Kategorier
Forfatterportrætter

Rikke Schubart

rikke-schubart

Blog på Videnskab.dk

Horrorudgivelser:

Ormekur i Poe: 4 makabre hyldester (2009)
Bid (2008)
Verdens 25 bedste gyserfilm (2001)
I lyst og død: fra Frankenstein til splatterfilm (1995)

Rikke Schubart (født 16. november 1966) er en dansk forfatter og filmforsker, der underviser på Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet i Odense.

Som barn fyldte bøgerne Rikke Schubarts verden. Hun slugte alt, hvad hun kunne komme i nærheden af, og allerede i en alder af 12 var hun nået igennem Goethe og Shakespeare.

Hun startede på litteraturvidenskab på Københavns Universitet som 18-årig. Mens de fleste andre studerende begravede sig i teoretikere som Jürgen Habermas, søgte Rikke Schubart mod kurser på universitetets andre fakulteter. På tysk læste hun Faust og blev stærkt fascineret af djævletemaet, og på psykologi tog hun et kursus i sexologi, hvor de studerende gennemgik perversioner som sadomasochismen.

Det var i starten af 1990′ erne, og på omtrent samme tidspunkt udkom Bret Easton Ellis’ bog “American Psycho”. Schubart begyndte at interessere sig for psykopater og seriemordere og endte med at skrive en artikel til Ud & Se, hvor hun interviewede den danske chefpsykolog Jørn Beckmann, som lavede psykologiske profiler af gerningsmænd. Hun afleverede speciale om gyserlitteratur og skiftede senere over til Film-og Medievidenskab, hvor hun skrev ph. d. om actionfilm.

Allerede under studierne opdagede Rikke Schubart, at det ikke altid var velanset at bryde grænserne mellem den finlitterære og den populærkulturelle verden, som blev repræsenteret i gyserromanerne. Da hun opsøgte en mulig vejleder til sit speciale, lød meldingen, at det var triviallitteratur, og sådan noget beskæftigede han sig ikke med. Hun har også fået at vide af en kendt filmmand, at hun forskede i “primitive film lavet for primitive mennesker, der handler om at løse konflikter med vold”.

»Når jeg møder det udtryk, at det ikke er værd at beskæftige sig med, så reagerer jeg altid modsat. Så bliver jeg bare mere nysgerrig,« fortæller Rikke Schubart. »Jeg mener, at det syn, vi har på verden, er skabt af den kultur, vi lever i, og i den kultur udgør de levende billeder – herunder populærfilmene – en stadig større del.«

Drivkraften bag hendes karriere er en ekstrem nysgerrighed og trang til at forstå verden.

Blå bog
Født 16. november 1966.
Ph. d. fra Film-og Medievidenskab fra Københavns Universitet i 2000.
Lektor ved Institut for Litteratur, Medier og Kultur, Syddansk Universitet.
Har udgivet flere bøger og har en filmblog ved navn Hollywoodbloggen.

(Fra “Portræt: BLANDT ZOMBIER OG ACTION-HELTE” af Lene Winther, Jyllandsposten 26.04.2009)

 

Kategorier
Forfatterportrætter

Sandra Schwartz

Sandra_SchwartzHjemmeside

Horrorudgivelser:

Sin mors søn i Pix (2013)
Jægeren i Dystre Danmark 2 (2011)

Jeg er 34 år og bor i Valby sammen med min mand og to børn. Når jeg ikke skriver eller tænker på at skrive, så arbejder jeg fuldtid med kommunikation.

Jeg er medlem af foreningen HUF (Håbefulde Unge Forfattere). Er du ung og ønsker at være en del af et fællesskab, hvor passionen for at skrive og udtrykke sig er i højsædet, så kan jeg varmt anbefale HUF. Det er en fantastisk forening, hvor jeg har mødt mange ligesindede og inspirationskilder. Læs mere her.

Der har altid boet historier i mig. De rumsterer derinde lige under overfladen, og nu vil de ud! Min farmor er min største inspirationskilde. Hun var den mest fantastiske historiefortællerske. Når jeg lukker øjnene, er jeg tilbage i min farmors stue. Lugten af nybagt franskbrød og lun æblemos fylder mine næsebor, og jeg er varm og tryg i min farmors favn. Hendes stemme fører mig bort til en verden, hvor kun fantasien sætter grænser. Hver gang, jeg sætter mig ved tastaturet, er det den følelse, jeg jagter.

Jeg skriver i flere genrer og både til voksne og børn. Men mit hjerte banker særligt for børne- og ungdomslitteratur. Sjovt nok er det også mest ungdomslitteratur, jeg læser, primært realisme og fantasy . Min Kindle og mit natbord er altid med en stak romaner, der venter på, jeg giver mig i kast med dem. Der er noget virkelig fedt ved at udforske børn og unges univers. Verden er et uudforsket sted – alt er muligt, og alting føles friskt, intenst og uberørt af tid og erfaring.

(Fra sandraschwartz.dk)

Kategorier
Forfatterportrætter

Freddy E. Silva

Freddy_E_SilvaHjemmeside

Horrorudgivelser:

Sanatarium (e-bog, 2012)
Maleriet (e-bog, 2012)
Korsvejen (e-bog, 2012)
Heksejægeren i Velkommen til dybet, 2011
Stumt vanvid i Dystre Danmark 2, 2011

Freddy E. Silva er oprindeligt fra Chile, men kom til Danmark i 1981 i en alder af knap seks år.

Han kom hurtigt i folkeskole, tog HF og var derefter værnepligtig, efterfulgt af en kontrakt med den Danske Internationale Brigade. Straks derefter læste han til laborant, og fik hurtigt et job i medicinalindustrien. Trods den naturvidenskabelige uddannelse brændte han dog mest for at skrive.

Udgivelserne begyndte med en novelle i Tellerups antologi ‘Velkommen til Dybet’ efterfulgt af noveller i ‘Bag Adonais spejl’ og ‘Dystre Danmark 2.’ I august 2012 udgav Forlaget  Valeta hans debutroman ‘Mediatropolis’, der blev rost af flere anmeldere, bl.a. månedsmagasinet Q og Litteratursiden. Forlaget Valeta udgav ligeledes tre noveller igennem ebooks2go – det var ‘Sanatorium’, ‘Maleriet’ og ‘Korsvejen’.

Selv om Silva primært har skrevet i de fantastiske genrer, har han ligeledes  ambitioner om at henvende sig til et bredere publikum igennem mere socialrealistiske fortællinger.

Ønsket om at underholde og sætte tanker i gang er den primære drivkraft bag alle skriverier fra hans hånd.

(Fra Freddyesilva.dk)

Kategorier
Forfatterportrætter

Lars Ahn Pedersen

Lars_Ahn_PedersenHjemmeside

Horrorudgivelser:

Telefon fra afdøde i PIX (2013)
Donation i Vampyr (2013)
Blomstervanding i Dystre Danmark 2, (2011)
Langt ude i skoven i Velkommen til dybet (2011)
Mordene på Katrina i Dystre Danmark (2009)

Nogle børn får at vide, at de kom med storken. Mine forældre fortalte, at jeg ankom med et Air France-fly en juli-aften i 1973. Forklaringen er, at jeg er født i Seoul, Sydkorea og kom til Danmark som adoptivbarn, da jeg var fire måneder gammel.

Resten af min opvækst fandt sted i Hedehusene, hvor jeg gik i skole. Jeg har altid været lidt af en læsehest og har fået at vide, at en af mine første billedbøger handlede om et spøgelse ved navn Horatio. Det forklarer måske min senere fascination af det fantastiske og makabre, selv om jeg som lille var let at skræmme. For eksempel havde jeg mere end svært ved at se Emil fra Lønneberg, fordi jeg var bange for Emils sure far!

Som barn slugte jeg tegneserier på stribe, og derefter gik jeg på strandhugst i mine forældres bogsamling, der primært bestod af spændingsromaner – da jeg var 12, var min yndlingsforfatter Desmond Bagley… Jeg kastede mig også over Star Wars-sagaen, Tolkien og Stephen King, og på et eller andet tidspunkt slog det mig, at jeg kunne begynde at lave mine egne fortællinger. I forvejen klarede jeg mig bedst i de skriftlige fag i skolen, og jeg elskede, når vi havde fristil. Eksempelvis afleverede jeg en gang en varulve-historie, som min dansklærer vist ikke rigtig kunne finde ud af, hvordan hun skulle forholde sig til. I dag er mine favoritforfattere Iain M. Banks, Caitlin R. Kiernan, Neil Gaiman og James Patrick Kelly.

Jeg blev student fra Høje-Taastrup Amtsgymnasium i 1991 og brugte derefter et par år på at arbejde som postbud og gå på højskole (Støvring Højskole 1992), mens jeg tog mig sammen til at søge ind på Danmarks Journalisthøjskole. Det lykkedes mig at blive optaget i 1993, og fire år senere kunne jeg kalde mig journalist. Jeg har været ansat på Dagbladet Roskilde siden 1998. De første mange år arbejdede jeg som skrivende på Roskilde-redaktionen, indtil jeg i 2004 skiftede over til at blive redigerende. I 2009 blev jeg udnævnt til redaktionsleder som del af et tre-mands lederteam på redaktionen.

Jeg bor i Roskilde og er medlem af foreningerne Uden Cola, Koreaklubben, Fantastik og Science Fiction Cirklen. Desuden er jeg medlem af en rockklub, som primært består af tidligere og nuværende medarbejdere på mit gamle praktiksted og første arbejdsplads som journalist, Vejle Amts Folkeblad.  Vi mødes et par gange om året og dyster i en rimeligt hardcore-nørdet rockquiz, ligesom vi kårer Årets Plade. Endelig er vi faste gæster på Roskilde Festival, som jeg har været på hvert år siden 1994. Ironisk nok ventede jeg med at tage på Roskilde, indtil jeg var flyttet til Århus for at læse på DJH, selv om jeg er vokset op få kilometer fra festivalpladsen. Det hjælper selvfølgelig, at jeg ikke skal betale for billetten, fordi jeg dækker festivalen for mit arbejde, og at jeg slipper for at overnatte i støvet/mudderet sammen med alle andre, fordi jeg kan tage hjem og sove.

Ud over musik (Muse, Suede, PJ Harvey, Björk, Bat for Lashes og mange, mange flere) og skønlitteratur i den fantastiske genre interesserer jeg mig for film (Top 5: Blade RunnerStar Wars IV: A New Hope, De syv samuraier, Alien og Aliens) og fodbold. Jeg har en to år yngre lillesøster og to søde niecer.

Her er mit professionelle cv.

Jeg har også en profil på Facebook.

(Originalartikel fra Larsahn.dk)

Kategorier
Forfatterportrætter

Morten Carlsen

Morten_CarlsenHjemmeside

Horrorudgivelser:

Ozheelah’s Lake i Urban Cthulhu: Nightmare Cities, 2012
Dybt nede i Grufulde mørke: Nye Cthulhu Mythos noveller, 2012
Røg i Dystre Danmark 2 (2011)
Howard Charlestons forvandling i Lyden af vanvid : nye Cthulhu Mythos noveller (2010)

Født i 1980. Bor i Randers. Uddannet bibliotekar. Har skrevet noveller siden 2000 med hovedvægt på de fantastiske genrer, primært horror, men dog også med enkelte udflugter udi realismen. De første gyserhistorier blev skrevet helt tilbage i 11-års alderen på en gammel, blå Royal-skrivemaskine, der var en af hans kæreste ejendele.

(Uddrag fra portrættet i “Dystre Danmark 2”, H. Harksen Productions, 2011)