Kategorier
Nyheder

Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen vinder med “Pramdrageren”

Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2024 for “Pramdrageren”, der er udgivet på forlaget 2 Feet Entertainment.

Siden 2012 er prisen for Årets Danske Horrorudgivelse blevet uddelt af en uafhængig jury.

Juryens motivation:

Martin Wangsgaard Jürgensen og Jacob Holm Krogsøes ‘Pramdrageren’ er – uden på nogen måde at plagiere Joseph Conrad – en rejse ind i mørkets hjerte, en skæbnetung sejlads ned ad Gudenåen, der på en og samme gang fremstår realistisk og mytologisk. Uden klassiske jump scares og billig effektsøgen bliver læseren draget ind i fortællingen, så den bliver siddende i én, længe efter romanen er læst til ende. ‘Pramdrageren’ er i sandhed et snigende gys, der vokser og rumsterer, for aldrig at gøre Randers og Gudenåen til det samme igen.

‘Pramdrageren’ er en unik dansk roman. Der findes næppe andet, der som den maner, pirrer og driller, for at ende i febersyner og groteske billeder, der hjemsøger og fascinerer. Makkerparret Krogsøe og Wangsgaard manifesterer sig med dette deres tredje fælles epos som storytellers fra den øverste hylde. Stemningen, sproget og karaktererne står levende og vibrerende, romanen emmer af 1900-talsstemning, det roligere tempo i verden, det dystre tusmørke i gaderne, den sociale afgrund, der lurer for arbejdsmændenes fødder i en verden, hvor velfærdssamfundet endnu ikke er født. Her er ingen lette klicheer, men helstøbte mennesker og miljøer, troværdige som havde Bang eller Pontoppidan manet dem frem for os. Og samtidig med, at romanen spejder mod fremtiden, griber den også fat i den gamle folklore og opdaterer smukt den overtro, der tidligere levede på overdrevet og nær åen.

Hvis man ikke forstår alt i årets motivation, er det helt i orden. Som læser forstår man heller ikke nødvendigvis alt i ‘Pramdrageren’ og det føles helt okay, på en urofremkaldende facon. Derfor skal romanen og dens to forfattere beæres med prisen for Årets Horrorudgivelse 2024.

Nominerede:
Antologien ‘I ly af mørket – 2’, Afkom
K. T. Bang ‘Jernkysset’, Brændpunkt
Cecilie Thybro Overgaard ‘Spindelmanden’, Read.Die.Repeat
Benni Bødker og Christian Højgaard ‘Meschugge’, Fahrenheit
Jacob Krogsøe og Martin Wanggaard Jürgensen ‘Pramdrageren’, 2 Feet Entertainment (vindere)

Kategorier
Nyheder

Årets shortliste 2024

Shortlisten 2024

Så er de fem bøger, der går videre til årets shortliste fundet, og titlerne er:

I ly af mørket II redigeret af Anders Fjølvar

forlaget Afkom

I LY AF MØRKET II er en dansk tegneserieantologi, der hylder forfatteren H.P. Lovecrafts (1890-1937) urovækkende, fascinerende og dystre fortællinger.

Udgivelsen byder på 12 nyfortolkninger af forfatterens historier fordelt på over 170 sider, der trækker læseren ind i H.P. Lovecrafts verden af det ukendte og overnaturlige.

Med respekt for H.P. Lovecrafts litterære arv er denne tegneserie en hyldest til forfatterens skæve og kosmiske fortællinger, der har inspireret generationer af læsere, forfattere, filmskabere og kunstnere med mere gennem årene.

Jernkysset skrevet af K. T. Bang

forlaget Brændpunkt

Efter en uventet telefonopringning sætter Heidi kursen mod Thorsminde, det frådende Vesterhav og det barndomshjem, hun knap kan huske.

Med sig har hun sin tiårige datter, sin evigt optimistiske mand og alle intentioner om at få turen hurtigt overstået, så hun endnu en gang kan lægge både fortid og Vestjylland bag sig.

Snart må Heidi dog sande, at ikke alle minder lader sig velvilligt glemme. De dukker op overalt i det gamle hus. Som den store plet under det fastsømmede tæppe i køkkenet og den sære lyd i soveværelsesvæggen.

Og mens fortiden ånder hende i nakken, kæmper Heidi for at finde sandheden om det, der er sket i huset. Om den gave, havet bragte hendes familie en isnende kold nat for godt to hundrede år siden. En gave, der har krævet sine ofre lige siden. En gave, der nu også har fået færten af Heidis mand og datter.

JERNKYSSET er en gåde sat i kulissen af den barske Vestkyst og én af verdenshistoriens største strandingskatastrofer. En bestialsk fortælling om en families mørkeste hemmelighed og en forbandelse, der ikke bare går i arv, men går igen. (forlagets beskrivelse)

Meschugge af Benni Bødker og Christian Højgaard

forlaget Fahrenheit

København i begyndelsen af 1900-tallet. Den såkaldte jødiske ghetto er en labyrint af smudsige gyder og faldefærdige rønner, hvor bordeller, værtshuse, kriminalitet og fattigdom hører til dagens orden. Blandt disse overfyldte lejligheder og skidne baggårde finder en række bestialske mord sted.

Københavns politi sætter den unge frøken Nathansen – Nathan blandt venner – til at undersøge sagen, eftersom hun selv er af jødisk familie og derfor bør være den rette til opgaven. Men meget snart indser Nathan, at forbrydelserne trækker et blodigt spor efter sig, der peger på såvel pogromerne i Rusland som korruption på højeste niveau i byens politi.

Det er langt fra alle, der ønsker de brutale mord opklaret …

Pramdrageren af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen

forlaget 2 Feet Entertainment

Randers i slutningen af 1800-tallet.

Den mystiske københavner Felix Høst hyrer et sjak pramdragere til at trække en pram op ad Gudenåen for at finde en ukendt forgrening, som pramdragerne ved ikke findes. Det er vinter og alt for tidligt på året at tage en opgave på åen, men betalingen er for god til at afslå.

Det bliver en rejse, der vender op og ned på alt, en rejse, hvor alt burde være velkendt, men intet er, som det plejer at være.

De følger åen opstrøms og ender i ukendt land. Københavnerens penge lover en bedre fremtid. Men spørgsmålet er, hvad sjakket af pramdragere finder derude i det vinterhvide landskab, hvor fortid og fremtid synes at smelte sammen.

Pramdrageren er en historisk roman tilsat magisk realisme med mere end et strejf af mørk overtro og myter flettet ind i handlingen.

Spindelmanden af C. C. Thybro

forlaget Read.Die.Repeat

Berte på 14 er kronisk syg. Det er ikke noget nyt, og hun vil bare gerne leve sit livs efterår i fred og ro. Men så dør pigen i nabosengen. Hun bliver myrdet af et stort spindelmonster, som kun Berte og de andre børn og unge på afdelingen kan se.

Berte slår sig modvilligt sammen med Clara og Hjalte, to andre langtidsindlagte, om at opklare mysteriet, men der er bare et problem: Monsteret kommer tættere og tættere på, og Berte lader til at være den næste på listen.

Midt i kampen på liv og død, opdager Berte, at hvis man tør, kan man godt finde både venner og kærlighed – også i en hospitalspyjamas.

Spindelmanden er en fortælling om handikap, kronisk sygdom, døden, at være ung som autistisk LGBTQIA+ person, venskaber, forelskelse … og selvfølgelig et stort børnespisende monster.