Shortliste for Årets Danske Horrorudgivelse 2023

Så er de fem bøger, der går videre til årets shortliste fundet, og titlerne er:

‘Når frosten kommer’ af Aske Munk-Jørgensen

Forlaget Superlux

Thomas er musiker. Da hans kone dør i en bilulykke, bryder hans verden sammen, og i et forsøg på at samle stumperne, flytter han til Vadehavet.

I det lille samfund bag digerne finder han både venskab og ny kærlighed, og for en tid lader det til, at han virkelig kan få en ny chance i livet. Men marsken er gammel, og havet husker alt.

Jeg købte et hus i marsken. I gamle dage, før digerne, byggede folk deres huse på værfter. Det kalder man de små, cirkelrunde knolde. Kom der stormflod, kunne man redde sig selv og kvæget fra at drukne på den kunstige høj, der rejste sig nogle få meter over det endeløse vand. Nu var landet sikret bag diger, og marsken lå hen som flad, åben landbrugsjord. Der fandt jeg et gammelt husmandssted. En enkelt, rød længe i bindingsværk. Når jeg stod på vejen udenfor og så op, var det, som om verden ikke var andet end himmel. Alt det, man hører om marsken og Vadehavet? Det er sandt.

‘En stormnat’ af Martin Schjönning

Forlaget DreamLitt/Kandor

Sensommersolen følger levemanden Johannes Storm på køreturen fra hovedstaden mod den lille fynske flække Kølstrup, hvor hans søster snart skal stå brud. Et uvejr af bibelske proportioner bryder dog uden varsel løs, da han passerer den ældgamle herregård Skovsbo. For Johannes skal torden, regn og mørke kun vise sig at være de første spage bebudere om en rædselsnat uden mage.

En stormnat er en klassisk spøgelseshistorie, hvor det moderne menneskes forstand udfordres af fortidens mystik og djævleri. Hvor den blodigste krig i verdenshistorien nylig er overstået, men en dødskamp af en helt anden beskaffenhed venter Johannes bag Skovsbos tykke mure.

Fortællingen er baseret på “ægte“ myter om Skovsbo Gods og illustreret af Steven Plato.

‘I Skyggen af Udgårdsø’ af C. C. Thybro

Forlaget Read.Die.Repeat

Da en gruppe unge, amerikanske turister på spøgelsesjagt forsvinder på en lille ø i Kattegat, bliver Adam Winther – en mand, der efter sigende kan finde alt – sat på sagen.

Men det eneste, han finder, er et tabt kamera med en grynet optagelse.

Rosemarie Udgaard har altid drømt om at komme væk, men inden hun rejser, vil hun til bunds i mysteriet om øens forsvundne. Der er bare det problem, at ingen tør bryde tavsheden.

Mosemanden tager nemlig efter sigende dem, der stiller for mange spørgsmål, og gennem årene er øboerne blevet gode til at ignorere mørket, der har fortættet sig og ligger som tæt tåge om øen.

Omstændighederne får det umage par til at slå sig sammen om at løse mysteriet, men for hvert skridt, de kommer tættere på sandheden, træder skyggerne dem i hælene, og det bliver mere og mere usikkert, om de nogensinde vil komme af øen i live.

‘Drift’ af Anne-Marie Vedsø Olesen

Forlaget 2 Feet Entertainment

Seks noveller om lidenskab og død

Anne-Marie Vedsø Olesens noveller er korte dramaer med store armbevægelser og sitrende nerve. Om mennesker i drifternes vold, kærlighedens destruktive sider, begær og undergang. Der står noget på spil. Der ofres alt. Der leves fuldt ud. Der brændes op. 

‘Ubuden’ af Teddy Vork

Forlaget 2 Feet Entertainment

Novellesamling

Genkendelige hverdagsdanskere, hjemme, på arbejde, i børnehaver, med liv, håb, drømme, misforståelser og tvivl  – og så dét, der ikke burde være der. 

Dét uindbudte, det fremmede, det kun anede, det snigende, det vanvittige, det frygtelige. Dét, man ikke tør tale om, det, man fornemmer i kæresten, i barnet, i sig selv.

Dét, man ikke kan ryste af sig igen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *