Kategorier
Nyheder

Årets shortliste 2023

Så er de fem bøger, der går videre til årets shortliste fundet, og titlerne er:

‘Når frosten kommer’ af Aske Munk-Jørgensen

Forlaget Superlux

Thomas er musiker. Da hans kone dør i en bilulykke, bryder hans verden sammen, og i et forsøg på at samle stumperne, flytter han til Vadehavet.

I det lille samfund bag digerne finder han både venskab og ny kærlighed, og for en tid lader det til, at han virkelig kan få en ny chance i livet. Men marsken er gammel, og havet husker alt.

Jeg købte et hus i marsken. I gamle dage, før digerne, byggede folk deres huse på værfter. Det kalder man de små, cirkelrunde knolde. Kom der stormflod, kunne man redde sig selv og kvæget fra at drukne på den kunstige høj, der rejste sig nogle få meter over det endeløse vand. Nu var landet sikret bag diger, og marsken lå hen som flad, åben landbrugsjord. Der fandt jeg et gammelt husmandssted. En enkelt, rød længe i bindingsværk. Når jeg stod på vejen udenfor og så op, var det, som om verden ikke var andet end himmel. Alt det, man hører om marsken og Vadehavet? Det er sandt.

‘En stormnat’ af Martin Schjönning

Forlaget DreamLitt/Kandor

Sensommersolen følger levemanden Johannes Storm på køreturen fra hovedstaden mod den lille fynske flække Kølstrup, hvor hans søster snart skal stå brud. Et uvejr af bibelske proportioner bryder dog uden varsel løs, da han passerer den ældgamle herregård Skovsbo. For Johannes skal torden, regn og mørke kun vise sig at være de første spage bebudere om en rædselsnat uden mage.

En stormnat er en klassisk spøgelseshistorie, hvor det moderne menneskes forstand udfordres af fortidens mystik og djævleri. Hvor den blodigste krig i verdenshistorien nylig er overstået, men en dødskamp af en helt anden beskaffenhed venter Johannes bag Skovsbos tykke mure.

Fortællingen er baseret på “ægte“ myter om Skovsbo Gods og illustreret af Steven Plato.

‘I Skyggen af Udgårdsø’ af C. C. Thybro

Forlaget Read.Die.Repeat

Da en gruppe unge, amerikanske turister på spøgelsesjagt forsvinder på en lille ø i Kattegat, bliver Adam Winther – en mand, der efter sigende kan finde alt – sat på sagen.

Men det eneste, han finder, er et tabt kamera med en grynet optagelse.

Rosemarie Udgaard har altid drømt om at komme væk, men inden hun rejser, vil hun til bunds i mysteriet om øens forsvundne. Der er bare det problem, at ingen tør bryde tavsheden.

Mosemanden tager nemlig efter sigende dem, der stiller for mange spørgsmål, og gennem årene er øboerne blevet gode til at ignorere mørket, der har fortættet sig og ligger som tæt tåge om øen.

Omstændighederne får det umage par til at slå sig sammen om at løse mysteriet, men for hvert skridt, de kommer tættere på sandheden, træder skyggerne dem i hælene, og det bliver mere og mere usikkert, om de nogensinde vil komme af øen i live.

‘Drift’ af Anne-Marie Vedsø Olesen

Forlaget 2 Feet Entertainment

Seks noveller om lidenskab og død

Anne-Marie Vedsø Olesens noveller er korte dramaer med store armbevægelser og sitrende nerve. Om mennesker i drifternes vold, kærlighedens destruktive sider, begær og undergang. Der står noget på spil. Der ofres alt. Der leves fuldt ud. Der brændes op. 

‘Ubuden’ af Teddy Vork

Forlaget 2 Feet Entertainment

Novellesamling

Genkendelige hverdagsdanskere, hjemme, på arbejde, i børnehaver, med liv, håb, drømme, misforståelser og tvivl  – og så dét, der ikke burde være der. 

Dét uindbudte, det fremmede, det kun anede, det snigende, det vanvittige, det frygtelige. Dét, man ikke tør tale om, det, man fornemmer i kæresten, i barnet, i sig selv.

Dét, man ikke kan ryste af sig igen. 

Kategorier
Nyheder

Anne-Marie Vedsø Olesen vinder prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2018

Anne-Marie Vedsø Olesen modtager prisen af Jacob Hedegaard Pedersen

Stort tillykke til Anne-Marie Vedsø Olesen som på Krimimessen i Horsens fik overrakt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2018 for romanen “Lucie”. Anne-Marie er den første kvindelige vinder af prisen.

Juryens begrundelse lyder:

Juryen finder, at Lucie er en imponerende flot og grundigt researchet fortælling, der fanger sin læser fra først til sidst. Anne-Marie Vedsø Olesen blander overtro, religion, nordiske myter og guder, kristendom, historie, rædsel og spænding til en skræmmende, syret og vild læseoplevelse om nutidens narcissisme og materialisme: Et billede på horror, i en overført samfundsmæssig betydning, mens horror som genre udtrykker sig i vampyrbilledet på Lucie, der suger og mæsker sig i viden fra andre i jagten på selverkendelse og frigørelse. At forfatteren også blander det med klam kannibalisme, svamperus, talende fugle og heavy metal er kun et plus. Lucie er en velskrevet bog, der blæser på konventionerne og trækker genren i nye retninger, og for det modtager romanen årets horrorpris.

I år bestod juryen af:
Bibliotekar Pia Bechmann fra Aalborg bibliotek; journalist og forfatter Stephanie Caruana; selvstændig oversætter og konsulent Stig W. Jørgensen; journalist Steffen Larsen; butikschef i Bog & idé i Tarup Center Jette Sønderbek.

Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside

Besøg Politikens Forlag

Kategorier
Nyheder

Årets shortliste 2018

Afstemningen om årets shortliste er nu blevet afgjort, og de fem bøger der er endt på shortlisten er:

Randvad af Martin Wangsgaard Jürgensen & Jacob Holm KrogsøeRandvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen

Akademikeren Karl Johansen bliver i 2017 hyret til at finde ud af, hvad der skete med Albert Severin Termansen. Albert forsvandt i 1887, da han besøgte den lille landsby Randvad, nær Løjt Kirkeby i Sønderjylland. Han var historiker og ville undersøge stedets særlige, gamle landbokultur. Den talentfulde, unge kunstner, Werner Erik Kværndrup var med ham.

Werners efterladte tegninger får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Karl. Der er noget truende over Randvad og den gamle skov, der omkranser landsbyen. Det bliver snart tydeligt, at ikke alle ønsker, at Karl skal rode i fortiden.

RANDVAD er en krimi om dyriske drifter, hemmeligheder og kræfter fra historiens dyb. RANDVAD er gys og spænding. (forlagets beskrivelse)

Randvad er skrevet af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen. Det er deres første fælles roman, men de har tidligere skrevet novellen Frelse gennem bod sammen. Det er første gang makkerparret er nomineret til prisen.

Randvad er udgivet af H. Harksen Productions


Requiem - Fort Ferguson af Patrick LeisRequiem – Fort Ferguson af Patrick Leis

I den nye verden, hvor de levende døde vandrer på jorden, forsøger en håndfuld mennesker at opretholde livet på en befæstet farm. Man har sikret sig mod zombier og omstrejfende røverbander, og prøver at genopbygge et fungerende samfund. Men i horisonten trækker uvejret sammen, en enlig vandringsmand nærmer sig Fergusonfarmen og med sig bærer han en frygtelig hemmelighed. (forlagets beskrivelse)

Patrick Leis har været nomineret til prisen fire gange tidligere. I 2012 for Sort vand, 2013 for Hvisken fra dybet, 2016 for Necropolis og 2017 for Castra Damnatorum.

Requiem – Fort Ferguson er udgivet af forlaget Valeta


Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenLucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Hun er tusind år gammel. Hun er nordisk kannibal. Hun er umættelig.

Lucie kan ikke dø. Om sig selv ved hun kun, at hun for tusind år siden steg fuldvoksen op af Trondhjemsfjorden, at der i hendes årer flyder vand i stedet for blod, og at hun med jævne mellemrum overmandes af en hunger efter levende menneskekød.

Under en heavy metal-festival i København møder hun den tidligere børsmægler Casper og tager ham med til en københavnsk opiumshule. Her får hun i en fælles rus endelig adgang til en flig af sin egen fortid og mærker de åndelignende væsner, der vil forhindre hende i at lære sin egen historie at kende. Især da Casper og hans nærmeste ven, religionshistorikeren Martin, inviterer hende på pilgrimsvandring til Trondhjem, bliver ånderne urolige.

Under vandringen op gennem Norge begynder eventyrlige ting at ske. Nordiske guder dukker op, talende fugle advarer om ragnarok, og de mystiske ånder afslører deres sande natur. Samtidig kan Lucie ikke modstå sin sult efter menneskekød og efterlader sig et spor af dødsfald i de smukke norske landskaber. Da de endelig ankommer til Trondhjem, er det med politiet i hælene.

LUCIE er en spændingsfyldt roman om nordiske myter og kristendom, om identitet, tro og rationalitet fra en forfatter, der er blevet sammenlignet med både Stephen King, Anne Rice og Umberto Eco. (forlagets beskrivelse)

Anne-Marie Vedsø Olesen har tidligere været nomineret til prisen i 2012 for Glasborgen.

Lucie er udgivet af Politikens forlag


Forglemmigej af Teddy VorkForglemmigej af Teddy Vork

Mie har fået nyt job som nattevagt på et ældrecenter. Oven på en hård periode med indlæggelse på psykiatrisk afdeling og en skilsmisse er hun nu klar til at komme i gang igen og skabe et godt liv for sig selv og datteren, Astrid. Men jobbet er ikke så nemt, som Mie havde troet. De demente beboere er urolige om natten og sidder fast i gamle, traumatiske minder. Et bestemt minde virker til at gå igen hos flere beboere. Samtidig får Mie følelsen af, at nogle af hendes kolleger er ude efter hende, en følelse hun også havde på sin tidligere arbejdsplads. I sit privatliv må Mie kæmpe med eksmanden Jeppe, der tvivler på, at Mie kan klare forældrerollen, efter at Astrid er begyndt at fortælle foruroligende ting om situationen hjemme hos Mie. Er der nogen, der er ude på at gøre Mie ondt? Eller er det hele noget, der forgår inde i hendes hoved?

FORGLEMMIGEJ er en intens psykologisk thriller, der tegner et stemningsmættet og uhyggeligt billede af det velkendte plejehjemsmiljø og viser, hvordan et skrøbeligt sind hurtigt kan slå sprækker. (forlagets beskrivelse)

Teddy Vork var også nomineret i 2012 for romanen Ex, og vandt prisen i 2014 for novellesamlingen Sprækker.

Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog


Hotellet af Jonas WilmannHotellet af Jonas Wilmann

Den danske forfatter Roland Andersen rejser til området omkring Dartmoor for at sikre en romankontrakt med det velrenommerede forlag Tashtego. Det er sen aften, da han lander i Bristol, og på vej mod forlaget farer han vild på de små, engelske landeveje, kører galt og mister bevidstheden.

Da han slår øjnene op, befinder han sig på det affældige Sycamore Grove Hotel, som nærmest er opædt af den omgivende skov og hvis gæster alle er ældgamle. Den venlige læge Augustus Landau tilser Rolands skader, og beboerne på hotellet er da venlige nok, om end lidt sære. Men der er noget, som ikke helt stemmer. Det er, som om skoven omkring hotellet fortsætter i det uendelige.

Hvor er den vej, Roland kørte galt på?
Hvor er han egentlig?
Er han overhovedet i England længere? (forlagets beskrivelse)

Jonas Wilmann vandt prisen i 2012 for Frygt-filerne, og var i 2014 nomineret for Frygt-filerne 2.

Hotellet er udgivet på forlaget Kaos


Det er nu op til juryen at bedømme, hvilken af de fem titler der skal tage prisen hjem for Årets Danske Horrorudgivelse.

I år består juryen af: Steffen Larsen, Stig W. Jørgensen, Stephanie Caruana, Pia Bechmann og Jette Sønderbek.

Prisen uddeles lørdag d. 6. april under Krimimessen i Horsens.

Kategorier
Nyhedsbreve

Der er ikke noget at være bange for af Anne-Marie Vedsø Olesen

Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenJeg blev spurgt, om ikke jeg ville skrive en lille reportage til DHS’ nyhedsbrev om udgivelsen af min roman “Lucie”. Og naturligvis ville jeg det.

“Lucie” havde været undervejs længe. Faktisk begyndte jeg på romanen allerede i 2012, og da jeg endelig afleverede det færdige manuskript til Politikens Forlag i sommeren 2017, vidste jeg, at det var den mærkeligste bog, jeg nogensinde havde skrevet. At den var syret og genrebrydende, at jeg sprogligt havde eksperimenteret mere end nogensinde før. Og at præmissen for fortællingen lød fuldstændig sindssyg: En kvinde der ikke kan dø, og som for tusind år siden steg fuldvoksen op fra Trondhjemsfjorden. En kvinde i hvis årer der løber rent vand i stedet for blod, og som lider af en hunger efter levende menneskekød. Og som ryger opium. Og tager svampe.

Det var også, vidste jeg, en roman, hvor jeg havde meget på hjerte og store ambitioner. Midt i mylderet af bizarre indfald med nordiske guder og talende fugle, en parallelverden, og et dyk ned gennem menneskehedens historie gennem de sidste tusind år, ville jeg kredse om store emner som dødelighed, tro og rationalitet.

Jeg var derfor naturligvis meget anspændt op mod udgivelsen. Hvordan ville verden tage imod så sært et værk, der samtidig var gennemsyret af horrorelementer?

Nu er jeg så priviligeret at udkomme på et stort forlag med mange ressourcer, og i samarbejde med forlaget gjorde vi et stort forarbejde for at få “Lucie” ud over rampen allerede inden udgivelsen. Det lykkedes, med de rette formuleringer til forskellige medier – hver enkelt henvendelse fintunet til netop det pågældende medie – endte det med adskillige interviews, der gav mulighed for at fortælle om ambitionerne med “Lucie”.

Men presseomtale er jo ikke ensbetydende med, at bogen vil få gode anmeldelser.

Her vil jeg gerne indskyde et par ord om anmeldelser i al almindelighed: Tag dem aldrig seriøst, og tag det aldrig personligt. Anmeldelser skrives alene for at sælge aviser – ikke for forfatterens, litteraturens eller læsernes skyld. Tænk på anmeldelser alene som eksponering, og klip det ud som er positivt citerbart. Det har taget mig mange år at nå fra den erkendelse intellektuelt til også følelsesmæssigt at tage det roligt og betragte anmelderiet kynisk. Men tænk på, hvor mange elendige anmeldere, der er. Som ikke kan læse. Som refererer faktuelt forkert og som sidder fast i forældede litteratursyn.

Det vigtigste er, at man selv ved, at man har skrevet en god bog. Og det vidste jeg med “Lucie”. Men derfor ville det være løgn at sige, at jeg ikke var anspændt, da bogen endelig den 9. februar skulle frigives til verden.

Det skete med en reception hos Køge Bog & Ide, og det var herligt at involvere den lokale boghandler, som fik solgt en del eksemplarer, og som bød på bobler og chokolade. Efter Bog & Ide tog vi så en mindre flok på en tyve stykker tilbage til Vallø Slot, hvor jeg bor. Her festede vi hårdt videre, og til sidst ramte jeg muren og kollapsede.

Dagen efter myldrede det ind med gode anmeldelser; min intuition havde været rigtig: Der bliver sat pris på litterære ambitioner og det anderledes. Også selv om det er horror. Vov at være ambitiøs, skriv løs, og vær tro mod dig selv. Når man selv ved, at man har skrevet en god bog, er der ikke noget at være bange for.

Besøg Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside

Portræt af Anne-Marie Vedsø Olesen

Kategorier
Bøger

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenHun er tusind år gammel. Hun er nordisk kannibal. Hun er umættelig.

Lucie kan ikke dø. Om sig selv ved hun kun, at hun for tusind år siden steg fuldvoksen op af Trondhjemsfjorden, at der i hendes årer flyder vand i stedet for blod, og at hun med jævne mellemrum overmandes af en hunger efter levende menneskekød.

Under en heavy metal-festival i København møder hun den tidligere børsmægler Casper og tager ham med til en københavnsk opiumshule. Her får hun i en fælles rus endelig adgang til en flig af sin egen fortid og mærker de åndelignende væsner, der vil forhindre hende i at lære sin egen historie at kende. Især da Casper og hans nærmeste ven, religionshistorikeren Martin, inviterer hende på pilgrimsvandring til Trondhjem, bliver ånderne urolige.

Under vandringen op gennem Norge begynder eventyrlige ting at ske. Nordiske guder dukker op, talende fugle advarer om ragnarok, og de mystiske ånder afslører deres sande natur. Samtidig kan Lucie ikke modstå sin sult efter menneskekød og efterlader sig et spor af dødsfald i de smukke norske landskaber. Da de endelig ankommer til Trondhjem, er det med politiet i hælene.

Lucie er en spændingsfyldt roman om nordiske myter og kristendom, om identitet, tro og rationalitet fra en forfatter, der er blevet sammenlignet med både Stephen King, Anne Rice og Umberto Eco.

Om produktet:

Udgivelsesdato: 09. februar 2018
Forlag: Politikens Forlag
Sideantal: 352
ISBN: 9788740036466