet indstillet til en pris, men Afsind er mit smertensbarn. Dens undfangelse var sukkersød, men graviditeten var plaget af komplikationer og fødslen har været en pinefuldt lang, strabadserende affære.”

Bagsideteksten:
I en dunkel kælder fører den psykisk syge Gregor en ensom, men harmonisk tilværelse indtil han finder et grynet fotografi ved sin hoveddør. Dæmoner fra hans forvirrende fortid begynder at forfølge ham, men ikke nok med det. Overalt i byen begynder ellers helt normale mennesker at begå de mest groteske og makabre forbrydelser. En epidemi af vanvid er øjensynligt brudt ud. Gregors syge sind kan dårligt håndtere hans egne problemer, men pludselig befinder han sig også i centrum af en krise, der truer med at få samfundet til at bryde sammen. Sammen med sin eneste ven, en mystisk fremmed og en fjendtligt indstillet hospitalschef jager Gregor sandheden, mens sandheden jager ham. Samtidigt spreder afsindet sig med rædselsvækkende hast.

Læs mere på Martin Schjönnings blog eller hos Forlaget Kandor

Kategorier
Nyheder

Shortlisten for Årets Danske Horrorudgivelse er fundet

De fem titler på shortlisten, som årets jury skal bedømme, er:

MidnatsmuseMidnatsmuse af Mikkel Harris Carlsen
I et pensionat sidder en logerende og gruer for mødet med den nye lejer. Ved Rhinens bred drages en rejsende til at stå af toget og gå på opdagelse. I skyttegraven modtager en martret soldat uventet besøg hjemmefra. En maler møder sin muse, men hvad er hendes pris for at vække hans skaberkraft? 18 sælsomme fortællinger om lidenskab og besættelse, dæmoni og dekadence, eros og død. Om forbudte lyster, fortabelse og forvandling.
Udgiver: Forlaget Kandor

SamlerneSamlerne af Michael Kamp
Thomas er en plaget mand. Det begynder med huller i hukommelsen. Så følger synerne og de vågne mareridt. En overnaturlig trussel har invaderet familiens hjem, og snart er Thomas fanget i en labyrint af desperation og rædsel. Hvordan kan han beskytte sin familie mod noget han ikke kan se?
Udgiver: Forlaget Tellerup

den-røde-tråd1Den røde tråd af Vicki Pedersen
Noveller om en villavej, hvor ikke alle ting er, som de ser ud til at være. En villavej fuld af hemmeligheder, som gemmes bag lukkede døre. Men det er bag den lukkede dør, galskaben trives bedst.
Udgiver: Forlaget DreamLitt

Deroute2015Deroute af Martin Schjönning
Livet i landsbyen er rytmisk og nemt. Størstedelen af indbyggerne ser ikke, hvad der bor iblandt dem. Men en lille dreng får gradvist åbnet sine øjne. I udkantsmørket er han pludselig den eneste med ægte nattesyn. Det han ser, er mageløst. Det vækker noget i ham, og han træffer et valg.
Udgiver: Forlaget Kandor


Kærlighedsfrugt1Kærlighedsfrugt af Amdi Silvestri
Ud af mørket voksede mennesket og gjorde sig til herre over verden. Hvorend det gik, undertrykte det, dræbte det, hånede det og grinede det. Dog var menneskets største forbrydelse at det glemte. At verden engang havde indeholdt mere end villaveje og lejligheder. At der var en tid, hvor mennesket ikke turde gå i mørket, fordi det ikke var deres. At døden kun er en dørtærskel, ikke et bundløst fald. Mennesket glemte og glemsomheden formede verden. Men alt der glemmes vil gerne huskes. Og mennesket er begyndt at erindre igen.
Udgiver: Forlaget Kandor

Sidste års vinder, Teddy Vork, interviewes af Steffen Larsen (Foto: Willy Wegner)
Sidste års vinder, Teddy Vork, interviewes af Steffen Larsen (Foto: Willy Wegner)

Prisen uddeles lørdag d. 12. marts til Krimimessen på Fængslet i Horsens, og juryen består i år af:

Christine Tjalve
Cand. mag. i litteraturvidenskab og antropologi, oversætter, forfatter og arbejder som kommunikationskonsulent

Jan M. Johansen
Tidligere uddannelsesbibliotekar og biblioteksudvikler, nu all round filialsultan og SoMe-tryllerist

Steffen Larsen
Anmelder for Politiken og børnelitteraturekspert

Thomas Winther Christensen
Informationsspecialist, kasserer og webmaster i Foreningen Fantastik og medlem af redaktørgruppen for Himmelskibet

Jette S. F. Holst
Bibliotekar på Horsens Bibliotek og kvinden bag Gyseren.dk

Kategorier
Aktiviteter

KBH Læser: Blod og blæk i Wicked Workshop

Blaek_og_Blod

En hel dag fyldt med rædsel. Et samarbejde mellem Dansk Horror Selskab og Wicked Workshop.

Klokken 11 indledes et walk-in, hvor horrormotiver og John Kenn Mortensens monstre tatoveres til nedsat pris.

Klokken 16 ankommer John Kenn Mortensen selv, og her har man mulighed for at købe en bog eller en t-shirt – og selvfølgelig få en doodle i. Mens man venter på tatoveringer eller bare fordi man er nysgerrig, kan man se de arbejdende værksteder i Sankt Hans Gade. Her er både smykkedesign i Rock’n’Gold og tilvirkning af rekvisitter til film.

Klokken 17.30 tages den sidste kunde i tatovørstolen, så det er først til mølle.

Klokken 18 går fire forfattere fra Dansk Horror Selskab (Steen Langstrup, Michael Kamp, Patrick Leis og A. Silvestri) på, og læser udvalgte historier op fra deres bagkatalog. Det bliver helt sikkert ikke for børn … men det er tilladt at kigge frem mellem fingrene.

Læs mere om Wicked Workshop
Læs mere om Rock’n’Gold
Læs mere om John Kenn Mortensen

Kom glad op – og tag vennerne med! Det er nemlig gratis!

(https://www.facebook.com/events/1738302226401954/)