20. marts 2021, Author: Jette Holst, Skriv en kommentar

Teddy Vork vinder Årets Danske Horrorudgivelse

Kategorier: Nyheder

Teddy Vork vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2020 for romanen “Mulm”.

For anden gang modtager esbjergensiske Teddy Vork prisen for Årets Danske Horrorudgivelse, denne gang for romanen “Mulm”, der udkom d. 13. marts 2020 på forlaget Kandor. Første gang Vork modtog prisen var for novellesamlingen “Sprækker” fra 2014.

Siden 2012 er prisen for Årets Danske Horrorudgivelse blevet uddelt af en uafhængig jury. I år bestod juryen af professor på Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet Anne-Marie Mai, boghandler Jette Sønderbek, bibliotekar Pia Bechmann, boghandler Søren Vangsgaard og ansvarshavende redaktør for Kulturkapellet Torben Rølmer Bille.

Juryens motivation:

Gennemgående i juryens beskrivelse af årets vindende udgivelse er ordene snigende og urovækkende, og det kendetegner romanen meget godt. Vi møder en familie på tre, hvor uhyggen kryber ind i sprækkerne mellem fornuft og følelse. Moderen, Maja, er indlagt på psykiatrisk skadestue, og faderen, Jacob, er derfor ladt alene med deres femårige søn, Johannes, der påvirket af situationen har fået en usynlig ven. En usynlig ven, som Jacob får svære og svære ved at ignorere.

Hverdagen og det almindelige liv skildres eminent, og vi oplever med stigende ubehag, hvordan den kendte verden krakelerer og det ukendte siver ind i historien som en underliggende summen af rædsel. Fortællingen balancerer på en skarp knivsæg af banal hverdagstrivialitet og en mørk, dæmonisk domestic noir, hvor kræfter udefra vender dagligdagen på hovedet. Sigmund Freud bruger begrebet Das Un-heimliche, der sidestiller uhygge med uhjemligt og utrygt. Uhyggen opstår i mødet med noget overnaturligt eller uforklarligt.

Teddy Vork tager fat i alle forældres værste mareridt – ”Hvad, hvis mit barn rammes af noget, som jeg intet kan gøre imod, og måske ikke forstår?” og skriver sig ind i en tydelig identifikation hos de voksne læsere – ”Ægtefællen, der rammes af sygdom, og efterlader sin partner i sorg, frygt og afmagt med en hverdag, der skal fungere og køre videre”. Det psykologiske tvist i historien danner perfekt grobund for den spirende ondskab. Er det Jacobs psyke, der skaber det parallelle univers; er det Majas oplevelser i huset inden indlæggelsen, som Jacob finder beskrevet i dagbøger; er det Johannes’ forsvarsmekanisme mod moderens fravær, der åbner hans sind for sagninspirerede hallucinationer?

Læseren gribes af de effektive virkemidler og karakterernes troværdighed. Man føler empati og rystes i grundvolden af det mareridt Jacob trækkes længere og længere ind i. Det onde i denne fortælling er en urgammel kraft bundet til stedet. Romanens uhygge er både sanselig og overrumplende.

Bogen er velskrevet og velkomponeret og den har mulighed for at nå ud til et bredt publikum, der ikke nødvendigvis kender horrorgenren på forhånd. Det er en horror-fortælling, som man gerne vil anbefale til alle. Bogen udmærker sig rent udgivelsesmæssigt ved at være godt håndværk – både typografisk, korrekturmæssigt og indbindingsteknisk. Der er tale om bundsolidt redaktionsarbejde, som Forlaget Kandor kan være stolt af.

Det gode gys er som oftest det, der bliver siddende i knoglerne længe efter lyset igen er tændt, og sådan et gys er “Mulm”. Derfor er vi i juryen enige om, at Teddy Vork skal vinde prisen for årets danske horrorudgivelse i 2020.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *