1. april 2017, Author: Jette Holst, Skriv en kommentar

Thomas Strømsholt vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2016

Kategorier: Nyheder
Tags:: , ,

Vinderdiplomet for Årets Danske Horrorudgivelse 2016Så har juryen truffet en afgørelse, og vinderen blev Thomas Strømsholt for “Dr. Wunderkammers oversættelser“. Herunder følger begrundelsen for valget:

Juryen fandt, at Dr. Wunderkammers oversættelser var et overflødighedshorn af stemningsmættede noveller i et helt fantastisk sprog. Thomas Strømsholt skriver i en unik stil, der kan beskrives som “moderne folklore”. Hans univers er sært og svært, men også fascinerende og fabulerende med en understrøm af dystre hemmeligheder. Virkemidlet er ikke klassisk skræk, men smukke og dybt foruroligende billeder. Med sin originalitet og sin udvidelse af horrorgenren er Dr. Wunderkammers oversættelser en værdig vinder af årets horrorpris.

Prisen blev overrakt af Jacob Hedegaard Pedersen, og da Thomas Strømsholt desværre ikke kunne være til stede, modtog hans forlægger Henrik S. Harksen prisen på hans vegne.

Juryen bestod i år af:

Thomas Winther som i en årrække har anmeldt horrorbøger i Himmelskibet – magasinet for de fantastiske genrer. Han står bag magasiner og en hjemmeside om horrormesteren H. P. Lovecraft og har udgivet det bibliografiske opslagsværk ”Index til gyserantologier”.

Steffen Larsen har skrevet om børnelitteratur i Politiken siden 2001. Han har en (sær) kærlighed til genrer der er lidt ”anderledes” som f.eks. science fiction og horror, som han kalder for bredt aldersoverskridende.

Jan M. Johansen er bibliotekar med sæde i Odense Bibliotekerne og svoren fan af fantastisk fiktion, ikke mindst gys og gru, hvilket han gerne taler, skriver og udtaler sig om, bl.a. på siden Bogsnak.dk. Desuden er han erklæret SoMe-tryllerist.

Stig W. Jørgensen er uddannet i sprogvidenskab og tidligere medarbejder på CBS. Det sidste halve snes år har han arbejdet som selvstændig oversætter og konsulent. Har oversat ca. 70 bøger i mange forskellige genrer, herunder Charlene Harris’ vampyrromaner, der dannede grundlag for tv-serien True Blood. Kender af især science fiction og fantasy-litteratur – har skrevet et utal af anmeldelser og artikler og flere bøger om science fiction og beslægtede emner.

Jette S. F. Holst, bibliotekar og kvinden bag hjemmesiden Gyseren.dk, som anmelder film, bøger m.m. indenfor horror og de andre fantastiske genrer.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.