Stort tillykke til Anne-Marie Vedsø Olesen som på Krimimessen i Horsens fik overrakt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2018 for romanen “Lucie”. Anne-Marie er den første kvindelige vinder af prisen.
Juryens begrundelse lyder:
“Juryen finder, at Lucie er en imponerende flot og grundigt researchet fortælling, der fanger sin læser fra først til sidst. Anne-Marie Vedsø Olesen blander overtro, religion, nordiske myter og guder, kristendom, historie, rædsel og spænding til en skræmmende, syret og vild læseoplevelse om nutidens narcissisme og materialisme: Et billede på horror, i en overført samfundsmæssig betydning, mens horror som genre udtrykker sig i vampyrbilledet på Lucie, der suger og mæsker sig i viden fra andre i jagten på selverkendelse og frigørelse. At forfatteren også blander det med klam kannibalisme, svamperus, talende fugle og heavy metal er kun et plus. Lucie er en velskrevet bog, der blæser på konventionerne og trækker genren i nye retninger, og for det modtager romanen årets horrorpris.”
I år bestod juryen af:
Bibliotekar Pia Bechmann fra Aalborg bibliotek; journalist og forfatter Stephanie Caruana; selvstændig oversætter og konsulent Stig W. Jørgensen; journalist Steffen Larsen; butikschef i Bog & idé i Tarup Center Jette Sønderbek.