Afstemningen om årets shortliste er nu blevet afgjort, og de fem bøger der er endt på shortlisten er:

Randvad af Martin Wangsgaard Jürgensen & Jacob Holm KrogsøeRandvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen

Akademikeren Karl Johansen bliver i 2017 hyret til at finde ud af, hvad der skete med Albert Severin Termansen. Albert forsvandt i 1887, da han besøgte den lille landsby Randvad, nær Løjt Kirkeby i Sønderjylland. Han var historiker og ville undersøge stedets særlige, gamle landbokultur. Den talentfulde, unge kunstner, Werner Erik Kværndrup var med ham.

Werners efterladte tegninger får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Karl. Der er noget truende over Randvad og den gamle skov, der omkranser landsbyen. Det bliver snart tydeligt, at ikke alle ønsker, at Karl skal rode i fortiden.

RANDVAD er en krimi om dyriske drifter, hemmeligheder og kræfter fra historiens dyb. RANDVAD er gys og spænding. (forlagets beskrivelse)

Randvad er skrevet af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen. Det er deres første fælles roman, men de har tidligere skrevet novellen Frelse gennem bod sammen. Det er første gang makkerparret er nomineret til prisen.

Randvad er udgivet af H. Harksen Productions


Requiem - Fort Ferguson af Patrick LeisRequiem – Fort Ferguson af Patrick Leis

I den nye verden, hvor de levende døde vandrer på jorden, forsøger en håndfuld mennesker at opretholde livet på en befæstet farm. Man har sikret sig mod zombier og omstrejfende røverbander, og prøver at genopbygge et fungerende samfund. Men i horisonten trækker uvejret sammen, en enlig vandringsmand nærmer sig Fergusonfarmen og med sig bærer han en frygtelig hemmelighed. (forlagets beskrivelse)

Patrick Leis har været nomineret til prisen fire gange tidligere. I 2012 for Sort vand, 2013 for Hvisken fra dybet, 2016 for Necropolis og 2017 for Castra Damnatorum.

Requiem – Fort Ferguson er udgivet af forlaget Valeta


Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenLucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Hun er tusind år gammel. Hun er nordisk kannibal. Hun er umættelig.

Lucie kan ikke dø. Om sig selv ved hun kun, at hun for tusind år siden steg fuldvoksen op af Trondhjemsfjorden, at der i hendes årer flyder vand i stedet for blod, og at hun med jævne mellemrum overmandes af en hunger efter levende menneskekød.

Under en heavy metal-festival i København møder hun den tidligere børsmægler Casper og tager ham med til en københavnsk opiumshule. Her får hun i en fælles rus endelig adgang til en flig af sin egen fortid og mærker de åndelignende væsner, der vil forhindre hende i at lære sin egen historie at kende. Især da Casper og hans nærmeste ven, religionshistorikeren Martin, inviterer hende på pilgrimsvandring til Trondhjem, bliver ånderne urolige.

Under vandringen op gennem Norge begynder eventyrlige ting at ske. Nordiske guder dukker op, talende fugle advarer om ragnarok, og de mystiske ånder afslører deres sande natur. Samtidig kan Lucie ikke modstå sin sult efter menneskekød og efterlader sig et spor af dødsfald i de smukke norske landskaber. Da de endelig ankommer til Trondhjem, er det med politiet i hælene.

LUCIE er en spændingsfyldt roman om nordiske myter og kristendom, om identitet, tro og rationalitet fra en forfatter, der er blevet sammenlignet med både Stephen King, Anne Rice og Umberto Eco. (forlagets beskrivelse)

Anne-Marie Vedsø Olesen har tidligere været nomineret til prisen i 2012 for Glasborgen.

Lucie er udgivet af Politikens forlag


Forglemmigej af Teddy VorkForglemmigej af Teddy Vork

Mie har fået nyt job som nattevagt på et ældrecenter. Oven på en hård periode med indlæggelse på psykiatrisk afdeling og en skilsmisse er hun nu klar til at komme i gang igen og skabe et godt liv for sig selv og datteren, Astrid. Men jobbet er ikke så nemt, som Mie havde troet. De demente beboere er urolige om natten og sidder fast i gamle, traumatiske minder. Et bestemt minde virker til at gå igen hos flere beboere. Samtidig får Mie følelsen af, at nogle af hendes kolleger er ude efter hende, en følelse hun også havde på sin tidligere arbejdsplads. I sit privatliv må Mie kæmpe med eksmanden Jeppe, der tvivler på, at Mie kan klare forældrerollen, efter at Astrid er begyndt at fortælle foruroligende ting om situationen hjemme hos Mie. Er der nogen, der er ude på at gøre Mie ondt? Eller er det hele noget, der forgår inde i hendes hoved?

FORGLEMMIGEJ er en intens psykologisk thriller, der tegner et stemningsmættet og uhyggeligt billede af det velkendte plejehjemsmiljø og viser, hvordan et skrøbeligt sind hurtigt kan slå sprækker. (forlagets beskrivelse)

Teddy Vork var også nomineret i 2012 for romanen Ex, og vandt prisen i 2014 for novellesamlingen Sprækker.

Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog


Hotellet af Jonas WilmannHotellet af Jonas Wilmann

Den danske forfatter Roland Andersen rejser til området omkring Dartmoor for at sikre en romankontrakt med det velrenommerede forlag Tashtego. Det er sen aften, da han lander i Bristol, og på vej mod forlaget farer han vild på de små, engelske landeveje, kører galt og mister bevidstheden.

Da han slår øjnene op, befinder han sig på det affældige Sycamore Grove Hotel, som nærmest er opædt af den omgivende skov og hvis gæster alle er ældgamle. Den venlige læge Augustus Landau tilser Rolands skader, og beboerne på hotellet er da venlige nok, om end lidt sære. Men der er noget, som ikke helt stemmer. Det er, som om skoven omkring hotellet fortsætter i det uendelige.

Hvor er den vej, Roland kørte galt på?
Hvor er han egentlig?
Er han overhovedet i England længere? (forlagets beskrivelse)

Jonas Wilmann vandt prisen i 2012 for Frygt-filerne, og var i 2014 nomineret for Frygt-filerne 2.

Hotellet er udgivet på forlaget Kaos


Det er nu op til juryen at bedømme, hvilken af de fem titler der skal tage prisen hjem for Årets Danske Horrorudgivelse.

I år består juryen af: Steffen Larsen, Stig W. Jørgensen, Stephanie Caruana, Pia Bechmann og Jette Sønderbek.

Prisen uddeles lørdag d. 6. april under Krimimessen i Horsens.

2 kommentarer til Årets shortliste 2018

  1. Pingback: Shortlistet til horrorpris | Anne-Marie Vedsø Olesen

  2. Pingback: RANDVAD nomineret til prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2018 | Harksen's Blog of the Unspeakable

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *