Kategorier
Ikke kategoriseret

Nyhedsbrev Marts 2025

Hej alle.

Først og fremmest beklager jeg at nyhedsbrevet kommer så sent. Kan jeg undskylde det med at min hjerne trænger til ferie? Nej? Hm.
Nå, men det er blevet forår, solen har – her på Sydvestsjælland, i hvert fald – skinnet hele dagen, og der er Krimimesse her i weekenden.

I det forhåndenværende nyhedsbrev kommer du til at læse lidt om generalforsamlingen (især at du skal huske den), lidt om Selskabets priser og om en masse arrangementer.
Især arrangementerne er der mange af denne gang, og det kan jeg takke dig og dine med-medlemmer for.
Det er så fedt at modtage besked om at der er det eller det arrangement den dag, for det betyder dels at flere får det at vide og derfor kan sætte tid af til det, og dels at I udviser interesse for både Selskabet og nyhedsbrevet. Så klap dig selv på skulderen og bliv endelig ved at sende besked til mig hvis I falder over noget der kan være i Selskabets interesse.
Det værste der kan ske, er at jeg siger at netop dét ikke har interesse, ikke?
Det er dog ikke sket endnu.
Vigtig meddelelse:
Der afholdes generalforsamling den 17. maj i Mørkedalen i Vejle. Siger det dig noget?
Nej, det er ikke hos en frisør hvis der findes sådan en på vejen, men i Dystopias lokaler, og måske giver Jonas en rundvisning hvis vi spørger pænt.
Du vil garanteret høre mere om det på vores Facebookside inden da, men hvis du ikke allerede har sat datoen af, synes jeg du skal gøre det nu.
Hele bestyrelsen – som de andre hvert andet år – er på valg, og eftersom Amdi ikke ønsker at være forperson for Selskabet længere, skal der vælges en ny når det er fastslået hvem bestyrelsen bliver.
Er det måske lige dig?

Nye udgivelser:

Den 21. februar udkom ’Opløsning, Samlede noveller’ skrevet af Patrick Leis og udgivet på 2Feet Entertainment.

Den 13. marts havde gyserfilmen ’Englebørn’ premiere. Filmen er instrueret af Peder Pedersen.

Den 30. marts udkommer ’Rød Stue’ af Teddy Vork på 2Feet Entertainment.

Den 7. april viser Offspring-filmfestival ’Yndige mennesker’. Filmen er gys og baseret på fire H. C. Andersen-eventyr, så der er 4 instruktører: Anders Jon, Kasper Juhl, Michael Kunov og Michael Panduro. 

Til Fantasticon (31. maj – 1. juni) udkommer ’Ved verdens ende – Den glemte hest’ af C.C. Thybro på Read.Die.Repeat. Bogen er en genudgivelse.

Tillykke til:

Jette Holst der den 1. marts – til Skrækfest – fik overrakt Dansk Horror Selskabs allerførste Kulturpris for sit mangeårige arbejde med at udbrede horror, blandt andet via sin hjemmeside Gyseren.dk.

Og til Jacob Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen der på Krimimessen den 29. marts vil få overrakt trofæet for Dansk Horror Selskabs ’Årets Danske Horrorudgivelse’ for romanen ’Pramdrageren’.

Krogsøe/Jürgensen – et forfatterskab med rødder i Sønderjylland. af Jacob og Martin

Det begyndte på Aabenraa Friskole i 1985. Vi fandt hinanden blandt Masters of the Universe-figurer og eventyrlege i skoven.
Senere blev det til Sværd og Trolddom og rollespil.
Så vi har kendt hinanden de sidste 40 år.
Selve den skønlitterære bane hoppede vi sammen på tilbage i 2014 med novellen ’Frelse gennem bod’, der var en del af antologien Undergang.

I 2018 vendte vi tilbage til vores barndomsegn med vores fælles debutroman Randvad, der foregår i Aabenraa og på løjtland. Det er en gyserfortælling fra den sønderjyske muld, fyldt med mystik og gamle hemmeligheder. Det var stort for os, da Randvad blev lanceret i forbindelse med Krimimessen i Horsens.

Vores anden fælles roman udkom i 2021. Den fik titlen Blodbaner. Det blev en helt anden type fortælling end den første roman. Blodbaner er fyldt med blod, dyriske instinkter og voldsomme myter i et sommerramt og udtørret Danmark.

Med vores tredje fælles roman, Pramdrageren, ville vi noget andet. Randvad er fortalt af en førstepersonsfortæller, Karl, mens Blodbaner har en tredjepersonsfortæller. Samtidig hopper historien frem og tilbage mellem flere handlingsspor.
I Randvad var der et mysterium, der skulle løses, i Blodbaner blev vilde drifter sluppet løs.

Pramdrageren er noget helt andet. Her er der kun én stemme, ét perspektiv, nemlig vores hovedperson Jeppe, som vi aldrig slipper af syne i teksten. Læseren oplever med andre ord kun det, Jeppe oplever.

Vi ville også gerne skrive noget, der foregik tilbage i tiden, slutningen af 1800-tallet, arbejde med den historiske roman som genre. Vi tilsatte myter og noget mørkt til historien, og der ligner den nok også vores to første romaner. Men Pramdrageren er alligevel noget helt andet, hvilket modtagelsen af den også viser. Flere læser den som en klassisk historisk roman, tilsat noget mystisk, mens andre ser den som en folk horror eller bare horror. Netop det er spændende, for det viser jo også, at horrorgenren er mere end bare et favntag med klassiske troper.

At skrive sammen er for os en stor gave. Med to stemmer, der lægges sammen til én, får vi en fælles stemme, og det er meget spændende at arbejde med som forfattere.
Der er en konstant vekselvirkning, en synergi, hvor man med det samme får respons på det, man har skrevet. Samtidig gælder det om at turde give slip, at lade den anden dræbe sine darlings. Eller dræbe dem i fællesskab! Det handler om at turde give slip, om at stole på hinanden, på at teksten får nyt liv og om at hoppe ud på det dybe vand, dér hvor det helt uventede findes.

Vi er meget stolte over at vinde årets horrorpris og beærede over, at så mange har følt noget i forhold til fortælling om Jeppe Pramdrager. For det er først der, ude i de mørke skove sammen med læserne, at romanen og ordene løfter sig. Det har også givet os mod på mere, så vores næste fællesroman, Vintergækkerne, er allerede i støbeskeen.

Dansk Horror Selskabs Kulturpris af Niels Mark
Dansk Horror Selskab uddeler ny kulturpris

Dansk Horror Selskab har for første gang uddelt sin nye kulturpris, som er søsterprisen til selskabets mangeårige litteraturpris. Kulturprisen markerer en udvidelse af selskabets fokus, der nu rækker ud over den litterære scene og favner bredere aspekter af horrorkulturen i Danmark.
Hvor litteraturprisen fortsat gives til forfatteren bag årets bedste horrorudgivelse, er formålet med kulturprisen at anerkende en kulturprofil, der har ydet en særlig indsats for horrorkulturen uden for det litterære felt. Eller som det står på hjemmesiden for Dansk Horror Selskab:

Formålet med Dansk Horror Selskabs Kulturpris er at anerkende en person eller gruppe, der primært inden for det sidste år har ydet en særlig indsats for dansk horrorkultur og har medvirket til at bringe horror bredere ud. Denne person eller gruppe kan have udmærket sig særligt gennem en forestilling, et værk eller et unikt initiativ i det indeværende år eller ved i en årrække 

I 2025 var det selskabets bestyrelse, der udpegede vinderen, men fra næste år vil en særlig komité stå for udvælgelsen.
Prisen blev uddelt ved årets Skrækfest, hvor den første modtager blev Jette Holst fra Horsens Bibliotek. Hun modtog prisen for sit mangeårige arbejde med at formidle horrorkultur, ikke mindst gennem hjemmesiden Gyseren.dk, som har spillet en vigtig rolle i genrens udbredelse i Danmark.

Meddelelse omkring Kulturprisen og generel hygge i Selskabet:

Kulturprisen åbner mere for at vi i Selskabet kan/bør ses oftere, for som der står omkring prisen herover (og på vores hjemmeside), er formålet med Kulturprisen blandt andet at vi farer rundt og ser og oplever hvad der egentlig foregår omkring horror i Danmark.
Måske kan du ikke finde en ven eller kæreste at tage med til diverse forestillinger, værker eller events, men så kan du altid smide et opslag på vores Facebookside og finde ud af om vi er andre der gerne vil med.
Når du har set hvad du vil (og måske drukket en øl, sodavand eller tønde mjød med andre fra Selskabet), kan du overveje om forestillingen/værket skal nomineres, og hvis du synes det skal det, kan du – indtil videre – sende en mail om det til bestyrelsen. Fortæl gerne hvorfor du gerne vil nominere forestillingen/værket og send meget gerne et eller flere billeder med. Billederne kan være af forestillingen/værket eller af dem du var sammen med.
Dermed har du gjort hvad du kan, og du er fri til at drøne videre til næste oplevelse.

Tilbud til Selskabets medlemmer:

Circus of Torment
Horrorcirkus på Danmarksturné. Som medlem får du 20% rabat på standardbilletter, når cirkusset fra dit værste mareridt kommer til en by nær dig!

Oplev verdensklasse underholdning som du aldrig har set før …
Vov dig ind i den ildevarslende tåge, hvor en trup af fordømte cirkusartister venter. Bliv en del af historien – grin, skælv og skrig, mens spøgelser og dæmoner vækkes til live fra deres mørke fortid. Oplev deres fantastiske og betagende cirkusnumre i dette nervepirrende og hæsblæsende live gysershow!

Info:
Circus of Torment kan stadig opleves i Aarhus, Odense og Vejle fra slut marts til start maj. Læs mere og book tid på www.circusoftorment.com

OPS! Rabatkoden kan fåes via medlemmernes nyhedsbrev via mail.

Arrangementer

Den 29.-30. marts er der Krimimesse i Horsens, og Jette Holst har straaaaakt ordet ’horror’ en smule, men foreslår eksempelvis nedenstående programpunkter hvis du skal dertil:

Lørdag d. 29. marts
Kl. 10-10.30 i Indergården
Elly Griffiths taler om Iskoldt spor med Kåre V. Poulsen
Kriminalassistent Ali Dawson arbejder i afdelingen for henlagte sager hos Londons politi. Hvad de fleste ikke ved, er, at holdet har en højst utraditionel og tophemmelig metode til at opklare de gamle sager: De kan rejse i tiden. Ali står nu over for sin hidtil mest risikable opgave: Hun skal rejse helt tilbage til 1850’erne for at undersøge et mord på en ung kvinde. Mordet blev angiveligt begået af oldefaren til en konservativ politiker, som nu ønsker at få sit familienavn renset for mistanke. Da Ali undersøger sagen nærmere før sin afrejse, viser det sig, at den hovedmistænkte var medlem af en skummel klub, der kaldte sig Samlerne. Rygtet dengang sagde, at man måtte dræbe en kvinde for at blive medlem …

Kl. 10.30-11 i Trykkeriet
Fra det første blod til den sidste actionhelt. Et foredrag om bøgernes actionhelte ved forfatter Jacob Holm Krogsøe

Kl. 10.40-11 i Magasinet
Mette Lisby taler om Ser du? med Anette Hyllested
Nervepirrende psykologisk thriller om ondskab og kærlighed, og første bind i Mette Lisbys serie om Astrid og Ivalo.

Kl. 10.45-11.15 i Store Sal
Den enes død. Kom med helt tæt på retsmedicinerens arbejde, når Hans Petter Hougen og Janne Aagaard går i kødet på drabsmetoder og ser nærmere på obducentens rolle i opklaringsarbejdet

Kl. 12.30-13 i Indergården
Retsmedicin i USA og DK – forskelle og ligheder, re-obduktioner og second opinions. Professor i retsmedicin Hans Petter Hougen taler med forsvarsadvokat i USA Jane Fisher-Byrialsen. Moderator: Kristina Antivakis

Kl. 13-13.40 i Snedkeriet
Det Danske Kriminalakademi uddeler deres priser og Dansk Horror Selskab uddeler Horrorprisen

Kl. 13.40-14 i Snedkeriet
Interview med vinderne af Horrorprisen, Jacob Krogsø og Martin Wangsgaard Jürgensen

Kl. 15-15.30 i Trykkeriet
H.P. Lovecraft og myten der fik sit eget liv. Foredrag ved forfatter Martin Wangsgaard Jürgensen

Kl. 15.30-16 i Snedkeriet
Florence McLean taler om Et forstyrret sind med Christina Ehrenskjöld
Når der i alvorlige kriminalsager laves mentalundersøgelser af sigtede, vil de ofte afsløre forskellige former for personlighedsforstyrrelser. Forstyrrelserne kan have forbindelse til gerningspersonernes adfærd og til planlægningen og udførelsen af forbrydelserne.Florence McLean gennemgår i ET FORSTYRRET SIND alle de forskellige personlighedsforstyrrelser.

Søndag d. 30. marts
Kl. 10.30-11 i Trykkeriet
Forbrydelse og straf. De to erfarne forfattere og krimi-journalister Janne Aagaard og Lone Theils diskuterer særligt morderiske krimiforfattere, der ikke holder sig til at slå ihjel i bøger

Kl. 12-12.20 i Gymnastiksalen
Teddy Vork taler om Rød stue med Steen Langstrup

Kl. 12.30-13.15 i Indergården
Mordere, psykopater og bad guys. Hvordan skaber man en skurk? Ninni Schulman, Ulrika Rolfsdotter og Frida Skybäck. Moderator: Isabel Fluxá Rosado

Kl. 13.20-13.40 i Magasinet
Lene Krog taler om Sødt og råddent med Pernille Redder
Sødt og råddent er første bind i serien om Algizjournalerne, en samling af paranormale mysterier.

Kl. 14.30-15 i Arresten
Når skræmmende virkelighed blander sig med fiktion. Forfatter Claus Due i samtale med krimi- og spændingsekspert Rebekka Andreasen Linje H præsenterer

Kl. 15.15-16 i Trykkeriet
Fængslende fortællinger – psykologiske thrillers. Mette Lisby, Anne Mette Kirk og Christina List. Moderator: Ulla Hinge Thomsen

Kl. 15.20-15.40 i Magasinet
Daniel Henriksen taler om Kevins historie med Steen Langstrup
En actionfyldt, blodig og spændingsroman gennemsyret af en kulsort humor,

3. april fra 19.00 til 21.00 tales der om H.P. Lovecrafts verden på Kulturstationen Vanløse. Det er Dennis Rosenfeld og Merlin P. Mann fra podcasten ’På sporet af H. P. Lovecraft’ der fortæller, og billetten koster 50 kroner. Du kan finde mere om arrangementet her:

https://fb.me/e/2IFIBH09Y

Den 26. april fra 10.45 til 14.00 analyseres 4 kunstværker på Københavns Folkeuniversitet.
Det er ph.d Kamma Overgaard Hansen der står for analysen af Michael Kvium, Christian Lemmerz, Julie Nord og Maria Rubinkes horrible værker.
Michael Kvium og Christian Lemmerz har beskæftiget sig med menneskets forfald og skyggesider i en lille menneskealder, Julie Nord tegner småpiger i selskab med det uhyrlige, og Maria Rubinke laver porcelæns- og bronzefigurer med en undertone af mørke.
Kurset koster 280 kroner, og du kan læse mere her:

https://www.fukbh.dk/program/kunst-arkitektur-og-design/monstrost-forfald-lillepigemonstre-og-horror-under-overfladen

9.-17. maj klokken 19.00 opfører teatergruppen Klima ’Farven fra det ydre rum’ der er frit fortolket efter H.P. Lovecraft. En billet koster 90 kroner, og forestillingen finder sted i Klimas lokaler der – vist nok – ligger i Ballerup.
Du kan læse mere her: https://teatergruppenklima.dk/

På vores facebookside er vi indtil videre 3 der har planer om at tage afsted. To den 9. maj og én den 16. maj, så byd ind hvis du vil med.

Og sidst, men bestemt ikke mindst vil Tommy B-Kuhlmann gerne slå på tromme for Dark markets arrangementer.
Dark Market er en blandet landhandel af stande for blandt andet horrorforlag, smykker, tegninger, figurer, knogler … i det hele taget oddities, så hvis du kan lide at snuse rundt på markeder, har Dark Market garanteret noget for dig.
Derudover kan du – mod betaling, naturligvis – få din helt egen stand, fylde den med din kunst og deltage i Dark Market som standholder.

Deres næste arrangement foregår på Prison Ink – Fængslet Horsens den 29.-31. maj, og du kan læse mere om dem her:

https://www.facebook.com/DarkMarketDK

Input:

Jeg er altid meget interesseret i input fra dig.
De kan være inden for nogle af de kategorier der allerede er her, men det kan også være billeder/video fra forskellige events rundt om i landet/verden, events som DHS ikke står for, eller måske noget der endnu ikke står noget om i nyhedsbrevet.

Kategorier
Nyheder Nyhedsbreve

Nyhedsbrev januar 2025

Skrevet af Næstformand, Carina Evytt Eriksen

Hej alle.
Så mangler vi kun en uges tid for at have fuldendt januar 2025, og hey! 3. verdenskrig er ikke brudt ud endnu! Fortvivl dog ikke hvis du er til den slags, for hvis du løfter blikket mod nattehimlen – når den ikke er dækket af skyer – siges det – jeg har ikke selv set det endnu, for du ved, skyer – at man lige nu kan se 4 planeter med det blotte øje, og om en måneds tid vil endnu en planet dukke op.
De er godt nok ikke stjerner, men måske troede The Old Ones at de var, og så burde Cthulhu dukke op ifølge forudsigelsen, og hvis vi ikke kan udrydde os selv, er jeg sikker på at han kan.
Hvis forudsigelsen har taget hensyn til forskellen på stjerner og planeter, går der dog lidt længere tid, og det er måske også meget godt. På den måde kan du nå at læse nyhedsbrevet og overveje om du har hørt om et arrangement, en bogudgivelse, musik eller noget andet du tænker kan have interesse for medlemmerne af Dansk Horror Selskab.


I denne udgave af nyhedsbrevet – der i øvrigt er det tykkeste nogensinde – finder du blandt andet et interview med Aksel Studsgarth der vandt Claus Deleuran-prisen for Bedste Danske Tegneseriedebut for et par uger siden, og du kan læse lidt om diverse events der løber af stablen inden for de næste par måneder.

Vigtig meddelelse:
Der skal indbetales kontingent den 1. marts.
I vil sandsynligvis høre mere om det når tiden kommer, men nu er du advaret og kan nå at lægge lidt til side.
Kontingentet indbetales årligt og er i øjeblikket 300 kroner for et fuldgyldigt medlem og 150 kroner for et associeret medlem.


Semivigtig meddelelse:
Der afholdes generalforsamling den 24. maj i Vejle.
Du vil høre mere om det i næste nyhedsbrev der udkommer i slutningen af marts, så lige nu er det vigtigste kun at du sætter datoen af og bliver gjort opmærksom på at hele bestyrelsen – som de andre hvert andet år – er på valg. Amdi ønsker i øvrigt ikke at være forperson for Selskabet længere, så bestyrelsen skal vælge en ny når det er fastslået hvem bestyrelsen er.

Er det måske lige dig?

Nye udgivelser, med eller uden reception + bogsigneringer:
I dette nyhedsbrev er der ingen nye udgivelser, så dette er kun for at vise at jeg har kategorien til en anden gang.


Weekendavisens Litteraturpris 2024:
Weekendavisens Litteraturpris gik i år til Michael Stoltze for bogen Danske sommerfugle, men blandt de nominerede befandt Martin Wangsgaard Jürgensen sig for sin bog Drømmenes pris, H. P. Lovecrafts liv og litteratur der er udgivet på Dreamlitt. Alene det at være nomineret til Weekendavisens Litteraturpris er nærmest fantastisk, og herfra skal lyde et stort tillykke.

Du kender muligvis Martin Wangsgaard Jürgensen som foredragsholder hvor han blandt andet taler om kristendommens historie og/eller det okkulte. Oveni har han udgivet en del faglitteratur om kristendommens historie og bogen Skrækvisioner om engelsk og amerikansk gyserlitteratur.

I forbindelse med gys udgiver han endvidere skønlitteratur, senest i efteråret ’24 hvor han sammen med Jacob Krogsøe udgav Pramdrageren der er nomineret til Årets Danske
Horrorudgivelse.

Interview med Aksel Studsgarth af Amdi Silvestri:


Først og fremmest tillykke med Claus Deleuran Prisen for Alva i mørket, og så i intet mindre end kategorien Bedste Danske Tegneseriedebut. Det må give blod på tanden til
nye projekter.

Tusind tak. Jo, det var et dejligt skulderklap, som gør det lidt sjovere at sætte sig ved laptoppen og skrive den næste historie.

Kan du ikke starte med at fortælle os lidt om hvad Alva er for en størrelse, og hvordan hun blev til?
Alles hjerner fungerer jo forskelligt, specielt når det kommer til den mørke kunst at finde på en historie, men for mit vedkommende starter det som regel med en scene eller et billede der trænger sig på.
I Alvas tilfælde så jeg meget klart en mytologisk skabning, der kravlede op ad en bygning on natten, sådan et trist og sjælløst socialt boligbyggeri.
Jeg tænkte først det var måske en ond ånd der havde fulgt efter en familie, der var flyttet fra land til by og nu krævede at blive lukket ind i varmen. Noget truende fra den gamle verden.
Men så begyndte jeg at skrive, og i løbet af et par sider var Alva både blevet vores helt og indbrudstyv.
Hun er helt fænomenal til at klatre og er egentlig en enspænder, men arbejder modvilligt sammen med to partnere som dog hurtigt bliver reduceret til én.
De kommer nemlig til at lukke nogen ud der har siddet fanget i lejligheden. En tre meter høj heks ved navn Sidsel. Hun er hverken god eller ond. Hun er mere som en naturkraft man bare ikke skal stå i vejen for. Da hun er løs, går historien for alvor i gang, for en gammel kristen organisation er meget interesseret i at få fat i Sidsel og hendes helt særlige evner og i øvrigt udrydde alle magiske væsener.

Hvilken type horror er Alva eller ser du den slet ikke som horror? Og er fortællingen til børn/unge eller voksne?
Jeg ser historien som en spændingshistorie med stærke horrorelementer. Altså, vi har en mand der bliver tortureret med syre, og der er i det hele taget mange figurer, som dør en ganske voldsom død. Men for mig er uhyggen ikke det jeg starter med. Det er snarere noget der på en gusten måde sniger sig ind i historien. Nogle gange bliver jeg også selv
chokeret. Da jeg skrev torturscenen, var det først da jeg så Daniels tegninger at jeg tænkte, av, der gik vi alligevel ret langt.
Historien er absolut ikke for børn, og det er heller ikke rigtigt YA. Der bandes for fuld skrue, hvilket ikke rører os her i landet, vi kan jo nærmest ikke fuldende en sætning uden et godt dansk fuck. Men det ses der på andre markeder virkelig skævt til når man skriver til unge.
Selvfølgelig kan en 14-årig sagtens læse Alva, men helt ærligt, når en teenager læser tegneserier i dag, er det ofte manga eller noget med superhelte.

Daniel Hansen, der bor i Kina, står for tegningerne i Alva, mens du står for teksten. Kendte I hinanden før dette projekt, og hvordan løb jeres samarbejde rent praktisk af stablen?
Jeg var allerede i gang med horrorserien Outstanding Issues med den herboende amerikaner Craig Frank, og fik ideen til Alva.

Jeg faldt over Daniels tegninger på Instagram og var blæst bagover af hans evner. Jeg tegner selv på et sådan rimeligt niveau, men Daniel får noget der er megasvært, til at se nemt og elegant og ikke mindst selvfølgeligt ud. Jeg tog kontakt for at høre om Alva var noget han havde lyst til at pitche sammen med mig. Det var under pandemien, og de filmprojekter han sad og tegnede til, var lagt ned, så han havde tid.
Jeg havde skrevet en synopsis og de første 25 sider. Daniel tegnede 10 sider, og vi lavede så et pænt pitch-dokument vi sendte ud til en håndfuld danske forlag.
Responsen var ikke opmuntrende. Et forlag svarede mere eller mindre at de ’… allerede havde planlagt deres udgivelser de næste par år frem og absolut ikke ønskede flere projekter!’ Et andet af de etablerede forlag var simpelthen ikke til at tæve en respons ud af. Og så videre.
Denne kolde afvaskning var dog ikke rettet personligt mod os. Tegneserier i Danmark er en nichegenre. De fleste oplag er på nogle få hundrede eksemplarer. Det er ikke firmaer med økologisk frugtordning og fredagsklovn. Det er forlag drevet af ildsjæle, ofte med et krævende fuldtidsarbejde ved siden af.
Nå, men vi lagde projektet til side. Efter 6 måneder kom Daniel og ville pitche igen. Han ændrede sin tegnestil til noget lidt grovere og mere flydende og tegnede de 10 sider om. Så sendte vi ud en gang mere. Denne gang til 25 udenlandske forlag på én gang. Ikke noget med at sende ud til ét forlag og så vente pænt på svar. Så sagde Glénat, som er en af de helt store spillere i Frankrig, JA til at udgive. Senere fik vi en kontrakt med danske Afart som er vældig glade for både tegneserier og horror, så alt endte godt.
Daniel og jeg har kun mødtes en enkelt gang IRL. Han var hjemme på besøg i Stockholm, og jeg fløj op og spiste frokost med ham og besøgte et par tegneseriebutikker mens vi snakkede om Alva.
Al vores kommunikation foregår over e-mail, Instagram osv. Vi er meget forskellige mennesker, så i starten skulle vi lige skyde os ind på hvordan samarbejdet fungerede. Jeg skriver manuskriptet som man skriver til film eller TV, men med lidt mere beskrivelse og det oversætter Daniel så til paneler og sider. Vi prøver så vidt som muligt at holde os på hver vores banehalvdel og stole på at den anden ved hvad han gør.


I de seneste år har graphic novels markeret sig som en stærk genre på det danske bogmarked, også inden for horror. Ser du Alva som en del af den trend eller som noget andet?
Der bliver udgivet mange gode danske graphic novels. Der findes en masse dygtige mennesker derude som brænder for genren. Det er vildt at se hvor mange svære emner der bliver taget op. Folk har virkelig noget på hjerte.
Men det er ikke mit indtryk at danske graphic novels er noget som det brede publikum har opdaget eller interesserer sig specielt for. Besøger man den i øvrigt fantastiske Faraos Cigarer-butik på Strøget, skal man langt ind i butikken og nærmest om bag en disk for at finde de danske tegneserier.
Danske tegneserier er noget der bliver lavet på trods og fordi folk ikke kan lade være. Forhåbentlig ændrer det sig en dag. Indtil da må vi bare gå rundt og købe hinandens udgivelser og glæde os over de læsere der trods alt findes.
Man kan jo altid håbe, at det bliver bedre. Vil du fortsætte med at arbejde med horror og hvilke projekter har du på vej?
Vi har en Alva 2 på vej med titlen Alva Odyssé. Og måske en tredje også. Og jeg kan godt afsløre, at Alva Odyssé har horrorelementer, blandt andet fritgående zombiemink i en IKEA i provinsen.


Tilbud til Selskabets medlemmer:
Gys på Porten! Som medlem får du 20 % rabat på billetter, når Dystopia Entertainment overtager nøglerne til det berygtede Vridsløselille Fængsel – bl.a. kendt fra Olsen Banden.

Oplevelsen er inspireret af fængslets dramatiske og blodige historie, hvor du undervejs skal gennem de gamle korridorer og celler og møde uhyggelige og hævngerrige karakterer fra fængslets fortid. Det er en intens og stemningsfuld oplevelse, hvor omgivelserne og interaktionen med skuespillere gør frygten levende.


Info:
Porten – Mørkets Mareridt kan opleves i Albertslund d. 13., 14. og 15. februar. Der er 2 skræmme-niveauer. Læs mere og book tid på www.dystopia.dk/porten

OPS! Rabatkoden kan fåes via medlemmernes nyhedsbrev via mail.


Circus of Torment
Horrorcirkus på Danmarksturné. Som medlem får du 20% rabat på standardbilletter, når cirkusset fra dit værste mareridt kommer til en by nær dig!

Oplev verdensklasse underholdning som du aldrig har set før …
Vov dig ind i den ildevarslende tåge, hvor en trup af fordømte cirkusartister venter. Bliv en del af historien – grin, skælv og skrig, mens spøgelser og dæmoner vækkes til live fra deres mørke fortid. Oplev deres fantastiske og betagende cirkusnumre i dette
nervepirrende og hæsblæsende live gysershow!

Info:
Circus of Torment
kan opleves i København, Aarhus, Odense og Vejle fra midt marts til start maj. Læs mere og book tid på www.circusoftorment.com


OPS! Rabatkoden kan fåes via medlemmernes nyhedsbrev via mail.

Arrangementer:
Tårnby Teater spiller forestillingen Bristepunkt lørdag den 22. februar. Den er inspireret af franchisen Saw, og du kan læse mere om den her: https://www.xn--trnbyteater-x8a.dk/?page_id=12523

Den 22. februar 2025, kl. 14.00 på Kolding bibliotek er der foredrag ved Martin Wangsgaard Jürgensen som allerede er nævnt andetsteds i dette nyhedsbrev.
Martin skal fortælle om H. P. Lovecraft og myten, der fik sit eget liv.
En billet til arrangementet koster 50 kroner, og du kan læse mere om det her:
https://www.facebook.com/events/s/hp-lovecraft-og-myten-der-fik-/915628223866978/


Den 21. til 23. februar er der desuden Vilde Universer 2025.
Jeg har endnu ikke været der, men de skriver:

Bogtræf for fantasy, science fiction og horror. 21. – 23. februar 2025
Vilde Universer er en litteraturfestival der fejrer de spekulative genrer: fantasy, science fiction og horror samt alle de mange grænse- og subgenrer. Vi inviterer fans og forfattere til at dykke dybt ned i deres egne yndlingsgenrer såvel som dem de kender knapt så godt.


Du kan læse mere her: https://vildeuniverser.dk/


Og endelig er der …
SKRÆKFEST: Horrorfestival i Odense den 27/2 – 1/3
Når den odenseanske horrorfestival skydes i luften, uddeler Dansk Horror Selskab for første gang en kulturpris som del af festivalprogrammet

Nordisk horror på tværs af medier
For ottende år i træk skydes den odenseanske horrorfestival SKRÆKFEST i luften. Festivalen som altid ligger i uge 9, vil i år finde sted i perioden 27/2 til den 1. marts. Hver udgave af festivalen sætter fokus på et særligt tema, og temaet for SKRÆKFEST 2025 er
nordisk horror. Således får festivalen besøg af en række spændende danske horrorprofiler, der tæller alt fra forfattere, musikere, filmfolk, forskere inden for horrorkulturen og meget mere.

Visionen
Målet med SKRÆKFEST er at hylde mørket og horrorkulturen på tværs af kulturelle genrer som litteratur, film, virtual reality, brætspil og musik. Festivalens mål er at dyrke fascinationen og glæden omkring horrorkulturen på tværs af subgenrer og medier. Målet er at opnå en tværmedial synergieffekt, der fanger en bredere målgruppe med mulighed for formidling på flere niveauer.

Hvad kan opleves under SKRÆKFEST 2025?
SKRÆKFEST udvikles i samarbejde med tætte partnerskaber med andre aktører. Eksempelvis har vi særvisning af den anmelderroste danske horrorfilm Mulm i samarbejde med Another Word Entertainment og Cafe Biografen i Odense, hvor både romanforfatter
og filminstruktør kommer og fortæller om bogen og tilblivelsen af filmen. Another Word Entertainment og Cafe Biografen i Odense er ligeledes medarrangører af forpremieren på en anden ny dansk horrorfilm Englebørn hvor instruktør og øvrigt filmcrew kommer forbi
og fortæller om filmen inden selve visningen.
Der er også koncerter på programmet. Den prisvindende internationale anerkendte elektroniske komponist SØS Gunver Ryberg opfører hendes lydspor til survival horrorfilmen Cutterhead ligesom SKRÆKFEST i partnerskab med Metal Mekka får besøg af de to danske metalbands Hadron og Danefae.

I partnerskab med Det Forladte Sommerland byder SKRÆKFEST på en horrorlabyrint i biblioteks mørke kældermagasin ligesom VR horror tilbydes til de mest hårdføre gæster. Endelig vil der være en lang række foredrag med spændende forfattere og forskere på scenen, ligesom tegnere fra Forlaget Afkom vil lave live-tegning af novelle udgivet på
forlaget 2Feet Entertainment.


Vi er så heldige at Dark Market igen slår boder op til Skrækfest 2025 med 40 standholdere klar til at give deres bud på fascinerende horrorkultur.


Dansk Horror Selskab uddeler kulturpris
I forbindelse med SKRÆKFEST 2025 vil Dansk Horror Selskab for første gang uddele en kulturpris til en kulturprofil, der har gjort en særlig indsats for det danske horrormiljø. Overrækkelse af kulturpris vil fremover være en fast del af programmet under festivalen, ligesom en tradition har været at Dansk Horror Selskabs forperson Amdi Silvestri er vært på en paneldebat med en række af dagens forfattere, som vil kredse om temaet nordisk horror.

Kort sagt leverer SKRÆKFEST 2025 alt fra metalkoncerter, filmkoncert, filmpremierer, foredrag, paneldebatter, prisuddeling, Dark market, Horror Maze, VR Horror. Du kan se hele programmet for SKRÆKFEST 2025 på https://www.odensebib.dk/skraekfest


Konkurrencer:
Jeg har endnu ikke hørt om nogen konkurrencer der kunne have interesse for dig, så også dette punkt er kun for at du ved det findes.

Input:
Jeg er altid meget interesseret i input fra dig.
De kan være inden for nogle af de kategorier der allerede er her, men det kan også være billeder/video fra forskellige events rundt om i landet/verden, events som DHS ikke står for, eller måske noget der endnu ikke står noget om i nyhedsbrevet.