Artikler, portrætter m.m. der har været bragt i Dansk Horror Selskabs nyhedsbrev.
Carina Evytt, som er nyhedsbrevsredaktør, slår et slag for Museum Obscurum på Lolland Falster museum. Hun beskriver den som ikke kun en særudstilling, men også en sær udstilling. Her er blandt andet Skovbarnet hvis kranie havde udvækster der lignede en skov, en udstoppet varulv (hmm …), en havmand, en vampyr begravet med hovedet mellem fødderne, en del døde feer og meget andet der garanteret vil inspirere jer.
”Har du ikke lyst til at skrive et portræt af dig selv til DHS-nyhedsbrevet?” spurgte Carina Evytt.
Min første tanke var: hvorfor skulle nogen have lyst til at læse noget om mig? Men med smiger kommer man langt, så: Welcome to my world 🙂
Jeg er opvokset i en lille by ved Horsens fjord og har altid læst meget. På skolebiblioteket fik jeg dispensation, for dengang måtte man kun låne to bøger om ugen på min skole, og det var slet ikke nok for mig. Så min mor skrev under på, at jeg skam læste de mange bøger, jeg slæbte hjem, og så fik jeg frit slag på skolebibliotekets hylder. Senere gik turen til vores lille lokale biblioteksfilial, og stor var glæden, da jeg opdagede biblioteket inde i Horsens. Her var alt hvad mit lille læsehjerte kunne begære, og det var også her jeg som teenager stødte på Stephen Kings ”Slutspil” og for alvor opdagede gys og horror.
Efter HF kom jeg i lære i en boghandel i Horsens, og efter endt læretid og endnu et par år bag boghandlerdisken besluttede jeg mig for at søge ind på Danmarks Biblioteksskole i Aalborg i 1995. Det var et stort skridt for en introvert læsehest, men det var også fedt. Fire år og en hovedopgave med titlen ”Gyseren – om subgenrer, psykologi og eventyrtræk” senere kunne jeg så tilføje bibliotekar D.B. til visitkortet.
Mit første job var på Nyborg bibliotek. Langt væk ”hjemmefra” havde jeg pludselig meget fritid, og det var i de år, at min hjemmeside, Gyseren.dk, opstod. De første år under forskellige navne og med mere eller mindre tilfældigt indhold. Men siden midten af 00’erne har jeg rimeligt regelmæssigt skrevet om gys og horror her.
Min spidskompetence (hvis man kan sige sådan) er dansk horror. Jeg forsøger at læse og omtale de fleste danske udgivelser, og det har været spændende at følge udviklingen fra dengang, hvor den danske horrorscene bestod af Dennis Jürgensen, Steen Langstrup og Patrick Leis, til i dag hvor forlag som H. Harksen Productions og Kandor har specialiseret sig i horror, og hvor der løbende kommer såvel antologier som romaner fra en lang række ”nye” navne.
Jeg har været medlem af Dansk Horror Selskab siden 2011, og helt fra starten har jeg med mellemrum siddet i juryen for Årets Danske Horrorudgivelse. Det er en tjans jeg elsker. Der er jævnligt diskussioner i miljøet, om hvorvidt niveauet er højt nok i det, der bliver udgivet, og naturligvis er det ikke alt, der er lige vellykket. Generelt synes jeg dog, at dansk horror lever i bedste velgående, både hvad angår feinschmecker-forfattere såvel som ”in your face-splat” og røverhistorier.
Til dagligt arbejder jeg på Horsens kommunes biblioteker, som står bag Krimimessen. Her har horror også en ”fast plads”, idet messen siden 2009 har haft horrorindslag på programmet, lige fra foredrag af forskere som Rikke Schubart og Mathias Clasen over forfatterinterviews af både danske og udenlandske forfattere, til uddelingen af Årets Danske Horrorudgivelse der har fundet sted på messen siden starten i 2012.
For at trutte lidt i mit eget horn her til sidst, ligger der dags dato lidt over 1500 blogindlæg (ca. halvdelen er bogomtaler) på Gyseren.dk, som i 2017 gennemsnitlig havde lidt over 10.000 unikke besøg om måneden. Det er måske ikke så mange, men jeg er glad for hvert eneste besøg. For det betyder, at selvom jeg ikke har en litterær baggrund, men kun læser og skriver som glad amatør, så er jeg med til at udbrede kendskabet til den genre, jeg selv er så vild med. Og det er jo ikke så tosset.
Dette nyhedsbrevs portræt er selvfølgelig ingen ringere end Lars Ahn, vinder af Årets Danske Horrorudgivelse 2017.
Nogle børn får at vide, at de kom med storken. Lars Ahn ankom til Danmark med et Air France-fly en juli-aften i 1973 som adoptivbarn fra Sydkorea. Han var fire måneder gammel.
Han voksede op i Hedehusene, formentlig den eneste by i landet der gennemskæres af en motorvej.
Som barn kunne han alle sangene med Johnny Reimar og Smølferne.
Han fik sit første traume, da han som otteårig læste tegneserieudgaven af Alien – den 8. passager og kom til ’chestbuster’-scenen.
I folkeskolen chokerede han engang sin dansklærer ved at aflevere en varulvehistorie som fristil.
Han præsterede at blive matematisk student, selv om han hverken havde matematik, fysik eller kemi i 3.g. Han kan stadig ikke forklare, hvordan det kunne lade sig gøre.
Verden ifølge Garp af John Irving gav ham lyst til at blive forfatter. Til hans forsvar skal det siges, at han var ung og naiv.
Hans hovedopgave på Journalisthøjskolen handlede om dansk horror og bestod blandt andet af to portrætartikler om forfatterne Steen Langstrup og Hanna Lützen.
Han har været ansat på Dagbladet Roskilde siden 1998 og skrev de første år så mange artikler, at der hverken var tid eller energi til fiktion (omend der nok findes dem, som vil påstå, at der ikke var den store forskel).
Først i 2007 fik han lyst til at skrive fiktion igen, efter han var blevet redaktionssekretær og siden redaktionsleder på samme avis. Siden har han haft noveller med i over tyve antologier og har udgivet to novellesamlinger, Månebase Rødhætte (2012) og Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (2017).
Han har desuden vundet Niels Klim-prisen for bedste danske science fiction-novelle to gange samt Fantastiks novellekonkurrence ligeledes to gange.
Fra 2012-2017 var han med til at arrangere den årlige festival Fantasticon, men har i år valgt at holde pause.
Hans tre yndlingsfilm er Blade Runner, Stjernekrigen og De syv Samuraier, men Aliens er den film, han har set suverænt flest gange (12-15 gange).
Blandt horrorfilm er favoritterne Ondskabens øjne, Spøgeriet på Hill House (The Haunting, 1963) og Chok (Repulsion).
Han er typen, der kan finde på at lytte til kommentarsporet på DVD’er og Blu-ray.
Hans yndlingsforfattere er Iain M. Banks, Caitlín R. Kiernan og Neil Gaiman.
Top 3-romaner, der har skræmt ham: Dyrekirkegården af Stephen King, Kalis sang af Dan Simmons og The Drowning Girl af Caitlín R. Kiernan.
Han tilhører en minoritet i det litterære miljø: Forfattere der interesserer sig for sport. Han spillede fodbold i 12 år, men stoppede, inden han nåede seniorrækkerne, hvor hans manglende talent rent faktisk ville få konsekvenser.
Han er venstrehåndet, men skriver og holder sit bestik med højre hånd, fordi han som barn åbenbart var så autoritetstro, at han ikke rettede de voksne i deres fejlagtige antagelse.
Han har aldrig lært at binde snørebånd på den “almindelige” måde, men bruger i stedet “snydemetoden” med de to løkker.
Han er en af dem, der drikker hvid te. Det er blevet bemærket.
Som medlem af Dansk Horror Selskab stikker jeg lidt ud. Jeg er hverken forfatter eller illustrator, jeg betegner mere mig selv som kreatør. Jeg skaber og igangsætter.
Mit navn er Thomas Schwerdtfeger og jeg er 38 år. Netop flyttet på landet fra mit elskede Nørrebro. Jeg har taget min kone og 2 små drenge med, for vi skal på eventyr i skovene. Der skal samles inspiration til de næste projekter, ledes efter trolde og fanges genfærd. For uhyggen og fantasien har altid været en stor del af mit liv.
Inspirationen bruges som tatovør, hvor jeg laver sort og dystert arbejde: Black Magic Tattoos. Det er et fantastisk arbejde, hvor jeg får lov til at tegne og være kreativt tænkende. Jeg har dog et lille problem – jeg bliver nødt til at lave noget andet. Jeg kan ikke holde mig fast på det samme job, uanset hvor spændende det end måtte være. Så jeg bruger også mine evner andre steder.
Jeg underviser på Statens Scenekunstskole, hvor jeg er konsulent og bistår de unge med deres prøver. Jeg har små kurser med modellering, støbning, realisering og rekvisitfremstilling. Og sjovt nok ender det altid med at vi bygger et monsterhoved, en scene fra Klokkeren fra Notre Dame, en full size gargoyle eller andet horror-relateret.
I min gamle butik har jeg også haft værksted, hvor jeg klargjorde kulisser og rekvisitter, patinerede kostumer til Zombiecrawl – Danmarks største pubcrawl for zombier, som jeg har arrangeret i 10 år – og afholdte det første event til KBH Læser for DHS.
Jeg har sidenhen flyttet butik til Vesterbro og bruger nu kun lokalerne til tattoo studio – og har selvfølgelig, som altid, plads til KBH Læser og vores lille fine selskab.
Jeg glæder mig til at lægge lokaler til endnu engang, og er fuldt engageret i fremmelse af uhyggen!
Jeg blev spurgt, om ikke jeg ville skrive en lille reportage til DHS’ nyhedsbrev om udgivelsen af min roman “Lucie”. Og naturligvis ville jeg det.
“Lucie” havde været undervejs længe. Faktisk begyndte jeg på romanen allerede i 2012, og da jeg endelig afleverede det færdige manuskript til Politikens Forlag i sommeren 2017, vidste jeg, at det var den mærkeligste bog, jeg nogensinde havde skrevet. At den var syret og genrebrydende, at jeg sprogligt havde eksperimenteret mere end nogensinde før. Og at præmissen for fortællingen lød fuldstændig sindssyg: En kvinde der ikke kan dø, og som for tusind år siden steg fuldvoksen op fra Trondhjemsfjorden. En kvinde i hvis årer der løber rent vand i stedet for blod, og som lider af en hunger efter levende menneskekød. Og som ryger opium. Og tager svampe.
Det var også, vidste jeg, en roman, hvor jeg havde meget på hjerte og store ambitioner. Midt i mylderet af bizarre indfald med nordiske guder og talende fugle, en parallelverden, og et dyk ned gennem menneskehedens historie gennem de sidste tusind år, ville jeg kredse om store emner som dødelighed, tro og rationalitet.
Jeg var derfor naturligvis meget anspændt op mod udgivelsen. Hvordan ville verden tage imod så sært et værk, der samtidig var gennemsyret af horrorelementer?
Nu er jeg så priviligeret at udkomme på et stort forlag med mange ressourcer, og i samarbejde med forlaget gjorde vi et stort forarbejde for at få “Lucie” ud over rampen allerede inden udgivelsen. Det lykkedes, med de rette formuleringer til forskellige medier – hver enkelt henvendelse fintunet til netop det pågældende medie – endte det med adskillige interviews, der gav mulighed for at fortælle om ambitionerne med “Lucie”.
Men presseomtale er jo ikke ensbetydende med, at bogen vil få gode anmeldelser.
Her vil jeg gerne indskyde et par ord om anmeldelser i al almindelighed: Tag dem aldrig seriøst, og tag det aldrig personligt. Anmeldelser skrives alene for at sælge aviser – ikke for forfatterens, litteraturens eller læsernes skyld. Tænk på anmeldelser alene som eksponering, og klip det ud som er positivt citerbart. Det har taget mig mange år at nå fra den erkendelse intellektuelt til også følelsesmæssigt at tage det roligt og betragte anmelderiet kynisk. Men tænk på, hvor mange elendige anmeldere, der er. Som ikke kan læse. Som refererer faktuelt forkert og som sidder fast i forældede litteratursyn.
Det vigtigste er, at man selv ved, at man har skrevet en god bog. Og det vidste jeg med “Lucie”. Men derfor ville det være løgn at sige, at jeg ikke var anspændt, da bogen endelig den 9. februar skulle frigives til verden.
Det skete med en reception hos Køge Bog & Ide, og det var herligt at involvere den lokale boghandler, som fik solgt en del eksemplarer, og som bød på bobler og chokolade. Efter Bog & Ide tog vi så en mindre flok på en tyve stykker tilbage til Vallø Slot, hvor jeg bor. Her festede vi hårdt videre, og til sidst ramte jeg muren og kollapsede.
Dagen efter myldrede det ind med gode anmeldelser; min intuition havde været rigtig: Der bliver sat pris på litterære ambitioner og det anderledes. Også selv om det er horror. Vov at være ambitiøs, skriv løs, og vær tro mod dig selv. Når man selv ved, at man har skrevet en god bog, er der ikke noget at være bange for.