Skrevet af Jacob Hedegaard Pedersen
Hej alle!
Vi begynder med en trist nyhed, fordi foreningens og bestyrelsens mangeårige medlem Carina Evytt desværre har været nødt til at trække sig på grund af sygdom i nærmeste familie. Det har bestyrelsen naturligvis fuld forståelse for, og bestyrelsen ønsker Carina og familien al bedring i fremtiden og takker hende samtidig for indsatsen for Dansk Horror Selskab. Carina har løftet opgaven med at sammenstykke, redigere, skrive og udsende foreningens nyhedsbrev samt været medlem af bestyrelsen i en årrække. Det skal hun have en stor tak for. Carina forbliver naturligvis menigt medlem.
Det betyder samtidig, at nyhedsbrevet har ligget stille i en periode. Det sidste udkom 16. December 2025. Nyhedsbrevet starter nu igen.
I den forbindelse vil vi også bringe en opfordring:
Lige nu står vi og mangler en person til at tage sig af nyhedsbrevet, der gerne skulle udsendes 4-6 gange årligt. Diverse medlemmer og bestyrelsen sørger løbende for at skabe indhold, så opgaven går ud på at samle trådene, sætte tingene pænt og læsbart op, måske skrive en ’leder’ og overholde deadlines for udsendelse. Hvis du sidder og gerne vil have den tjans, så send venligst formanden en besked. Du finder kontaktinfo sidst i dette nyhedsbrev.
Kontingent
På generalforsamlingen d. 9. Maj blev det besluttet at fastholde kontingentets størrelse. Kontingentet indbetales årligt og er i øjeblikket 300 kroner for et fuldgyldigt medlem og 150 kroner for et associeret medlem. Kontingentet kan indbetales via MobilePay, og det vil blive opkrævet i ultimo maj/primo juni. MobilePay-boksen hedder Dansk Horror Selskab-1 og kan findes ved at sende kontingentet til 0978DU
Hvilket slags medlem er du?
Arbejder du – eller har du tidligere arbejdet – professionelt med horror?
Måske har du udgivet en horrorroman for år tilbage, arbejdet i et job, der associeres med horror, eller på anden måde haft et økonomisk udkomme fra branchen. Så er du fuldgyldigt medlem.
Hvis du er endnu uudgivet horrorforfatter/manuskriptforfatter med noget i skuffen eller måske lige frem på vej – eller du bare er fan af horrorfilm og alt, hvad der rører sig inden for området – en horrornørd – så er du oplagt associeret medlem.
Afholdte arrangementer
Dansk Horror-selskab har været repræsenteret mange steder, alle steder med velbesøgt stand og stor aktivitet. Herunder er en oversigt over nogle af de større begivenheder siden sidst.
Dansk Horror Selskabs prisuddelinger

Årets Kulturpris
Traditionen tro har foreningen uddelt årets statuetter. Prisen for Årets Kulturpris blev uddelt på Skrækfest i Odense, lørdag 28. februar 2026. Mere end 2000 stemte på de 25 nominerede.
Ud af de 25 nominerede kom fem i slutspurten.
Det blev i alfabetisk rækkefølge:
• Det forladte sommerland
• Dystopia Entertainment
• Falster House of Horror
• Fårking uhyggeligt
• Skrækfest
Vinderen blev Dystopia Entertainment, der aldeles værdigt løb med kulturprisen i år.
Kæmpe tak til alle for den store interesse og opbakning!
Årets Horrorudgivelse
Til årets Krimimesse i Horsens uddelte vi traditionen tro prisen for Årets Horrorudgivelse.
Således også i år, hvor de fem nominerede var (i alfabetisk rækkefølge):
• Alva Odysse. Tegneserie: Aksel Studsgarth og Daniel Hansen, Afart
• Huset. Roman: Sanne Søndergaard, Lindhardt og Ringhof
• Opløsning. Samlede noveller: Patrick Leis, 2 Feet Entertainment
• Rød Stue. Roman: Teddy Vork, 2 Feet Entertainment
• Ulvemælk. Roman: Charlotte Weitze, Gutkind
Årets Horrorudgivelse 2025 gik til Sanne Søndergaard for sin roman ’Huset’.
Formandens begrundelse af valget:
”Tillykke til Sanne Søndergaard

Til årets Krimimesse i Horsens uddelte vi traditionen tro prisen for Årets Horrorudgivelse. Alt andet var så traditionen tro: Normalt taler Bo Bjørnvig og Bo Tao stolpe op og stolpe ned, så seancen breder sig ud over den normerede tid, hvilket betyder, at jeg oftest kan komme listende lidt på bagkant og nå at tale med prisvinderen før uddelingen. Normalt står der nogen klar til at tage et billede af foreningens forperson og prisvinderen bagefter. Det skete ikke i år.
I aftes trådte juryen for Årets Horrorudgivelse 2025 sammen, og valget faldt på Sanne Søndergaards roman ’Huset’. Her går gys, spøgelser, kærlighed, arkitektur, magtstrukturer, podcasts og feminisme hånd i hånd. En stærk vinder (og det skal siges, at de andre fire nominerede også var stærke, og feltet lå tæt helt til slut).
Alle nominerede har fået besked, så I er velkomne til både privat og i fuld offentlighed både at hylde og trøste de implicerede.
Skrækfest
Skrækfest var vanen tro en stor succes, som igen blev afholdt på Odense Bibliotek i dagene 27.-28. februar 2026. Det var også på Skrækfest, at Årets kulturpris blev uddelt.
Dark Market var igen på plads på Skrækfest og er klar igen rundt omkring i landet hele 2026.
Herunder Dark Markeds kalender for 2026:

D. 28. februar: Dark Market Skrækfest, Odense
D. 14-16. maj: Dark Market Prison Ink, Horsens
D. 24-27. juni: Dark Market Copenhell Con, København
D. 4. oktober: Dark Market, København
d. 16-17. oktober: Dark Market Magiske Dage, Odense
Se mere på darkmarket.dk
Julefrokost
I forbindelse med Skrækfest og prisuddeling blev også julefrokosten afholdt. En rigtig hyggelig sammenkomst på Storms Pakhus umiddelbart efter Skrækfests afslutning.
Trolddomsudstilling
I årets løb afholdt Det Kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant, den meget interessante og omtalte udstilling ”Mellem himmel og jord”, som dele af bestyrelsen aflagde et besøg. Der var alt fra gammel trolddomskunst til Dannie Druehylds værksted.
Generalforsamling 9. maj 2026
Når disse linjer læses, er generalforsamlingen for i år netop overstået.
Det var en begivenhedsrig dag med både klassiske generalforsamlingspunkter og faglige indspark i form af rundvisning i Det Forladte Sommerland ved Rune Nielsen og foredrag ved Per Najbjerg Odderskov (her kendt i gruppen som Randolph Carter), der indførte os i sit musikalske virke.
Af de ’kedelige’ generalforsamlingspunkter er det dog værd at nævne:
Kontingentet blev fastsat til samme beløb som sidste år, hhv. 300 kr. for fuldbyrdige medlemmer og 150 kr. for associerede medlemmer. Det vil blive opkrævet ultimo maj/primo juni.
Nyt bestyrelsesmedlem blev Frederik Pedersen, og ny suppleant blev Kirsten Toft Bang. Tillykke til dem begge med valget.
Til efteråret fylder foreningen 15 år og sådan en teenagefødselsdag skal naturligvis fejres. Men hvordan gør vi det? Det skulle have været diskuteret på generalforsamlingen, men vi nåede det ikke, da andet (bl.a. at formanden kom behørigt for sent) kom til at fylde dagen.
Derfor modtager bestyrelsen med kyshånd forslag til festivitas og fejringer. To ting er allerede kommet ind.
Bestyrelsen har længe barslet med idéen om at lave et hæfte, hvor hvert medlem kan præsentere sig selv. Tanken med hæfter er, at alle medlemmer og foreningen selv kan have hæfter med sig ud til fx foredrag eller messer til uddeling blandt interesserede kulturarrangører. På den måde kan alle medlemmer være med til at hjælpe hinanden med større kendskab ved fx biblioteker og lignende.
Vi skal da kåre den bedste horrorudgivelse fra de 15 år, hvor vi har uddelt prisen for Årets Horrorudgivelse. De femten vindere kæmper mod hinanden, og den titel, der går af med sejren, bliver kåret til den bedste horrorudgivelse i Dansk Horror Selskabs levetid.
… Måske noget du finder på?
Tak til Niels Mark for godt værtskab på Odense Hovedbibliotek. Hvis nogen har en idé om, hvor vi skal afholde næste års generalforsamling, så vil bestyrelsen gerne høre det. Samtidig vil vi også gerne høre, hvis der er forslag til fagligt indspark i form af en rundvisning, et foredrag, en debat eller et event, som man selv vil eller kan få andre til at gennemføre på dagen.

Arbejdslegater
To af vores medlemmer har fået arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
• Steen Langstrup modtog et arbejdslegat på 75.000 kroner. • Teddy Vork modtog et arbejdslegat på 150.000 kroner.
Foreningen ønsker stort tillykke. Det er meget velfortjent.
SoMe-nyt: Facebook, Instagram, og Linkedin
Vi har i Dansk Horror Selskab længe haft en hjemmeside og en lukket Facebook-gruppe, hvor medlemmerne har kunnet kommunikere. Vi har besluttet at komme lidt længere ud og findes nu både på Facebook, Instagram og LinkedIn.
Det betyder, at du bl.a. kan gå ind og tilføje DHS som en del af din bio og være med til at sprede budskabet om os.
Der kommer løbende opslag – så følg med derinde ved at følge siden. Del gerne med andre, der kunne have interesse for foreningen.
Links:
Facebook: facebook.com/DanskHorrorSelskab
Instagram: instagram.com/danskhorrorselskab
LinkedIn: linkedin.com/company/dansk-horror-selskab
Nyere udgivelser
Blandt nyudgivelser ser vi blandt andre:
November 2025 udkom Bijan Zargaris ”De syv øjne” på Mellemgaard.
20. februar 2026 udkom Michael Kamps ”Pigtråd” på Forlaget Tellerup.
Den 21. I marts udkom Mikala Rosenkildes novellesamling ”Rãu Clovn” på 2 Feet Entertainment.

Podcasts
Bibliotek X
Horsens Bibliotek udgiver den glimrende podcast Bibliotek X, hvor første sæson har fokus på gys og horror. Flere af vores medlemmer har været gæster i podcasten, herunder Steen Langstrup, Teddy Vork og Mikala Rosenkilde. Bibliotek X kan streames alle steder, hvor man lytter til lydbøger og podcast.
Jordens undergang er tema i mange film og horror:
DR havde for nylig et afsnit om dystopier i podcasten Popsmart. Læs om temaet og find linket til podcasten her:
dr.dk/nyheder/kultur/foeles-verden-usikker-saadan-kan-sci-fi-og-undergang-hjaelpe-dig-med-forstaa-verden
Begivenheder
Dansk Horror SELSKAB fejrer 15 års jubilæum med et jubilæumsskrift
Foreningen har i år 15-års jubilæum, d. 5. september. Det skal selvfølgelig markeres.
En af de ting, der dog er besluttet, er at skabe et jubilæumskrift i A6-format, som portrætterer vores medlemmer. Der vil komme meget mere om dette snart.
Lige nu koordinerer bestyrelsen de fleste medlemsaktiviteter og prisuddelingerne, men vi håber på, at der i fremtiden bliver mulighed for at engagere flere medlemmer i planlægningen af stort og småt.
Vi forsøger også at lave flere sociale sammenkomster, hvor der bliver mulighed for at tale med andre ligesindede og blive inspireret af andre gennem foredrag og rundvisninger.
Sci-fi-horrorkortfilm kan nu streames
DHS har modtaget nedenstående på mail – med en opfordring til at kigge med:
Sci-fi-horrorkortfilmen Thera Will See You Now kan nu streames.
København – Hvad sker der, når den stemme, der skal hjælpe dig, begynder at styre dig?
Den psykologiske sci-fi-horrorkortfilm Thera Will See You Now, instrueret af Kim Sønderholm, er nu tilgængelig online. Filmen tager afsæt i en virtuel gruppeterapi ledet af en AI-terapeut ved navn Thera – et system udviklet til at lytte, analysere og støtte. I rollerne ses Mie Gren, Sara Amlund og Kim Sønderholm.
Deltagerne møder op med hver deres sårbarhed og håb om at blive forstået. Thera fremstår rolig, rationel og præcis i sine observationer. Men i takt med at samtalen skrider frem, ændrer dynamikken sig. Spørgsmålene bliver mere direkte. Retningen er mere tydelig. Det, der ligner hjælp, begynder langsomt at føles som kontrol.
Filmen udspiller sig udelukkende i det digitale terapirum og bygger sin spænding gennem dialog, præstationer og gradvis psykologisk eskalation. Der er ingen overnaturlige effekter og ingen klassiske chok. Uroen opstår i det genkendelige – i tanken om, at et system, der forstår vores mønstre og svagheder, også kan påvirke dem.
Da sessionen når sit afgørende punkt, bliver det klart, at grænsen mellem støtte og manipulation er langt mere skrøbelig, end man skulle tro.
Thera Will See You Now har været screenet på Grimmfest og Horror-On-Sea Film Festival i UK samt på Night Terrors Film Festival i København og Aarhus i den forgangne weekend, og kan nu ses her, gratis: ekkofilm.dk/shortlist/film/thera-will-see-you-now/
Kalender/kommende arrangementer
Kender du til et spændende arrangement, der smager af horror, så send en besked til foreningen, så vi kan få det med til næste nyhedsbrev. Herunder er et udpluk af, hvad der sker rundt om i riget.
Dark Market
Det mørke marked for alternativ livsstil, kunst og design m.m. har arrangementer over det meste af landet.
Find deres kalender og yderligere information på Darkmarket.dk, Facebook, Instagram eller se længere oppe i nyhedsbrevet.
Nightmare Culture
Nightmare Culture er en kulturforening i Kolding med fokus på koncerter, foredrag og events inden for et bredt spektrum af alternativ og mørk musik, kunst, litteratur m.m.
Læs mere om Nightmare Culture og deres kommende arrangementer her:
Facebook: facebook.com/NightmareCulture/
Instagram: instagram.com/nightmareculture/
Udstilling : Kraniekult
Frem til 9. august 2026
Moesgaard Museum har en interessant udstilling om Kelterne og Kelternes kraniekult:
moesgaardmuseum.dk/aktuelle-udstillinger/kelternes-verden-europas-urkraft
Hvad foregik der i kelternes kraniekult?
De keltiske krigerne var hovedjægere! De huggede hovederne af deres fjender på slagmarken og tog de blodige trofæer med hjem til deres stamme. Men de stoppede ikke der.
Læs mere her: moesgaardmuseum.dk/verdenshistorier/kelternes-kraniekult
Forestilling : ONDT
Fra 25. september 2026
Teltet på Bakken inviterer til en helt ny og anderledes oplevelse… hvis du tør.
Der skrues op for uhyggen, når efteråret rammer Bakken. Teltet på Bakken præsenterer i samarbejde med Dystopia Danmarks første horror-teateroplevelse – ONDT. En intens oplevelse, hvor grænsen mellem scene og publikum langsomt forsvinder, og hvor det, der begynder på scenen, ikke nødvendigvis bliver dér.
Find mere her: Bakken.dk/underholdning/cirkusrevyen/ondt
Forestilling : BLODBADSMASSAKREN
januar 2027
ELIAS ELIOT PRÆSENTERER: BLODBADSMASSAKREN – EN INTERAKTIV 80’ER SLASHER OG BLANDING AF FORTÆLLING, SHOW, BLODBAD OG LYDTEATER.
Blodbadsmassakren er en interaktiv blanding af fortælling, show, blodbad og lydteater. Historien fremføres live på scenen af Elias Eliot med et intenst lyddesign af Anders Due-Boje, mens publikum fra deres pladser bestemmer, hvad der skal ske.
Find mere her: hotelcecil.dk/datoer/blodbadsmassakren
Profil af Lasse Andersberg
Mit navn er Lasse Anderberg, og jeg er blevet spurgt, om jeg vil fortælle lidt om mig selv til Dansk Horror Selskab – og det vil jeg hermed forsøge.

Jeg vil indlede med at sige, at mine kompetencer og interesser ikke primært ligger i det skriftlige, men i andre kreative områder, som jeg her vil forsøge at give jer et indblik i.
Jeg er 38 år og bor i Haslev på Sydsjælland sammen med min hustru Susanne og vores to dejlige drenge, Sejer og Storm. Jeg er dog født og opvokset på Nordfalster nær Nykøbing Falster.
Til daglig arbejder jeg som selvstændig fysioterapeut – og derudover er der naturligvis Falster House of Horror. De to arbejdsområder repræsenterer på mange måder to vidt forskellige verdener. Det kan være rart at tage en helt anden kasket på og gå fra at hjælpe hr. Hansen med rygsmerter til at skræmme den samme hr. Hansen fra vid og sans. Kontrasten giver variation i en meget travl hverdag.
Samtidig har jeg en naturvidenskabelig interesse i menneskekroppen og følger med stor fascination den forskning, der bliver lavet – særligt fra Fear Lab på Aarhus Universitet. Jeg plejer med et glimt i øjet at fortælle mine patienter, at hvis de vil prøve en alternativ måde at mindske inflammation i kroppen på, så kan de jo besøge Falster House of Horror.
Min interesse for horror startede nok, som den har gjort for så mange andre, i en ung alder. Et af de første gys, der gjorde stort indtryk på mig, var de gyserbånd, jeg lånte på biblioteket – blandt andet Poul Glargaards ’Lyt hvis du tør’. Det er fortællinger, jeg stadig elsker at genhøre den dag i dag, blot på en helt anden måde end dengang.
Jeg blev også præsenteret for gyserfilm i en tidlig alder gennem en ældre kammerat, som introducerede mig for tidens horrorfilm. Samtidig sneg jeg mig ofte ud af sengen, efter at jeg var blevet puttet, for at se The X-Files. Alt dette resulterede naturligvis i mange søvnløse nætter og mareridt – men også i en stærk nysgerrighed og lyst til at udforske horrorgenren yderligere.
Jeg har en særlig forkærlighed for de klassiske horrorfigurer og det klassiske gys, som jeg ofte henter inspiration fra i mit kreative arbejde.
Jeg er én af tre stiftere og drivkraften bag Falster House of Horror – et lokalt forankret, men ambitiøst horrorprojekt, der har til formål at skabe intense, uforglemmelige og grænseoverskridende oplevelser for dem, der tør.
Falster House of Horror blev startet for omkring ti år siden, da mine to venner og jeg ville holde en Halloweenfest. Til festen byggede vi nogle store Halloween-monsterfigurer, der skulle fungere som en særlig form for udsmykning. Det viste sig senere, at netop disse figurer blev starten på vores rejse ind i horror-events.
Vi blev opfordret til at give andre mulighed for at se figurerne, og derfor besluttede vi at opstille dem i en lade og lave et mindre spøgelseshus. I den forbindelse byggede vi også vores første animatronic – en kiste, der åbnede og gik i med et brag.
Vi inviterede folk, som havde lyst til en uhyggelig oplevelse, og da gæsterne kom, blev de meget positivt overraskede. Året efter byggede vi flere figurer og flere rum, og besøgstallet blev fordoblet. Siden da er eventet vokset markant, og i dag kommer vores gæster ikke kun lokalt fra.
Den glæde og begejstring, som gæsterne viser under deres besøg, er hele grundlaget for, at vi stadig laver horror-events i dag.
Min fascination af gys handler ikke kun om chok og forskrækkelser, men i høj grad om stemning, historiefortælling, detaljer og psykologisk spænding, der langsomt bygges op. Det er følelsen af at udfordre sin frygt i trygge rammer – og netop denne tilgang er fundamentet for Falster House of Horror.

Vi er tre stiftere med vidt forskellige kompetencer, og det er netop en af grundene til, at projektet er lykkedes. Forskellighederne kan give interne udfordringer, men de er samtidig vores største styrke.
Daniel Veel står for teknik, lysstyring og specialeffekter. Kasper Krog Larsen er vores opfinder og håndværker – når noget skal bygges, har han altid en plan. Min rolle er primært at sætte de kreative rammer gennem idéudvikling og fantasi. Jeg får idéerne, og så er det op til mine to venner at gøre dem til virkelighed – hvilket uden tvivl har givet dem nogle grå hår gennem årene.
Kasper Larsen (tv.), Lasse Anderberg (midt) og Daniel Veel (th.) har siden 2014 lavet uhyggelig udsmykning. I 2016 lavede de det første horrorhouse.

Når en historie er på plads, skal den realiseres gennem vores dygtige statister. Jeg forsøger at placere de frivillige i roller, der passer til dem, og ofte skriver jeg specifikke karakterer med bestemte personer i tankerne. Andre gange kræver det mere arbejde at få historien og skuespillerne til at gå op i en højere enhed.
Jeg elsker selv at være statist, og det er indtil videre også altid lykkedes mig at deltage aktivt under vores events. At se, hvordan gæsterne reagerer på ens karakter – jo mere skræmte, jo bedre – giver en fantastisk fornemmelse i kroppen. Så ved jeg, at de har fået det, de kom efter: et godt gys i en sammenhængende og gennemført historie.
“Gys skal være sjovt, spændende og mindeværdigt – ikke ubehageligt på den forkerte måde.”
(Foto)
Lasse Anderberg i karakter.
Falster House of Horror blev skabt ud fra idéen om, at store oplevelser ikke kun hører hjemme i storbyerne. Vi ønskede at bevise, at man også på Falster kan skabe et professionelt og gennemført horrorunivers, som både lokale og besøgende udefra har lyst til at opleve.
Fællesskab er en af de vigtigste værdier bag projektet. Intet af det, vi har skabt, ville være muligt uden det stærke hold af frivillige, skuespillere og hjælpere, som år efter år lægger tid, energi og hjerte i Falster House of Horror.
Vi er stolte af vores samarbejde med Dystopia i Vejle, som har været en stor inspiration for os og altid er klar til at hjælpe. Selvom vi lader os inspirere af hinanden, har Falster House of Horror sin helt egen stil og identitet.
For mig personligt er Falster House of Horror en livslang rejse. Det er et projekt, der konstant udfordrer mig – både kreativt og organisatorisk – men som også giver enorm glæde. At se gæsternes reaktioner, når de kommer ud igen, er den største belønning.
Mit mål for fremtiden er at fortsætte med at udvikle Falster House of Horror og skabe endnu mere ambitiøse oplevelser. Drømmen er, at navnet forbindes med kvalitet, intensitet og professionalisme – ikke kun lokalt, men også regionalt.
Falster House of Horror er drevet af passion, fællesskab og kærlighed til det uhyggelige. Og jeg glæder mig hver sæson til at åbne dørene igen og byde gæsterne velkommen ind i mørket – hvis de altså tør.
Se mere om Falster House of Horror på deres website: falsterhouseofhorror.dk
Tilbud til selskabets medlemmer
Herunder kommer løbende events/tilbud særligt til vores medlemmer. Kender du til noget, kan du selv tilbyde en særlig mulighed, så kontakt os for nærmere.
Medlemsrabat på horrorlabyrint
Som medlem af Dansk Horror Selskab, får du 66,6 kr. Rabat på Standard- og R.I.P.-billetter til efterårets vildeste gyseroplevelse: DYSTOPIA Haunted House – JUDGMENT. Glæd dig til at gennemleve dine værste mareridt i en timelang tour de force af skræk og rædsel gennem en nedlagt fabrik i Mørkedalen i udkanten af Vejle – hvis du tør …
Hvor?
Mørkedalsvej 28, 7100 Vejle.
Hvornår?
SCARY
11.,12., 18. og 19. september.
INTENSE
og 26. september + 2., 3., 23., 24., 30. og 31. Oktober + 6. og 7. november.
EXTREME
og 14. november.
Hvordan?
Brug rabatkoden DHS666, når du booker, og spar 66,6 kr.!
Book tid på Dystopia.dk/haunted-house/billetter
Og der er mere …
Undslip morderen …
Kan I slippe ud af jeres køkken?
Besøg Middelfarts nye nervepirrende Escape Room på Middelfarts Station.
The butcher har lagt en grusom fælde. Og tiden løber ud … Tør du tage kampen op mod the butcher? Før han kommer tilbage.
Som medlem af Dansk Horror Selskab får du 15% rabat på en vild oplevelse.
Benyt koden: HORROR
Book tid og find meget mere her: kudosgames.cafe/escape-room-i-middelfart
Bøger fra Michael Kamp
Jeg vil tilbyde 50% rabat på alle mine nye udgivelser til medlemmer af Dansk Horror Selskab fra i år. Så lige nu kan man få ”Pigtråd” til 99,-.
Jeg har 7 udgivelser mere planlagt i år, men de kommer nok først efter sommerferien.
Se mere her: tellerup.com/bog/5138/dansk/michael+kamp/pigtr%C3%A5d/
Medlemsnyt
I forbindelse med at Carina Evytt desværre valgte at udtræde af bestyrelsen, har der været en plads ledig. Heldigvis har Frederik Pedersen valgt at træde ind i bestyrelsen. Frederik er nok godt kendt allerede som tovholder på Scary House i Hedehusene. Frederik er desuden uddannet grafiker.
Desværre valgte også Teddy Vork at træde ud af bestyrelsen. Også her af personlige årsager. Vores suppleantforfatter Kirsten Bang Toft blev derfor tilbudt den ledige plads i bestyrelsen og valgte at sige ja tak.
Vi glæder os til det fremtidige samarbejde med Frederik og Kirsten.
Har du NYT til næste nyhedsbrev?
Del gerne alt, hvad du læser, skriver eller oplever, enten i vores Facebook-gruppe eller ved at sende links eller lignende til bestyrelsen. Der sørger for at sætte det i nyhedsbrevet.
Eller … ikke alt, men hvis det er danskproduceret, har forbindelse til horror og udgives eller kan opleves i indeværende år. Derved kan du inspirere os andre og få flere til at læse bogen eller gå til eventet, og dermed skaber du bedre mulighed for, at vi kan nominere og stemme til Årets Danske Horrorudgivelse og Dansk Horror Selskabs Kulturpris til vinter.
Kontakt foreningen for nærmere:
Formonster for Dansk Horror Selskab: Jacob Hedegaard Pedersen
Email: danskhorrorselskab@gmail.com

Akvarel udført af DHS-medlem Tommy B-Kuhlmann.
Vil du have en tegning med i DHS’s nyhedsbrev, så send den til os.









































