Horrorudgivelser:
Kat : ondskaben lurer i regnen (1995)
Blodets nætter (1995)
Pyromania (1996)
Forvandling (1997)
Fluernes hvisken (1999)
9 før døden : noveller (2001)
Metro i Poe (2009)
De sidste i Skygger (2010)
Plantagen 1 – Den hvilende ondskab (2010)
Plantagen 2 – Intet er, som du tror (2010)
Plantagen 3 – Porten til helvede (2011)
El Daemon sms-novelle (2011)
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod (Vinder af Årets Danske Horrorudgivelse, 2011)
I morgen skal du dø sms-novelle (2012)
Spøgelserne på Frilandsmuseet (2013)
Steen Langstrup blev født i 1968, og voksede op lidt uden for Helsinge på Nordsjælland. Han var ikke særligt begejstret for skolen, og efter folkeskolen gik han ud. Ønsket var en plads som reklametegner, men det blev i stedet til et arbejde i faderens smedefirma og forskellige andre jobs.
Efter to afslag fra Skolen for Brugskunst besluttede Langstrup sig for at blive tegneserietegner, så han fik et job i et supermarked to dage om ugen, og resten af tiden gik med at tegne. Efter år med afslag på afslag begyndte han at afsætte tegningerne, og pludselig arbejdede han for 7-8 ungdoms- og musikblade.
På et tidspunkt fik Langstrup nok af livet som tegneserietegner, og i stedet begyndte han at skrive. Det blev til romanen ”Kat”, som han sendte til Høst & Søns Forlag, fordi ”de lavede de fedeste forsider”. Romanen blev antaget og udkom i 1995.
”Kat” foregår i et regnvådt København, hvor en række mystiske og modbydelige mord finder sted. Omdrejningspunktet er Maria, som overværer et trafikuheld, hvor en kat bliver dræbt. Det mærkelige er bare, at katten tilsyneladende vender tilbage. ”Kat” er en selvstændig roman, men der trækkes tråde til den fra flere af Langstrups senere romaner, som f.eks. ”Fluernes hvisken” og ikke mindst Plantage-trilogien.
I 2001 blev ”Kat” filmatiseret af Martin Schmidt, men filmen blev ikke den store succes. Anmelderne sablede den ned, og heller ikke Langstrup selv var særligt tilfreds med resultatet. Fire år senere i 2005 blev ”Kat” radiodramatiseret, og her var anmelderne anderledes positive. Elin Rask skrev i sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad: ”Det lykkes forfatter og instruktør at spænde mystikken og uhyggen tæt som en teltdug over publikum og gerningssted. Hertil bidrager ikke mindst Anders Koppels snart fræsende snart ekspressive musik”. Instruktøren bag radiodramatiseringen var Ole Kröll, som Langstrup tidligere havde arbejdet sammen med om dramatiseringen af ”Fluernes hvisken” i 2004.
Allerede samme år som Langstrup debuterede med ”Kat” udgav han også ”Blodets nætter”, igen på Høst & Søn. ”Blodets nætter” er en vampyrroman, og her introduceres læserne for første gang for byen Gillsby, et univers Langstrup vender tilbage til i senere bøger.
Med ”Pyromania” i 1996 forlader Steen Langstrup det klassiske gys med monstre og skriver i stedet en intens thriller om 7 venner, der tilsyneladende altid befinder sig lige i nærheden af en række påsatte brænde.
I ”Forvandling” fra 1997 vendte Langstrup så tilbage til de klassiske monstre. Denne gang var det varulve i historien om Kasper og Mia som tager på ferie i Rumænien. Anmelderne var endnu engang delte, og hvor Susanne Bjertrup i Politiken mente, at Langstrup var blevet langtrukken, så var Hans Larsen fra Ekstra Bladet anderledes positiv og kaldte ”Forvandling” for: ”… yderst underholdende, meget stilsikkert og indimellem rigtigt velskrevet”.
Der gik to år, før Steen Langstrup igen udgav en ny roman. ”Fluernes hvisken”, udkom i 1999, og blev præsenteret som afslutningen på en trilogi om besættelse og ondskab (”Kat” og ”Pyromania” var de to første). København hjemsøges af en række makabre dødsfald, og samtidig har en voldsom fluesværm lagt sig over byen. De to betjente som spiller hovedrollerne, introducerede Langstrup i ”Kat”, mens det første offer har forbindelse til ”Pyromania”.
Efter ”Fluernes hvisken” skiftede Langstrup forlag, så da ”9 før døden” udkom i 2001, var det på Forlaget Gyldendal. Novellesamlingen består af 9 noveller, som kredser om den uventede død. Historierne starter i dagligdagen, for så at tage en drejning ind i mørket. Tom Ekeroth siger i sin anmeldelse: ”Den gode gyser kulminerer ofte i de sidste linjer, når maskerne falder og intet er, som man troede. Det er Langstrup god til”.
”9 før døden” var et farvel til horroren for Steen Langstrup. I et interview i Jyllandsposten udtalte han, at han ikke følte, at der var så mange muligheder tilbage for ham for ”at få danskernes tænder til at klapre”, og at han ikke havde lyst til at gentage sig selv.
Samarbejdet med Gyldendal blev ikke specielt lykkeligt for Langstrup, som i 2003 valgte at forlade forlaget og starte sit eget 2 Feet Entertainment op. Begrundelsen var, at han fik større kunstnerisk frihed – og oven i købet tjente flere penge. I dag udgiver han stadig på eget forlag, og har fået oversat flere af sine bøger til andre sprog samt været nomineret til Glasnøglen (skandinavisk krimipris) for den første udgivelse på eget forlag, besættelses-thrilleren ”Stikker”.
Heldigvis for horrorfans var hans farvel til genren dog ikke for evigt. Efter en række krimier, spændingsromaner og en fagbog om bestsellere, vendte Langstrup tilbage til horroren i 2009, hvor han sammen med Rikke Schubart, Patrick Leis og Anne-Marie Vedsø Olesen i forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poe udgav antologien ”Poe”. Her gendigtede de fire forfattere hver en Poe-novelle, som var udvalgt af anmelder Mette Strømfeldt. For Langstrups vedkommende var det novellen ”William Wilson”, som blev til ”Metro”.
Med sin tilbagevenden til horror tog Steen Langstrup også et andet stort skridt, han nedlagde sin hjemmeside og oprettede i stedet platformen Mørket. Her fjernede han alt biografisk stof, billeder og lign. som ikke handlede om værk og indhold. Nu skulle fokus tilbage det, det drejede sig om: Passionen for gys. Samtidig stoppede Langstrup også med at sende bøger til anmeldelse og sagde i en længere periode nej til interviews. I stedet var fokus på at skrive Plantage-triologien, der udkom over de næste to år.
Med tiden måtte Langstrup dog sande, at fansene ønskede et sted at læse om manden bag bøgerne, og med tiden er mxrket.dk blevet udbygget med en mere personlig blog, samtidig med at features som Mit livs gys, Horrorkalenderen og Forlaget 2 Feet Entertainment stadig findes på sitet.
2010 blev et yderst produktivt år for Steen Langstrup. Dels udgav han antologien ”Skygger”, som var en hyldest til den danske gysertradition. Her samlede Langstrup 14 af de bedste danske gysernoveller fra 1800-tallet, 1900-tallet og lidt ind i det nye årtusinde. Langstrup bidrog også selv med novellen ”De sidste”, der tager læseren med ind i Gillsby-universet.
Selvom anmelderne generelt roste udgivelsen for, at den gør opmærksom på ældre litteraturs kvaliteter og viser, at skræk og gys ikke er opstået med tegneserier og computerspil, så fik Langstrup på puklen for ikke at have forsynet bogen med kommentarer. Det fik Langstrup til efterfølgende at lægge korte kommentarer og begrundelse for valget af samtlige noveller op på mxrket.dk.
Efter ”Skygger” kom så første del i Plantage-trilogien ”Den hvilende ondskab”, der blev efterfulgt af bind to ”Intet er som du tror” samme år og bind tre ”Porten til Helvede” der afsluttede serien i 2011. Igen er vi tilbage i Gillsby, denne gang i den lukkede skov, hvor noget mystisk rumsterer. En mand har købt en nedlagt plantage tæt på skoven, men da han inviterer sine børn på besøg, dukker noget op fra skovens dyb. I bind to uddybes fortællingen om den lukkede skov og den mystiske pige Ane, og i bind tre kulminerer fortællingen i en fantastisk konspirationstur med udgangspunkt i Johannes Åbenbaring.
Plantage-trilogien blev (som næsten altid) lidt blandet modtaget af kritikerne. Holger Ruppert skrev i Frederiksberg Lokalavisen: ”[Steen Langstrup] er stadig en mester i at beskrive uhyggelige situationer, så de bliver til vibrerende spænding, så man lige tjekker, at der ikke ligger en snegl under sengen”, og Lars Bukdahl gav første bind følgende ord med på vejen: ”…han er en fremragende synsvinkel- og plottrådklipper. I bogens fjerde og sidste del klipper han stadig mere frenetisk, næsten sekund for sekund, mellem de tilbageværende personer i hver sin djævelske blindgyde, som en lang serie af lutter cliffhangers med ingen cliff imellem – og selvom du principielt hverken kan tage spøgelsespigen eller slow-motion monstrene alvorligt, tvinger klipningens hidsende fart og tempo dig til at gøre det alligevel, tvinger dig til at gyse gedigent, igen og igen, til du åndeløst er fuldstændigt ud-gyst!” I modsætning til dem mente Nanna Frank Rasmussen, at: ”Dræbersnegle er mere grinagtige end gruopvækkende” og at: ”…forfatteren [skulle] have taget grensaksen i brug og klippet grundigt ud i krattet, så trilogien var blevet til en stram horrorfortælling. Det er der nemlig gode idéer nok til.”
Hvor Plantage-trilogien kan ses som en slags hjemsøgt-hus-i-den-mørke-skov fortælling med apokalyptiske undertoner, så skiftede Steen Langstrup igen fuldstændig retning med sin næste roman. ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” er rendyrket torturhorror, fortalt så man som læser mest har lyst til at lukke øjnene.
To kvinder er alene på en tankstation. Stort set hele Danmarks befolkning sidder foran tv’et og følger finalen, men det, der burde have været en kedelig aften, udvikler sig til et blodigt drama på liv og død.
I ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” rendyrker Langstrup sit talent for at krydsklippe mellem forskellige spor og på den måde opbygge suspense. Historien er stramt fortalt (kun 152 sider), og Langstrup spilder ikke tid på dybdeborende psykologiske portrætter. Her er det handlingen, der driver historien frem – og det gør den så godt, at læserne snart flytter sig uroligt på sædet.
For at læseren kan tro på en horrorfortælling, er det nødvendigt at lave en troværdig ramme for historien, og det er noget af det, Steen Langstrup gør godt. Han skriver om hverdagen, som pludselig invaderes af noget grufuldt, og det lykkes ofte for ham at skabe en uheldsvanger stemning i sine fortællinger, så læseren får lyst til at se sig over skulderen. Det gør han bl.a. med brugen af luftpumpen i ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”. En luftpumpe er jo på ingen måde skræmmende, men i Langstrups univers kan alt blive uhyggeligt, og derfor er “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” da også velfortjent nomineret til prisen for Årets Danske Horrorudgivelse.
I et interview i Jyllandsposten fra 2001talte Langstrup bl.a. om at skabe historierne: ”… det gælder om at vide, hvilke tanker læseren har om historiens udvikling. Forfatterens opgave er at snyde læseren, så der bliver skiftet retning, hver gang han føler, at læseren må være ved at gætte, hvad der vil ske. Det er vanskeligt, især hvis man ønsker at bevare en form for realisme i historien. Man bliver nemt fristet til hele tiden at chokere og finde på et eller andet, der er langt ude. Men det gælder om at bevare roen.”
Til spørgsmålet om, hvad det er der fascinerer ham ved det uhyggelige, svarer han i et andet interview i Weekendavisen: ”Den verden, vi kender, er en tryg skal. Når virkeligheden begynder at sprække, opstår der uhygge, som da jorden forsvandt under fødderne på folk i Haiti. I gyseren opstår der uhygge, når der er en seriemorder løs, eller virkeligheden viser sig at være anderledes, end man tror.Vi kender alle sammen mørket fra barndommen. Det var under sengen, inde i skabet, ude i gangen, når man skulle sove. En god gyser aktiverer barndommens angst for det ukendte i mørket.”
Uanset hvad kritikerne har ment om Steen Langstrups forfatterskab gennem årene, har han haft en trofast læserskare siden debuten i 1995, og om nogen har han været med til at sætte dansk horror på landkortet. Senest har han været med til at stifte foreningen Dansk Horror Selskab i 2011, som står bag prisen for Årets Danske Horrorudgivelse.
Læs mere:
Mørket.dk
Forfatterportræt på Litteratursiden
Forfatterportræt på danskehorrorfans.dk
Kristeligt Dagblad (01.10.05): Gys, gru og jammer
Jyllandsposten (20.02.01): Mørkemanden
Weekendavisen (12.03.10): En gyser skal først og fremmest føles
(Artikel af Jette S. F. Holst – oprindelig bragt på Gyseren.dk)
